Naar et Menneske dør, skrives det op i Præstens Bog, hvor gammel den Døde var. Derved kan man senere faa vide, om der er mange, som dø i en ung Alder. Ved at sammenligne flere saadanne Præstebøger kan man ogsaa faa vide, om der paa nogle Steder er flere, som dø i en ung Alder, end paa andre Steder.
Undertiden bruger man ogsaa foruden Alderen at skrive den Dødes Stand op i Præstens Bog. Derved kan man senere faa at vide, om f. Ex. Arbeidsfolk dø i en yngre Alder end Embedsmænd, eller om Husmandsfolk dø i en yngre Alder end Gaardmandsfolk. Det hjælper ikke, at man ser efter i en enkelt eller i nogle faa Præstebøger; thi da vilde man let blive narret af tilfældige Omstændigheder; men man maa samle Lister af mange saadanne Bøger og derved faa store Tal. Ser man saa, at det samme Forhold, f. Ex. det, at fattige Folks Børn dø i en yngre Alder end velstaaende Folks Børn, ikke blot finder Sted i et enkelt Sogn eller Præstegjeld, men i de fleste Præstegjeld i et helt Land, saa slutter man, at dette ikke er en uvis Ting, men en Sandhed, som man tør stole paa.
Har man nu saadanne Bøger for en lang Tid, saa kan man desuden faa Anledning til at sammenligne Længden af Folks Levealder før og nu.
Man har endnu ikke fortsat disse Optegnelser saa længe og heller ikke gjort dem saa fuldstændige, som det behøves, for at komme efter alt, hvad man paa denne Maade ønsker at faa vide og kan faa vide; men der er dog nogle Sandheder, som man ad denne Vei er bleven vis paa, og som ere af saa stor Vigtighed, at de tilfulde have lønnet den Umage, som saa mange Mennesker have havt med at opskrive og beregne disse Ting.
Tænker man paa sine Bedsteforældre, eller mindes man, hvad man har hørt om sine Oldefædre og Oldemødre, saa ville mange kunne fortælle, at en eller flere af disse bleve meget gamle Folk, og deraf kanske komme til at slutte, at Folk i den Tid bleve en god Del ældre end nuomstunder.
Men, naar i en Familie, hvor der er tolv Sødskende, de fleste af disse dø som smaa Børn, medens nogle dø som unge Mænd, og kun en enkelt bliver meget gammel, saa siger man, naar man taler om disse Sødskende under et, at de have havt en kort Levealder. Paa samme Maade have nu disse Optegnelser tvertimod det, som mange troede, vist, at af de sidste Slægter, som have levet, har enhver paafølgende Slægt havt en længere Levealder, end den foregaaende; med andre Ord: Folk blive i Almindelighed nu ældre end i vore Bedsteforældres Tid.
Aarsagen dertil skulde kanske ikke være saa let at forstaa, hvis ikke de samme Optegnelser havde vist en anden Ting, nemlig, at Folk, som have Forstand og Evne til at føre en bedre Levemaade og iagttage 99visse kloge Forsigtighedsregler, opnaa en høiere Alder end Folk, som mangle denne Forstand eller Evne, som derfor føre en slettere Levemaade og ikke saa fuldstændigt iagttage det Slags Forholdsregler. Nu vide vi jo, at den senere Tid er gaaet frem i Oplysning og Kundskab om mange nyttige Ting, som vore Forfædre ikke vidste eller kjendte. Og, da Kundskab, naar den benyttes vel, altid er den bedste Kilde til Velstand, saa kunne vi ogsaa forstaa, hvorfor Velstanden og Evnen til en god Levemaade paa vore Bedstefædres Tid ikke var saa stor og almindelig som nu.
Da Antallet af dem, som dø af Ulykkestilfælde, f. Ex. ved Drukning, uagtet det i sig selv ikke er saa ganske lidet, dog er meget ubetydeligt i Forhold til dem, som dø af Sygdom, saa maa vi slutte, at det er Sygdommene, som blive sjeldnere og mindre farlige, efter hvert som Oplysning og Velstand tiltager.
Vi elske alle vort Legeme og ville gjerne befri det for Sygdom og en tidlig Død. Dertil hører altsaa ikke mindst, at vi erhverve os Kundskaber og Oplysning; thi Oplysning fremmer Velstand, og begge Dele ere, som vi have seet, ikke alene i sig selv gode Ting, men tillige virksomme Hjælpemidler til at bevare vor Sundhed.
Herpaa skulle vi nu se nogle Prøver.