81

Ligeoverfor mange af Jordens øvrige Skabninger synes Mennesket at være et svagt Væsen; men dog har det overalt vidst at vinde og beholde det Herredømme over disse, som Gud har tilsagt det. Ofte er dette Herredømme vundet ved Kamp og Strid, dog endnu oftere ved kjærlig Behandling; men i ethvert Tilfælde ved at benytte sig af Fornuften, den aandelige Guddomsgave, som uendelig overgaar enhver legemlig. Da det altsaa er Menneskets høiere aandelige Gaver og den Maade, hvorpaa det har nyttet disse, som ikke alene har forskaffet det Herredømmet over dets Medskabninger, men ogsaa lært det at benytte Naturkræfterne og de livløse Naturlegemer til sin Nytte, saa vil en Skildring af Menneskets Forhold til den øvrige Skabning blive en Fortælling om, hvorledes det har brugt sin Forstand til at vinde det Herredømme over Naturen, som det nu besidder. Efter det større eller mindre Omfang af dette Herredømme kan man bedømme de forskjellige Menneskesamfunds Fornuft, Dygtighed og Arbeidsomhed; thi Guds Ord til Adam: „I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød,“ gjaldt ikke alene det første Menneskepar, men ogsaa alle deres Efterkommere.

82Uagtet det i den hellige Skrift ikke udtrykkelig siges, maa man dog antage, at Adam selv begyndte at dyrke forskjellige Væxter, som kunde tjene ham og hans Familie til Næring, og at han fangede og tæmmede Dyr, hvis Kjød og Melk var velsmagende; thi om hans to ældste Sønner siges der, at den ene dyrkede Jorden, og den anden drev Kvægavl. At han ved Hjælp af de Vaaben, som han selv forfærdigede, bekjæmpede Vilddyrene, tør man vistnok anse for afgjort. Menneskets første Vaaben var ganske vist af Sten og Træ; og det varede længe, førend de lærte at udsmelte og forarbeide Metaller, først Bronce og siden Jern, til dette Brug; ja man finder endnu Folkestammer, som alene have Sten- eller Trævaaben. En god Hjælper i Kampen mod Vilddyrene skaffede de sig i den modige og vagtsomme Hund.

At de første Mennesker lærte at kjende Ilden og at vedligeholde og anvende den til at opvarme sine Legemer og til Stegning og Kogning, er vel ligesaa utvivlsomt; thi Ilden opstaar paa saa mange Maader, baade ved Lynild, Udbrud fra Jordens Indre, haarde Legemers Rivning og Gnidning mod hinanden og ved brændbare Legemers Selvantændning, at det vist ikke varede længe, førend de fik se dens lysende Flamme og lærte dens Egenskaber at kjende. Mange Dyr synes godt om den fra Ilden udstraalende Varme, f. Ex. Aberne; men alene Mennesket har havt Forstand nok til ikke alene at vedligeholde den, ved at give den ny Næring, men endog til at skaffe sig ny Ild, naar den var slukket.

Da Mennesket var bleven Mester over Ilden, blev denne Naturkraft dets vigtigste Tjener, og det kunde nu udbrede sig til de Dele af Jorden, hvor det foruden den ikke vilde have udholdt Vinterens Kulde. Ved Ildens Hjælp udsmeltede Menneskene Metallerne af Ertserne og skaffede sig baade Vaaben og Værktøi, der langt overgik dem, som de havde forarbeidet af Sten, Ben eller Træ.

Men selv uden Metalvaaben har Mennesket overalt, hvor det er kommet hen, ved sin Eftertanke og Kløgt skaffet sig Midler til at overvinde Dyrene, selv om disse vare hundrede Gange stærkere. Grønlændingen i sin lette Baad, som han møisommelig har forfærdiget af Hvalben og Sælhundeskind, sammensyet med Traad af Rensdyrets Sener ved Hjælp af en Bennaal istedetfor en af Staal, væbnet med Harpunen af Ben, med en Harpunline af Hvalroshud, fæstet til en vandtæt, oppustet Sæk af Sælhundskind, angriber uforsagt Jordens største Skabning, den uhyre Hval, og gaar som Seierherre ud af denne mærkelige Kamp mellem den dyriske Styrke og den menneskelige Forstand.

