78. En Hilsen hjem.
Mens Bjelder og lokkende LurEnd klinge i mit Øre,Og Fjeldfossens dæmpede DurJeg kan fra det Fjerne høre;Jeg bærer en Hilsen fremFra hvert et fagert Syn;
Thi Liernes Susning og BræernesLynDe bade mig hilse hjem.
Jeg vandrede Renernes VeiOver styrtende, steile Urer,81Hvor den vilde, graabrune HeiFjernt stænges af Jøklens Konturer.Men etsteds hørte jeg godtI det øde, tause FjeldFra Bjergvæggen over et grønnende HældBaade Langleg og Mundharpeslaat.
Jeg gik i den saftgrønne DalMellem duftende Birkelier,Hvor Bjergelven bugter sig svalOg kjølte min Vandrings Stier.Mer frisk end Bladenes DuftI de svaiende Birkers LundSteg Stevet fra Pigens blomstrendeMundI den krydrede Sommerluft.
Jeg gled paa den gyngende BaadI de trange, lukkede Fjorde,Hvor Løvranken dugger vaadAf Fossens skumhvide Borde.Hvor Bræen blinkende hangOg trued den grønne Væg,Fortalte min Karl, at St. Olafs EgHar sat Skjelne, mens Præstensang.
Og alt, hvad jeg hørte og saa,Har talt med en kjærlig StemmeOg bød mig, da jeg maatte gaa,At hilse eder derhjemme.Jeg bringer det kaldende BudFra vor rige Fjeldnatur:Til Vaaren klæder sig KlippensMurPaany i sit blommede Skrud.
78. En Hilsen hjem.
Mens bjeller og lokkende lurEnn klinge i mitt øre,Og Fjeldfossens dempet durJeg kan fra det fjerne høre;Jeg bærer en hilsen fremFra hvert et fagert syn;
Thi lienes Susning og breenesLynDe bade meg hilse hjem.
Jeg vandret reinenes veiOver styrtende, steile urer,81Hvor den ville, gråbrune HeiFjernt stenges av Jøklens konturer.Men etsteds hørte jeg godtI det øde, tause FjellFra Bjergvæggen over et grønnende HældBåde Langleg og munnharpeslått.
Jeg gikk i den saftgrønne DalMellom duftende Birkelier,Hvor bergelven bukter seg svalOg kjølte min Vandrings stier.Mer frisk enn Bladenes duftI de svaiende Birkers LundSteg stevet fra Pigens blomstrendeMunnI den krydrede sommerluft.
Jeg gled på den gyngende båtI de trange, lukkede Fjorde,Hvor Løvranken dugger våtAv Fossens skumhvite Borde.Hvor breen blinkende hangOg truet den grønne vegg,Fortalte min Karl, at St. Olafs EgHar satt Skjelne, mens prestensang.
Og alt, hva jeg hørte og så,Har talt med en kjærlig stemmeOg bød meg, da jeg måtte gå,Å hilse dere derhjemme.Jeg bringer det kallende budFra vår rike fjellnatur:Til våren klæder seg KlippensMurPaany i sitt blommede skrud.