101

Den Oplyste er ikke blot bedre istand til at forebygge Sygdomme end den Uvidende; han faar dem ogsaa snarere helbredede og undgaar lettere deres skadelige Eftervirkninger. Han vil itide søge Hjælpen der, hvor man kan vente at finde den, i Almindelighed altsaa hos Lægen. Den Uvidende er næsten altid selvklog; uden den fornødne Kundskab 102gjør han sig ofte paa egen Haand en urigtig Mening om Sygdommens Beskaffenhed og Aarsag og vælger derefter urigtige Midler. Eller han lytter efter Raad, som gives af dem, der ere ligesaa uvidende som han selv. Saadanne Raad ere altid ved Haanden. Thi den Ukyndige og Uforstandige er snarere til at give Raad end den Forstandige, som ved, at et slet Raad er værre end intet Raad.

De allermest Uvidende søge undertiden Aarsagen til Sygdommene i hemmelige og overnaturlige Kræfter. Det er „Svek,“ siges det ofte om smaa Børns Sygdomme; og efter den Mening, som man saaledes har dannet sig om Sygdommens Natur, vælges Middelet: saakaldte „kloge“ Mænd og Kvinder, der enten ere Bedragere eller bedrage sig selv, skulle „gjøre aat“ for Ondet eller „støbe“ og „læse“ over den syge Del.

Paa et lidt høiere Trin af Oplysning forkaster man vel saadanne overtroiske Midler, men henfører paa det Løse Sygdommen til en eller anden Aarsag, som er almindelig antagen. Er det en indvendig Sygdom, heder det som oftest: „det er Blodet,“ og derefter bliver Middelet Aareladning. Dette Middel misbruges meget i vort Land og volder maaske ligesaa megen Ulykke som de Sygdomme, mod hvilke det bruges.

Under alt dette forsømmer man da at søge den kyndige Hjælp. Eller man søger den tidlig eller sent og bruger den dog ikke. Thi man venter af Lægen en øieblikkelig, næsten undergjørende Hjælp, og, naar man ikke finder den, sætter man hans Midler tilside og vender atter tilbage til sine egne Raad.

101

Den Oplyste er ikke blot bedre i stand til å forebygge sykdommer enn den Uvidende; han får dem også snarere helbredede og unngår lettere deres skadelige ettervirkninger. Han vil itide søke hjelpen der, hvor man kan vente å finne den, i alminnelighet altså hos legen. Den Uvidende er nesten alltid selvklok; uten den fornødne kunnskap 102gjør han seg ofte på egen hånd en uriktig mening om Sygdommens beskaffenhet og årsak og velger deretter uriktige midler. Eller han lytter etter råd, som gives av dem, der er likeså uvitende som han selv. Sådanne råd er alltid ved hånden. Thi den Ukyndige og Uforstandige er snarere til å gi råd enn den Forstandige, som ved, at et slett råd er verre enn intet råd.

De allermest Uvidende søke undertiden årsaken til sykdommene i hemmelige og overnaturlige krefter. Det er „svek,“ siges det ofte om små Børns sykdommer; og etter den mening, som man således har dannet seg om Sygdommens natur, velges middelet: såkalte „kloge“ menn og kvinner, der enten er bedragere eller bedra seg selv, skulle „gjøre aat“ for ondet eller „støpe“ og „lese“ over den syke del.

På et litt høyere Trin av opplysning forkaster man vel sådanne overtroiske midler, men henfører på det Løse sykdommen til en eller annen årsak, som er alminnelig antatt. Er det en innvendig sykdom, heter det som oftest: „det er blodet,“ og deretter blir middelet åreladning. Dette middel misbrukes meget i vårt land og volder maaske likeså mye ulykke som de sykdommer, mot hvilke det brukes.

Under alt dette forsømmer man da å søke den kyndige hjelp. Eller man søker den tidlig eller sent og bruker den dog ikke. Thi man venter av legen en øyeblikkelig, nesten undergjørende hjelp, og, når man ikke finner den, setter man hans midler tilside og vender atter tilbake til sine egne råd.