De høist uvidende og elendige Buskmænd, der bo i Sydafrika, overvinde dog Jordens frygteligste Rovdyr, Løven, med sine Pile, som de have fundet paa at forgifte, saa at et ubetydeligt Saar dræber denne Dyrenes Konge. Der gives endnu mange Folkestammer, som næsten alene leve af de Dyrs Kjød, som de fælde eller fange. For Grønlændingerne er dette nødvendigt, da deres Land ikke frembringer spiselige Væxter; men for de Folkestammer, som boede sydligere i de frugtbare Egne af Nordamerika, som nu for største Delen ere indtagne og opdyrkede af europæiske Folkeslag, var ogsaa, uagtet Nøden ikke tvang dem dertil, Jagt 83og Fiskeri Hovednæring. Da de ikke havde tæmmet andre Dyr end Hunden og næsten bestandig maatte vandre omkring, for at finde de Dyr, hvoraf de levede, blev deres Liv et sandt Rovdyrliv, og deres Sind blodtørstigt og grusomt. De forskjellige Stammer kom ofte i Strid med hverandre, naar det ene Jagtparti kom ind og fældte Dyr paa et Sted, som et andet ansaa for sin Jagtgrund. Disse Krige førtes og føres endnu med den største Grusomhed og Lumskhed. Norske Udvandrere, som have bosat sig i Nærheden af de Landstrækninger, hvori Indianerne endnu opholde sig, ere nylig blevne overfaldne af disse grumme Fiender, som hverken have skaanet Kvinder eller Børn. Disse bestandige Krige, i Forbindelse med Drikfældighed, Sygdomme og Hunger, har formindsket Indianernes Antal, saa at mange Stammer, som for hundrede Aar siden vare temmelig mægtige, nu ere ganske udryddede. Saaledes er det gaaet og vil det gaa alle de Menneskesamfund, som vil benytte sit Herredømme over Naturen til kun at myrde og ødelægge.

De Mennesker, som bosatte sig ved Havets fiskerige Kyster, fandt snart paa at fange Havets Beboere paa mange forskjellige Maader, som vidne om deres Opmærksomhed og Eftertanke. De lærte sig til at danne Baade, hvormed de kunde fare ud paa Søen. Af seige Plantetrevler tvandt de Snører, hvortil de fæstede Kroge af Ben, haardt Træ, Sten eller Muslingskaller, førend de fandt paa at bruge det let haandterlige Jern. Paa Krogene fæstede de Lokkemad for de slugne Fiske og trak dem paa denne Maade op fra Dybet. Endnu rigeligere blev deres Fangst, da de fandt paa at binde Garn og Vad eller Nøter. For Kystboerne blev saaledes Fiskeri Hovednæringsvei. Da Fiskenes Frugtbarhed er saa overordentlig stor, kunde det, som Menneskene fangede, ikke mærkelig formindske Fiskemængden, og de behøvede ikke at stryge saaledes omkring efter Bytte som Jægerne. De kunde derfor ved de gode Fiskepladse tage stadigt Ophold og indrette sig bedre Boliger end hine. De kunde leve et mere fredeligt og roligt Liv og vare ikke saa ofte udsatte for Hunger. Ved bestandig at færdes paa Søen, bleve de dygtige Sømænd, og, da de lidt efter lidt lærte at bygge større Fartøier og forsyne dem med Ror og Seil, vovede de sig længere og længere ud paa Havet og fandt nye Lande, som endnu ikke vare beboede af Mennesker.

81

Ligeoverfor mange av Jordens øvrige skapninger synes mennesket å være et svakt vesen; men dog har det overalt visst å vinne og beholde det herredømme over disse, som Gud har tilsagt det. Ofte er dette herredømme vundet ved kamp og strid, dog enda oftere ved kjærlig behandling; men i ethvert tilfelle ved å benytte seg av fornuften, den åndelige Guddomsgave, som uendelig overgår enhver legemlig. Da det altså er Menneskets høyere åndelige gaver og den måte, hvorpå det har nyttet disse, som ikke alene har forskaffet det herredømmet over dets medskapninger, men også lært det å benytte naturkreftene og de livløse Naturlegemer til sin nytte, så vil en skildring av Menneskets forhold til den øvrige skapning bli en fortelling om, hvorledes det har brukt sin forstand til å vinne det herredømme over Naturen, som det nå besitter. Etter det større eller mindre omfang av dette herredømme kan man bedømme de forskjellige Menneskesamfunds fornuft, dyktighet og arbeidsomhet; thi Guds ord til Adam: „I ditt Ansigts sved skal du ete ditt brød,“ gjaldt ikke alene det første Menneskepar, men også alle deres etterkommere.

82Uaktet det i den hellige skrift ikke uttrykkelig siges, må man dog anta, at Adam selv begynte å dyrke forskjellige vekster, som kunne tjene ham og hans familie til næring, og at han fangede og temmet dyr, hvis kjøtt og melk var velsmakende; thi om hans to eldste sønner siges der, at den ene dyrkede jorden, og den annen drev kvegavl. At han ved hjelp av de våpen, som han selv forferdiget, bekjempet villdyrene, tør man vistnok anse for avgjort. Menneskets første våpen var ganske vist av Sten og tre; og det varte lenge, før de lærte at udsmelte og forarbeide metaller, først bronse og siden jern, til dette Bruk; ja man finner ennå folkestammer, som alene have Sten- eller trevåpen. En god hjelper i kampen mot villdyrene skaffet de seg i den modige og vaktsomme hund.

