Vor Reise er nu tilende. Inden vi skilles ad, maa jeg fortælle dig lidt om de store saakaldte Fuglebjerge eller Fuglekolonier, som jeg ombord i Dampskibet omtalte i Forbigaaende. Det vil sikkert more dig at høre lidt nærmere herom, da vi med det samme kunne stifte Bekjendtskab med et Par endnu ikke omtalte Fuglearter. — Du erindrer vist, at jeg undertiden har gjort dig opmærksom paa nogle høie, bratte Klipper, der laa for sig selv ude i Havet. Det var Fuglebjerge, hvoraf der i det nordlige Norge ei gives saa faa. Ialmindelighed ere de lodrette, reise sig lige op af Havet og ere mange Steder ubestigelige. Disse Klipper ere godt skikkede til Rugepladse eller Klækkesteder for en saadan Fuglemængde som den, der opholder sig paa samme. Thi snart ere de forsynede med mange smaa fremspringende Afsatser, der som oftest netop ere store nok til, at et Fuglepar kan holde sig paa samme; snart have de hist og her nogle større Flader eller mindre bratte Skraaninger, som ere bedækkede med et dybere Lag af græsbevoxet Jord.
De Fuglearter, som forplante sig paa Fuglebjergene, ere:
Krykken eller den tretaaede Maage, der baade i Farve og Størrelse ganske ligner Seingmaagen, fra hvilken den især adskiller sig ved Mangel af Bagtaa; videre:
Lomvien eller den spidsnebbede Alke, den brednebbede eller den egentlige Alke og endelig:
Lunden eller Lundefuglen, ogsaa en Alkeart. — Alle 3 Arter ere af Størrelse som smaa Ænder, Lunden lidt mindre end de to andre. De 80ere sorte paa Overkroppen, med hvid Underkrop. Lomvien har et smalt og spidst Neb, de to andre derimod et bredt eller høit, men fra Siden sammentrykt Neb, hvilket de bruge til at grave Huller i Jorden med. Isærdeleshed er denne Skikkelse af Nebbet stærkt udviklet hos Lunden, idet dens Neb er ligesaa høit som hele Hovedet og derhos forsynet med blaa og røde Tverfurer, hvilket giver denne Fugl et høist besynderligt Udseende.
De fire ovennævnte Fuglearter bebo i Klækketiden eller noget længere, nemlig fra April til September, Fuglebjergene i Skarer, om hvis Talløshed kun den, der har seet dem, kan gjøre sig noget Begreb. Et enkelt Fuglebjerg har ofte flere Millioner Fugle. Om Dagen, naar de ere ude, sidde de overalt omkring paa Bjerget, som paa Grund heraf synes fra øverst til nederst oversaaet med talløse hvide Prikker. Eller ogsaa flyve de omkring i saa tætte Masser, at de skygge for Solen som et Slør og i en liden Frastand vise sig som den tykkeste Myggesværm. Naar man har besteget et saadant Fuglebjerg og saaledes befinder sig midt i Sværmen, høres Lyden af de flyvende Fugles Vinger som en jævnt susende Stormvind.
Af de ovenfor nævnte Beboere af Fuglebjergene lægge Krykkerne sin Rede paa de smaa Afsatser af Fjeldsidernes lodrette og utilgjængelige Dele, Lomvierne snart paa disse Afsatser, snart ligesom Teisten i Hullerne i Stenuren. De tvende brednebbede Alkearter grave derimod med sine dertil skikkede Neb fra 1 til 3 Alen lange, vandrette Gange under Græstørven paa de dermed bedækkede Steder af Fuglebjerget og lægge sine Æg inderst i Bunden af disse Gange eller Huller. Derfra tage Eierne af Fuglebjergene dem ud med en Træske, der er fastgjort til Enden af en lang Kjep. Fuglene selv, som saltes og benyttes til Vinterføde, pleier man at hente ud af deres Huller ved Hjælp af dertil afrettede, smaa, kortbenede Hunde. Paa nogle Steder lader man sig ogsaa med Livsfare i Touge heise nedover de lodrette Fjeldvægge for at bemægtige sig de Fugle og Æg, som man ikke paa anden Maade kan komme til.
Ved ethvert Fuglebjerg opholde sig gjerne flere Par af den sorte Havørn, der ogsaa ellers er en temmelig almindelig Fugl langs vore Kyster. Ved Fuglekolonierne kan denne store Røver fraadse, saameget den vil, i de talløse Myriader af værgeløse Skabninger; paa andre Steder, hvor der er mindre rig Anledning til Bytte, ser man sjeldent mere end et enkelt Par ad Gangen.