100

De, der ere komne over den spæde Barnealder, have i sine Fornemmelser faaet en Paamindelse om at beskytte sig imod mange af de Ting, der kunne skade deres Sundhed. Kulden bringer os til at fryse, og denne Fornemmelse lærer os at beskytte vore Legemer mod Kulden ved Klæder og varme Boliger. Men disse Fornemmelser ere ikke altid tilstede, og, hvor de ere tilstede, ere de ikke altid tilstrækkelige; de maa derfor understøttes ved Erfaring og Kundskab. Naar saaledes Kulden har virket til en vis Grad paa et af vore Lemmer, f. Ex. paa vore Øren eller paa vore Tæer, føle vi ikke længer nogen Smerte i disse Lemmer; thi de blive følesløse. Den, som ikke ved Besked herom, slaar sig da til Ro og kan derved let tabe disse Lemmer; den derimod, som kjender Betydningen af denne Følesløshed, anvender de passende Midler, som han har lært derimod. Naar man under Gang eller paa anden Maade anstrenger sig ude i stærk Kulde, gribes man ofte af en stærk Mathed og Søvnighed. Den, der ikke ved, hvor farligt det er at give efter for denne Søvnighed, og derfor under saadanne Omstændigheder lægger sig til at sove, maa i Almindelighed bøde med Livet for denne Uvidenhed.

Hos den lidet Oplyste er Opmærksomheden for de Fornemmelser, der paaminde os om skadelige Indflydelser, sløv; hos den Oplyste og Dannede er den skjærpet.

Ved Lugtesandsen sættes vi istand til at bedømme Beskaffenheden af den Luft, som vi igjennem Mund og Næse indaande i vore Lunger. Men den, som stadig opholder sig i en fordærvet Luft, taber efter nogen Tid en stor Del af sin Evne til at skjelne mellem ren og fordærvet Luft og bliver tilsidst ogsaa ligegyldig derfor. Men derved har han tabt det Beskyttelsesmiddel, som Lugtesandsen giver ham mod skadelige Luftarter. Af saadanne gives der mange. En af disse er f. Ex. den Kuldamp, der udvikler sig, hvor Kul eller Træ forbrænder ufuldstændigt ved Glødning. Naar denne ikke finder Vei ud igjennem Skorstenen eller andre Aabninger, men samler sig i Værelset, blive de, der opholde sig i et saadant Rum, søvnige og kunne da sove lige ind i Døden; endnu 101større er Faren for dem, som allerede i Forveien sove i et saadant Rum. Det har ogsaa i vort Land ikke saa sjelden hændt, at uvidende og ubetænksomme Mennesker ere døde af denne giftige Luftart, især fordi de altfor tidligt have tillukket Spjeldet i Ovnsrøret.

Men endnu mange flere Mennesker maa dø, fordi de i lang Tid indaande den almindelige usunde Luft, som danner sig i Rum, hvor mange urenlige Mennesker leve sammen, uden ved Aabning af Døre og Vinduer at sørge for, at den fordærvede Luft inde omskiftes med den renere Luft udenfor. De fleste Omgangssygdomme, saasom Kolera, Blodgang, ondartet Halsesyge og smitsomme Febre ville nemlig gjerne sætte sig fast og gribe om sig i saadanne Huse. Langs Landets Vestkyst ere de ondartede Febre mest almindelige og dræbende; dels har Folket der mindre Brændsel, saa de ere bange for at slippe den kolde Luft ind og den varme Luft ud; dels er den almindelige Oplysning der mindst fremme, saa at Folket er mere sløvt baade for det Behagelige og det Gavnlige ved at indaande en ren Luft.

Langs en stor Del af denne samme Vestkyst forekommer en velbekjendt Sygdom, som kaldes Spedalskhed. Den hersker især i enkelte Familier, men opstaar dog ogsaa udenfor disse Familier. Den viser sig sjelden hos Folk af den saakaldte høiere Stand. De Omstændigheder, som efter Lægernes Mening især befordre Udbrudet af denne Sygdom, ere Slid og Slæb under Kulde og Fugtighed, slette og urenlige Boliger, uhensigtsmæssig Føde og Mangel paa Omhu for Hudens Renselse. Den har før hersket i de fleste af Europas Lande; men efter hvert, som den tiltagende Oplysning har forbedret Forholdene, har den maattet vige tilbage og er nu indskrænket til enkelte Yderkanter af nogle faa Lande ved Nordsøen og Middelhavet. Udenfor Europa, i de andre Verdensdele, findes den oftere. Ogsaa om denne Sygdom har man derfor god Grund til at tro, at den for en Del hænger sammen med Folkets Uvidenhed. Saalænge Folket f. Ex. ikke har lært at kjende Fordelene ved Grunddigning, og hvorledes man ved denne kan bortfjerne Fugtigheden baade fra Husgrunden og fra Markerne, vil det vedblive at bo i fugtige Huse; det vil vedblive at vade med Fødderne i den bløde og kolde Grund, og det vil ikke af Markerne kunne indhøste saa mange og saa gode Fødemidler, som det ellers kunde opnaa. Saalænge Folket ikke har lært at bevare og tilberede sine Fødemidler paa en hensigtsmæssig Maade, ville disse give mindre Næringsstof og derfor mindre Kræfter. Saalænge Folket ikke har lært at sætte Pris paa Hudens Renlighed, ville Fnat og andre Hudsygdomme vedblive at svække Legemets Kraft.

