88

En sund Aand i et sundt Legeme er vort bedste timelige Gode. Af dettes Besiddelse afhænger det, om vi tilfulde kunne opfylde dette Bud af Herren til Mennesket: i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, og om vi med Taknemmelighed, Tilfredshed og et aabent Øie for alle Naadegaver kunne arbeide som nyttige Lemmer af Samfundet. Sundheden er en Gave af Gud — saaledes falder ofte Talen — og vi skulle med Taalmodighed bære vor Skjebne og virke godt efter Evne, selv om vi maa bære paa et sygeligt Legeme. Denne Tale er Religionens og Sandhedens Sprog, som vi med Ydmyghed skulle bøie os for. Men, saa vist som dette er vor Pligt, saa vist tør vi heller ikke glemme, at Skaberen viselig har fastsat bestemte Love for sin Skabning. Ligesom han selv ikke forandrer disse, saaledes maa ogsaa vi agte det som en ufravigelig Pligt at rette os efter disse Love, dersom vi ønske at opnaa den legemlige og aandelige Udvikling, som kun den kan naa, der søger at fatte og følge Guds Vink gjennem Naturen.

For enhver, der med Eftertanke betragter Dyr- og Planteverdenen, vil det strax vise sig, at der finder en stor Forskjel Sted endog mellem de enkelte Lemmer af de samme Familier og Slags. Det samme gjælder om Menneskene. Det maa synes underligt, at Skabninger af samme Natur og under de samme ydre Livsforholde snart trives godt, snart mindre godt og snart rent dø bort. Hvoraf kommer nu dette? — Vi skulle da først erindre, at ikke enhver Skabning er født med den samme Livskraft eller har lige Evne til at udvikle sig legemligt og aandeligt. Enkelte Familier og enkelte Lemmer af samme Familie kunne 89udmærke sig ved aandelige og legemlige Egenskaber, som andre ikke besidde, hvorvel de hver for sig have nydt den samme Pleie og Opdragelse. Dette er da Skaberens Bestemmelse, og det er ingen forundt at lægge en Tomme mere til disse medfødte Gaver. Men denne rene og vise Bestemmelse bliver altfor ofte modarbeidet ved vor egen ufuldkomne Kundskab og ved vor egen Daarlighed i mange Stykker. Saaledes bliver det da let at forstaa, at Barnet lige fra Fødselen kan bære i sig som en Arv Ufuldkommenhedens og Svaghedens Særkjender paa flere Maader, ja endog Spiren til Sygdomme, der senere bryde ud og ofte føre til en tidlig Død.

Om vi dernæst betragte de Midler, Naturens vise Lovgiver har anvist os, for at vi kunne virke paa en gavnlig Maade mod de Farer for Sundhed og Liv, som vor skrøbelige Natur fører med sig, skulle vi faa den Fortrøstning, at Hjælpen ligger os nær, og at den er simpel, fordi den er naturlig. — Det er blevet antaget af Mænd, som opmærksomt have betragtet Naturens regelmæssige Omvexlinger og Verdens almindelige Gang, at ogsaa Lovene for Menneskets Tilværelse og Levetid ere saaledes fastsatte, at vi ikke ved vore Bestræbelser kunne forandre dem i nogen mærkelig Grad. Der skal, — saa har man sagt, — dø en Mængde Børn i de første Maaneder og Aar af deres Liv, fordi her den samme Naturlov gjentager sig, efter hvilken en stor Mængde unge Frugter skulle falde af fra Moderplanten og dø for at give de Tilbageblivende Rum og levne dem den fornødne Næring til at opnaa Modenhed. Det er sandt, at mangfoldige Frugtknopper, Æg og Afkom af Planter og Dyr ikke alle kunne fremdrives til Modenhed, og det er utvivlsomt en høiere Bestemmelse, at en Mængde af disse Spirer skulle gaa under og tjene til Næring for andre Skabninger. Men det viser sig aabenbarligt, at Forsynet ikke paa samme Maade har bestemt mange af de høiere Dyrs Unger og ganske vist ikke den høieste Skabnings, Menneskets, Afkom til Undergang. Det er derimod altfor ofte Menneskets Synd, Ukyndighed og Mangel paa Omsorg, som her maa bære Skylden. Naar saaledes Døden borttager saa mange unge Liv, da er dette nærmere at tilskrive de menneskelige Vilkaars Ufuldkommenhed end en guddommelig Nødvendigheds Lov. Beviset herfor frembyder sig klart for os, naar vi af Erfaring lære, at mange flere Børn bevares under en god Sundhedspleie og Opdragelse end under Forsømmelse af de for Helbredens og Livets Bevægelse nødvendige Forholdsregler. Ingen skal heller tro, at det alene er den formuende Familie, hvem det er forundt saaledes at unddrage sine Børn Sygelighedens og Dødelighedens Magt. Tvertimod har det ofte stadfæstet sig, at en tarvelig Levemaade bedre fører til Maalet, naar den er stemmende med Naturens Orden, end altfor rigeligt eller overdaadigt Levesæt, der gaar langt udover Naturens Krav, og som just ved sin Overflødighed lægger Grunden til Svaghed og Sygelighed istedetfor til Helse og Kraft.

