Mange ere de Emner af Plante- og Dyreriget, som, vel benyttede, kunne give os en god og sund Næring; men intet af dem alle har, hver for sig, den store Betydning, som de to Fødemidler Melk og Brød.

Naar vi betragte Pattedyrenes store Familie og gjøre os lidt nærmere bekjendte med den Naturdrift, hvorefter den nyfødte Afkom strax er istand til selv at søge sin Nærings Kilde, faa vi et overtydende Bevis for, hvor unaturligt det er, at Barnet skilles fra Moderen. Knapt er det lille Dyr kommen til Verden, førend det, drevet af en indre uimodstaaelig Tilskyndelse, med en forunderlig Sikkerhed søger og finder Moderbrystet, der i rigeligt Maal tilbereder den Melk, som i Begyndelsen udgjør dets eneste Næring. Den samme medfødte Drift har ogsaa det nyfødte Menneskebarn; men det er mere hjælpeløst end det unge Dyr og behøver Bistand for at finde, hvad det søger. Lykkeligt er det Barn, som faar sin første Næring af en sund Moder; thi Modermelken lægger den tryggeste Grundvold til et sundt Legeme, og nogen anden Føde behøver Barnet ikke i flere Maaneder. En god Melk er en nøiagtig Blanding af alle de enkelte Næringsemner, som under Fordøielsen med Lethed danne et sundt Blod og af dette igjen alle Legemets Dele. Heri ligger da den simple og naturlige Forklaring paa Melkens store Betydning for Sundhed og Liv. Naar vi altsaa spørge: hvorfor er Melk en saa stor Velsignelse som Næringsmiddel, ligger Svaret lige for os. Den er det, fordi den er den eneste af Naturen selv tilberedte Føde, der samlet indeholder alt, hvad der er nødvendigt, for at underholde en kraftig Livsvirksomhed hos den unge Skabning. Naar desuagtet en anden Tro ytrer sig hos mange Folk, kan dette have sin Grund i Ukyndighed eller deri, at Melken er tynd og unærsom, eller den kan i nogle Tilfælde vise sig utilstrækkelig, fordi den ei ydes Barnet i fuldt Maal. Tyr man under saadan Mangel til anden Melk og som oftest til Komelk, bliver Følgen ofte den, at Barnet ikke trives og faar en uordentlig Fordøielse. Forklaringen herpaa er simpel og nyttig at kjende: Komelk er nemlig rigere paa Ost, fattigere paa Sukker, og derhos bliver den hurtigere sur end Kvindemelk. Naar nu Melken ved Mavesaftens Virkning 93yster sig, det vil sige, deler sig i Ost og Valle, bliver denne sidste sur, og denne melksyrlige Valle taales ei godt af den spæde og svage Mave, medens den let kan fordøies af ældre og stærkere Personer, som ere vante til flere Slags Føde. — Det er et allerede gammelt Raad, at Melk kan bevares fra at blive sur for en længere Tid, naar den strax koges ved jevn Varme og saa hældes paa Flasker, hvis Aabning lukkes med en Kork eller Prop og derpaa omgives med lidt smeltet Talg eller Vox. Forklaringen er den, at al Luft i Melken drives ud ved Kogningen, hvorved Syredannelsen forsinkes, især om Flaskerne siden bevares paa et kjøligt Sted. Vore Sømænd, der skulle gjøre lange Reiser, bruge med stor Nytte denne Fremgangsmaade, og for mangt et Hus paa Landet, hvor Kreaturene ere borte om Sommeren, kunde en saadan i Sæteren kogt frisk Melk blive til en sand Nydelse for Store og Smaa, som ofte maa savne Melken eller nyde den sur, ja ofte bedærvet og usmagelig. Ønsker man at bevare Melken frisk i længere Tid, maa den heldes paa korkede Flasker eller Krukker; disse sættes da i en Gryde med Vand, som koges i flere (4) Timer.

Naturen har visselig i Melken givet os det herligste Fødemiddel, og dets Anvendelse i en Husholdning er mangfoldig; men ogsaa denne gode Gave kan bruges paa en mindre rigtig Maade, naar vi ikke granske Naturens forskjellige Love og give Agt paa dens Lærdomme. Vil en Pleiemoder altsaa byde det spæde Barn Komelk, da bør hun koge den og blande den med lidt rent kogt Vand og Sukker, saa at den kan komme til at ligne den Melk, der er Barnets naturligste Føde. Siden er ublandet Melk den bedste. Kan en eller anden svagelig Mave ikke døie den, da tilsæt et Par Korn af vort Kjøkkensalt; thi derved bliver Melken baade lettere fordøielig og mere nærende for Blodet, som fordrer Salt, for at erholde den rette Kraft.