At de første mennesker lærte å kjenne ilden og å vedlikeholde og anvende den til å oppvarme sine Legemer og til steking og koking, er vel likeså utvivlsomt; thi ilden oppstår på så mange måter, både ved Lynild, utbrudd fra Jordens indre, harde Legemers rivning og gnidning mot hinannen og ved brennbare Legemers Selvantændning, at det vist ikke varte lenge, før de fikk se dens lysende flamme og lærte dens egenskaper å kjenne. Mange dyr synes godt om den fra ilden utstrålende varme, f. Ex. Apene; men alene mennesket har hatt forstand nok til ikke alene å vedlikeholde den, ved å gi den ny næring, men endog til å skaffe seg ny ild, når den var slukket.

Da Mennesket var blitt mester over ilden, ble denne naturkraft dets viktigste tjener, og det kunne nå utbre seg til de dele av jorden, hvor det foruten den ikke ville ha utholdt Vinterens kulde. Ved Ildens hjelp udsmeltede menneskene metallene av ertsene og skaffet seg både våpen og verktøy, der langt overgikk dem, som de hadde forarbeidet av Sten, Ben eller tre.

Men selv uten metallvåpen har mennesket overalt, hvor det er kommet hen, ved sin ettertanke og kløkt skaffet seg midler til å overvinne dyrene, selv om disse var hundre ganger sterkere. Grønlendingen i sin lette båt, som han møysommelig har forferdiget av Hvalben og selhundeskinn, sammensydd med tråd av Rensdyrets sener ved hjelp av en bennål i stedet for en av stål, væpnet med harpunen av Ben, med en harpunline av Hvalroshud, festet til en vanntett, oppustet sekk av selhundskinn, angriper uforsagt Jordens største skapning, den uhyre hval, og går som seierherre ut av denne merkelige kamp mellom den dyriske styrke og den menneskelige forstand.

De høist uvitende og elendige buskmenn, der bo i Sydafrika, overvinne dog Jordens frykteligste rovdyr, Løven, med sine Pile, som de har funnet på å forgifte, så at et ubetydelig sår dreper denne Dyrenes Konge. Der gives ennå mange folkestammer, som nesten alene leve av de Dyrs kjøtt, som de feller eller fange. For grønlendingene er dette nødvendig, da deres land ikke frembringer spiselige vekster; men for de folkestammer, som bodde sydligere i de fruktbare Egne av Nordamerika, som nå for største delen er inntatte og oppdyrkede av europeiske folkeslag, var også, uaktet nøden ikke tvang dem dertil, jakt 83og Fiskeri hovednæring. Da de ikke hadde temmet andre dyr enn hunden og nesten bestandig måtte vandre omkring, for å finne de dyr, hvorav de levde, ble deres liv et sandt Rovdyrliv, og deres sinn blodtørstig og grusomt. De forskjellige stammer kom ofte i strid med hverandre, når det ene jaktparti kom inn og felte dyr på et sted, som et annet anså for sin jaktgrunn. Disse kriger førtes og føres ennå med den største grusomhet og lumskhet. Norske utvandrere, som har bosatt seg i nærheten av de Landstrækninger, hvori indianerne ennå oppholde seg, er nylig blitt overfaldne av disse grumme fiender, som hverken have skånet kvinner eller barn. Disse bestandige kriger, i forbindelse med drikkfeldighet, sykdommer og hunger, har forminsket Indianernes antall, så at mange stammer, som for hundre år siden vare temmelig mektige, nå er ganske utryddet. Således er det gått og vil det gå alle de menneskesamfunn, som vil benytte sitt herredømme over Naturen til kun å myrde og ødelegge.

De mennesker, som bosatte seg ved Havets fiskerike Kyster, fant snart på å fange Havets beboere på mange forskjellige måter, som vitne om deres oppmerksomhet og ettertanke. De lærte seg til å danne båter, hvormed de kunne fare ut på sjøen. Av seige Plantetrevler tvandt de snører, hvortil de festet kroker av Ben, hardt tre, Sten eller muslingskall, før de fant på å bruke det lett håndterlige jern. På krokene festet de lokkemat for de slugne fisker og trakk dem på denne måte opp fra dypet. Enda rigeligere ble deres fangst, da de fant på å binde garn og vad eller nøter. For Kystboerne ble således Fiskeri Hovednæringsvei. Da Fiskenes fruktbarhet er så overordentlig stor, kunne det, som menneskene fangede, ikke merkelig forminske fiskemengden, og de behøvde ikke å stryke således omkring etter bytte som jegerne. De kunne derfor ved de gode fiskeplasser ta stadig opphold og innrette seg bedre boliger enn hine. De kunne leve et mer fredelig og rolig Liv og vare ikke så ofte utsatte for hunger. Ved bestandig å ferdes på sjøen, ble de dyktige sjømenn, og, da de litt etter litt lærte å bygge større fartøyer og forsyne dem med ror og seil, vovede de seg lenger og lenger ut på havet og fant nye land, som ennå ikke vare bebodde av mennesker.