I flere følgende Stykker skulle vi i Korthed gjøre os bekjendte saavel med nogle af de gavnlige Midler, som Naturen har angivet os, som med et og andet af det, vi helst bør sky, for at vort Legeme og vor Aand 90tidligen kan erholde den Kraft, der sætter os istand til at gjennemgaa Livets Kamp og fuldføre det Arbeide, som paaligger enhver efter hans Stilling og Evner.

88

En sund ånd i et sundt legeme er vårt beste timelige gode. Av dettes besittelse avhenger det, om vi tilfulde kunne oppfylle dette bud av Herren til mennesket: i ditt Ansigts sved skal du ete ditt brød, og om vi med takknemlighet, tilfredshet og et åpent Øye for alle nådegaver kunne arbeide som nyttige lemmer av samfunnet. Sunnheten er en gave av Gud — således faller ofte talen — og vi skulle med tålmodighet bære vår skjebne og virke godt etter evne, selv om vi må bære på et sykelig legeme. Denne Tale er Religionens og sannhetens språk, som vi med ydmykhet skulle bøye oss for. Men, så vist som dette er vår plikt, så vist tør vi heller ikke glemme, at skaperen viselig har fastsatt bestemte Love for sin skapning. Likesom han selv ikke forandrer disse, således må også vi akte det som en ufravikelig plikt å rette oss etter disse Love, dersom vi ønsker å oppnå den legemlige og åndelige utvikling, som kun den kan nå, der søker å fatte og følge Guds vink gjennom Naturen.

For enhver, der med ettertanke betrakter Dyr- og Planteverdenen, vil det straks vise seg, at der finner en stor forskjell sted endog mellom de enkelte lemmer av de samme familier og Slags. Det samme gjelder om menneskene. Det må synes underlig, at skapninger av samme natur og under de samme ytre livsforhold snart trives godt, snart mindre godt og snart rent dø bort. Hvorav kommer nå dette? — Vi skulle da først erindre, at ikke enhver skapning er født med den samme livskraft eller har lige evne til å utvikle seg legemligt og åndelig. Enkelte familier og enkelte lemmer av samme familie kunne 89utmerke seg ved åndelige og legemlige egenskaper, som andre ikke besitte, hvorvel de hver for seg have nytt den samme pleie og oppdragelse. Dette er da Skaberens bestemmelse, og det er ingen forunt å legge en tomme mer til disse medfødte gaver. Men denne rene og vise bestemmelse blir altfor ofte motarbeidet ved vår egen ufullkomne kunnskap og ved vår egen Daarlighed i mange stykker. Således blir det da lett å forstå, at barnet like fra fødselen kan bære i seg som en arv ufullkommenhetens og svakhetens særkjenner på flere måter, ja endog spiren til sykdommer, der senere bryte ut og ofte føre til en tidlig død.

Om vi dernest betrakte de midler, Naturens vise lovgiver har anvist oss, for at vi kunne virke på en gavnlig måte mot de Farer for sunnhet og Liv, som vår skrøpelige natur fører med seg, skulle vi få den fortrøstning, at hjelpen ligger oss nær, og at den er simpel, fordi den er naturlig. — Det er blitt antatt av menn, som oppmerksomt have betraktet Naturens regelmessige Omvexlinger og Verdens alminnelige gang, at også lovene for Menneskets tilværelse og levetid er således fastsatte, at vi ikke ved våre bestrebelser kunne forandre dem i noen merkelig grad. Der skal, — så har man sagt, — dø en mengde barn i de første måneder og år av deres liv, fordi her den samme naturlov gjentar seg, etter hvilken en stor mengde unge frukter skulle falle av fra Moderplanten og dø for å gi de tilbakeblivende rom og levne dem den fornødne næring til å oppnå modenhet. Det er sandt, at mangfoldige fruktknopper, egg og avkom av planter og dyr ikke alle kunne fremdrives til modenhet, og det er utvivlsomt en høyere bestemmelse, at en mengde av disse spirer skulle gå under og tjene til næring for andre skapninger. Men det viser seg åpenbart, at Forsynet ikke på samme måte har bestemt mange av de høyere Dyrs unger og ganske vist ikke den høyeste Skabnings, Menneskets, avkom til undergang. Det er derimot altfor ofte Menneskets synd, ukyndighet og mangel på omsorg, som her må bære skylden. Når således døden borttager så mange unge Liv, da er dette nærmere å tilskrive de menneskelige vilkårs ufullkommenhet enn en guddommelig nødvendighets lov. Beviset herfor frembyr seg klart for oss, når vi av erfaring lære, at mange flere barn bevares under en god sunnhetspleie og oppdragelse enn under forsømmelse av de for Helbredens og Livets bevegelse nødvendige forholdsregler. Ingen skal heller tro, at det alene er den formuende familie, hvem det er forunt således å unndra sine barn sykelighetens og dødelighetens makt. Tvertimod har det ofte stadfestet seg, at en tarvelig levemåte bedre fører til målet, når den er stemmende med Naturens orden, enn altfor rikelig eller overdådig levesett, der går langt utover Naturens krav, og som just ved sin overflødighet legger grunnen til svakhet og sykelighet i stedet for til helse og kraft.

I flere følgende stykker skulle vi i korthet gjøre oss bekjente såvel med noen av de gavnlige midler, som Naturen har angitt oss, som med et og annet av det, vi helst bør sky, for at vårt legeme og vår ånd 90tidligen kan erholde den kraft, der setter oss i stand til å gjennomgå Livets kamp og fullføre det arbeide, som påligger enhver etter hans stilling og evner.