Lige siden vi kom ud paa Myren, have vi havt nok at gjøre med at betragte saadanne Fuglearter, som ikke tidligere ere komne os for Øie. Vi have saaledes ikke havt Tid til at agte paa alle de Maager, som med sit hæst pibende Skrig have svævet rundt omkring os. Men, da vi nu nærme os deres Klækkepladse, er Mængden af dem saa stor og deres Skrig saa støiende, at de for en kort Stund tiltvinge sig vor udelte Opmærksomhed. Myren er her paa en vid Strækning hvidprikket af siddende Maager, og ligesaa mange svæve over vore Hoveder. De, vi nu se, høre til samme Art, nemlig den lille Graamaage eller Seingen (Se-ingen). Dette er den almindeligste af vore Maagearter. I Redet ligger, som du ser, 3, undertiden 4 graagrønne Æg, med mørkere graaagtige og sortebrune uregelmæssige Flækker. Saavel disse som de øvrige Maagearters Æg ere gode at spise; man indsamler derfor en Mængde i Ægværene, idet hvert Rede beskattes to Gange. Dog lader man altid et Æg blive tilbage, da Fuglene ellers ikke vilde værpe paany.
I Sværmen af de flyvende Maager opdage vi 3 eller 4 Tyvjoer, der passe godt paa, hvergang en Maage kommer tilbage fra Søen med Halsen fuld af Sild eller anden Smaafisk. Øieblikkelig gjøre de Jagt paa den, for at snappe bort en Del af Byttet. Se! nu farer den ene Tyvjo hen under Maagen og kaster sig i Luften pludselig om paa Ryggen med opadstrakte Klør. I denne besynderlige Stilling hugger den til Maagen, som forskrækket over det uventede Angreb nedenfra, lader en Sild falde. Røveren er allerede i Begreb med at fare efter den. Men en anden Tyvjo kommer den i Forkjøbet i en Haandevending og snapper Silden bort lige for Øinene af den første, længe førend den er falden til Jorden.
77Mellem alle de øvrige Fuglestemmer have vi ogsaa flere Gange hørt det velbekjendte varslende Skrig, hvormed Gaasen pleier at udtrykke sin Urolighed og advare sine Kamerater, naar den tror, at der er noget paafærde. Vi se her den vilde Graagaas, hvorfra vore tamme Gjæs nedstamme. Henimod den fjernere Del af Øen se vi hist og her nogle af disse sky Fugle, fordetmeste siddende oppe paa Rabberne, hvor de med oprakt Hals opmærksomt følge enhver af vore Bevægelser. Vi komme dem aldrig nærmere end et Par hundrede Skridt, førend de med høit Skrig tage til Vingerne og narre andre af sine Kammerater med sig.
Efter adskillige Omveie nærme vi os endelig Øens Yderside, hvor vor Ledsager ønsker at vise os et Skarvebjerg. Dette bestaar af en nøgen, 30 til 40 Fod høi, Klippe, der med en jævn og glat Overflade stikker sig som en liden Halvø ud i Havet. Her se vi da en Mængde Skarve, baade af den mindre Art, der kaldes Smaaskarv eller Topskarv, og af den større, der gaar under Navn af Storskarven eller Kvitlaaringsskarven, fordi den har en hvid Flæk paa Laaret. Denne er næsten saa stor som en Gaas, Topskarven derimod kun som en almindelig And.
Skarvene klække altid i større Selskaber. Blot paa denne lille Klippe se vi sikkert et tusinde Stykker. De sidde saa tæt sammen, at de med sine Kroppe ganske dække Bjerget. Nu først begynde de at tage Flugten; men vi ere dog allerede komne dem nær nok til at se, at de have et besynderligt Gammelmandsansigt, et langt, gult Neb med en stærk Krog i Enden; en nøgen gul Hud omgiver Roden af Nebbet og strækker sig indtil henunder Øiet; de faar herved et meget gridsk og hæsligt Udtryk.
De ere vore graadigste Søfugle og sluge ofte saa store Fiske, at vi knapt kunne forstaa, hvorledes de kunne faa dem ned. Men efter et saadant Maaltid blive de ofte saa ubekvemme til Flugt, at de ikke kunne hæve sig fra Jorden.