Mange er de emner av Plante- og dyreriket, som, vel benyttet, kunne gi oss en god og sund næring; men intet av dem alle har, hver for seg, den store betydning, som de to Fødemidler melk og brød.

Når vi betrakter Pattedyrenes store familie og gjøre oss litt nærmere bekjente med den Naturdrift, hvoretter den nyfødte avkom straks er i stand til selv å søke sin Nærings Kilde, får vi et overtydende bevis for, hvor unaturlig det er, at barnet skilles fra moren. Knapt er det lille dyr kommet til verden, før det, drevet av en indre uimotståelig tilskyndelse, med en forunderlig sikkerhet søker og finner Moderbrystet, der i rikelig mål tilbereder den melk, som i begynnelsen utgjør dets eneste næring. Den samme medfødte drift har også det nyfødte menneskebarn; men det er mer hjelpeløst enn det unge dyr og behøver bistand for å finne, hva det søker. Lykkelig er det barn, som får sin første næring av en sund mor; thi Modermelken legger den tryggeste grunnvoll til et sundt legeme, og noen annen føde behøver barnet ikke i flere måneder. En god melk er en nøyaktig blanding av alle de enkelte næringsemner, som under fordøyelsen med letthet danne et sundt blod og av dette igjen alle Legemets dele. Heri ligger da den simple og naturlige forklaring på Melkens store betydning for sunnhet og Liv. Når vi altså spørre: hvorfor er melk en så stor velsignelse som næringsmiddel, ligger svaret like for oss. Den er det, fordi den er den eneste av Naturen selv tilberedte føde, der samlet inneholder alt, hva der er nødvendig, for å underholde en kraftig Livsvirksomhed hos den unge skapning. Når desuagtet en annen tro ytrer seg hos mange Folk, kan dette have sin grunn i ukyndighet eller deri, at melken er tynn og unærsom, eller den kan i noen tilfelle vise seg utilstrekkelig, fordi den ei ytes barnet i fullt mål. Tyr man under sådan mangel til annen melk og som oftest til Komelk, blir Følgen ofte den, at barnet ikke trives og får en uordentlig fordøyelse. Forklaringen herpå er simpel og nyttig å kjenne: Komelk er nemlig rikere på ost, fattigere på sukker, og derhos blir den hurtigere sur enn kvinnemelk. Når nå melken ved Mavesaftens virkning 93yster seg, det vil si, deler seg i ost og Valle, blir denne siste sur, og denne melksyrlige Valle tåles ei godt av den spede og svage mave, mens den lett kan fordøyes av eldre og sterkere personer, som er vante til flere Slags føde. — Det er et allerede gammelt råd, at melk kan bevares fra å bli sur for en lenger tid, når den straks kokes ved jevn varme og så helles på flasker, hvis åpning lukkes med en kork eller propp og derpå omgives med litt smeltet talg eller voks. Forklaringen er den, at all luft i melken drives ut ved kokningen, hvorved Syredannelsen forsinkes, især om flaskene siden bevares på et kjølig sted. Våre sjømenn, der skulle gjøre lange reiser, bruke med stor nytte denne fremgangsmåte, og for mangt et hus på landet, hvor Kreaturene er borte om sommeren, kunne en sådan i seteren kokt frisk melk bli til en sann nytelse for Store og Smaa, som ofte må savne melken eller nyte den sur, ja ofte bedervet og usmakelig. Ønsker man å bevare melken frisk i lenger tid, må den heldes på korkede flasker eller krukker; disse settes da i en gryte med vann, som kokes i flere (4) timer.

Naturen har visselig i melken gitt oss det herligste Fødemiddel, og dets anvendelse i en husholdning er mangfoldig; men også denne gode gave kan brukes på en mindre riktig måte, når vi ikke granske Naturens forskjellige Love og gi akt på dens lærdommer. Vil en Pleiemoder altså by det spede barn Komelk, da bør hun koke den og blande den med litt rent kokt vann og sukker, så at den kan komme til å ligne den melk, der er Barnets naturligste føde. Siden er ublandet melk den beste. Kan en eller annen svakelig mave ikke døye den, da tilsett et par korn av vårt Kjøkkensalt; thi derved blir melken både lettere fordøyelig og mer nærende for blodet, som fordrer Salt, for å erholde den rette kraft.