100

De, der er kommet over den spede barnealder, har i sine fornemmelser fått en påminnelse om å beskytte seg imot mange av de ting, der kunne skade deres sunnhet. Kulden bringer oss til å fryse, og denne fornemmelse lærer oss å beskytte våre Legemer mot kulden ved klær og varme boliger. Men disse fornemmelser er ikke alltid til stede, og, hvor de er til stede, er de ikke alltid tilstrekkelige; de må derfor understøttes ved erfaring og kunnskap. Når således kulden har virket til en viss grad på et av våre lemmer, f. Ex. på våre Øren eller på våre tær, føler vi ikke lenger noen smerte i disse lemmer; thi de blir følesløse. Den, som ikke ved Besked herom, slår seg da til ro og kan derved lett tape disse lemmer; den derimot, som kjenner betydningen av denne Følesløshed, anvender de passende midler, som han har lært derimot. Når man under gang eller på annen måte anstrenger seg ute i sterk kulde, gripes man ofte av en sterk matthet og søvnighet. Den, der ikke ved, hvor farlig det er å gi etter for denne søvnighet, og derfor under sådanne omstendigheter legger seg til å sove, må i alminnelighet bøte med livet for denne uvitenhet.

Hos den lite Oplyste er oppmerksomheten for de fornemmelser, der påminne oss om skadelige innflytelser, sløv; hos den Oplyste og Dannede er den skjerpet.

Ved luktesansen settes vi i stand til å bedømme beskaffenheten av den luft, som vi igjennom munn og nese innånde i våre lunger. Men den, som stadig opholder seg i en fordervet luft, taper etter noen tid en stor del av sin evne til å skjelne mellom ren og fordervet luft og blir til sist også likegyldig derfor. Men derved har han tapt det Beskyttelsesmiddel, som luktesansen giver ham mot skadelige Luftarter. Av sådanne gives der mange. En av disse er f. Ex. den Kuldamp, der utvikler seg, hvor kull eller tre forbrenner ufullstendig ved gløding. Når denne ikke finner vei ut igjennom skorsteinen eller andre åpninger, men samler seg i værelset, bli de, der oppholde seg i et sådant rom, søvnige og kunne da sove like inn i døden; enda 101større er faren for dem, som allerede i forveien sove i et sådant rom. Det har også i vårt land ikke så sjelden hendt, at uvitende og ubetenksomme mennesker er døde av denne giftige Luftart, især fordi de altfor tidlig have tillukket spjeldet i Ovnsrøret.

Men ennå mange flere mennesker må dø, fordi de i lang tid innånde den alminnelige usunne luft, som danner seg i Rum, hvor mange urenslige mennesker leve sammen, uten ved åpning av dører og vinduer å sørge for, at den fordærvede luft inne omskiftes med den renere luft utenfor. De fleste omgangssykdommer, saasom kolera, blodgang, ondartet halsesyke og smittsomme febre ville nemlig gjerne sette seg fast og gripe om seg i sådanne hus. Langs Landets vestkyst er de ondartede febre mest alminnelige og drepende; dels har Folket der mindre brensel, så de er bange for å slippe den kalde luft inn og den varme luft ut; dels er den alminnelige opplysning der minst fremme, så at Folket er mer sløvt både for det Behagelige og det Gavnlige ved å innånde en ren luft.

Langs en stor del av denne samme vestkyst forekommer en velbekjendt sykdom, som kalles spedalskhet. Den hersker især i enkelte familier, men oppstår dog også utenfor disse familier. Den viser seg sjelden hos Folk av den såkalte høyere stand. De omstendigheter, som etter legenes mening især befordre utbruddet av denne sykdom, er Slid og slep under kulde og fuktighet, slette og urenslige boliger, uhensiktsmessig føde og mangel på omhu for Hudens renselse. Den har før hersket i de fleste av Europas land; men etter hvert, som den tiltagende opplysning har forbedret forholdene, har den måttet vike tilbake og er nå innskrenket til enkelte ytterkanter av noen få land ved Nordsjøen og Middelhavet. Utenfor Europa, i de andre verdensdeler, finnes den oftere. Også om denne sykdom har man derfor god grunn til å tro, at den for en del henger sammen med Folkets uvitenhet. Så lenge Folket f. Ex. ikke har lært å kjenne fordelene ved Grunddigning, og hvorledes man ved denne kan bortfjerne fuktigheten både fra husgrunnen og fra markene, vil det vedbli å bo i fuktige hus; det vil vedbli å vade med føttene i den bløte og kalde grunn, og det vil ikke av markene kunne innhøste så mange og så gode Fødemidler, som det ellers kunne oppnå. Så lenge Folket ikke har lært å bevare og tilberede sine Fødemidler på en hensiktsmessig måte, ville disse gi mindre næringsstoff og derfor mindre krefter. Så lenge Folket ikke har lært å sette pris på Hudens Renlighed, ville fnatt og andre hudsykdommer vedbli å svekke Legemets kraft.