„Jō — jō!“ Der høre vi det iltre Skrig af Tyvjoen, en Fugl, der altid findes paa Myrene ved Søkysten. Den er af Størrelse og Bygning som Smaamaagerne, men har en større og skarpere Krog paa Nebbet og to lange Styrefjer i Halen, saa at den er istand til at gjøre de hurtigste Volter og Vendinger. Dette, vil du ogsaa se, er nødvendigt, naar du betænker den Maade, hvorpaa denne Fugl søger sin Næring. Tyvjoen fanger nemlig aldrig noget selv, men lever af at frarive Maagerne og Ternerne, hvad disse først have fisket op af Havet. Den jager da omkring med disse og hugger dem med sit skarpe Neb eller med Kløerne, indtil de nødes til at slippe sit Bytte. Tyvjoen er da behændig nok til stedse at snappe det i Faldet.

Se! der styre to Stykker, ligesom besatte af Arrighed, med sine besynderlige Fagter og lette Flugt lige mod os. Den ene er sortebrun over det Hele, den anden kun paa Overkroppen, medens Underkroppen er ganske hvid. Lad, som om du ikke mærker dem, og vend dig ikke om, for at se efter dem, naar de fare os forbi, men gaa ret frem, helst i en ludende Stilling. — Nu! jeg vidste nok, at du vilde blive halv forskrækket. Thi ikke sandt? Det kom dig uventet at faa en 76Dask i Hovedet af en forbisusende Fugls Vinge. Men saa dristig og nærgaaende er Tyvjoen bestandig, naar man kommer i Nærheden af dens Rede; den passer sit Snit, naar den tror sig ubemærket, til med Pilens Fart bagfra at flyve saa tæt forbi, at den idetsamme kan give en en Ørefigen med Vingespidsen, som rigtignok stedse kun træffer Hatten.

Se der! Atter et Par gamle Bekjendte fra Fjeldet — en Dalrypehan med sin Hun, der med et svagtlydende „gak — gak — gak“ springer op næsten lige ved vore Fødder. Med hængende Vinger og ynkelige Gebærder løbe de frem og tilbage mellem Tuerne tæt foran os, for saaledes at narre os efter sig bort fra sin Rede. Du ventede ikke — siger du — at finde Ryper saa lavt nede ved Søkysten. Deri har du ogsaa Ret, hvad den sydlige Del af Landet angaar. Men allerede fra Throndhjemsfjorden af er Dalrypen en ganske almindelig Fugl paa alle lavere og myrlændte Øer, især hvor disse ere bevoxede med smaat Krat af Dvergbirk, Vidjer eller den almindelige Birk. Selv paa den lille Ø, hvor vi nu ere, ville vi paa en vakker Høstdag kunne gjøre en ligesaa god Rypejagt som paa vore Høifjelde.

„Jō — jō!“ Der hører vi det iltre skrik av Tyvjoen, en fugl, der alltid finnes på myrene ved sjøkysten. Den er av størrelse og bygning som småmåkene, men har en større og skarpere krok på nebbet og to lange styrefjær i halen, så at den er i stand til å gjøre de hurtigste Volter og vendinger. Dette, vil du også se, er nødvendig, når du betenker den måte, hvorpå denne fugl søker sin næring. Tyvjoen fanger nemlig aldri noe selv, men lever av å frarive måkene og ternene, hva disse først have fisket opp av havet. Den jager da omkring med disse og hugger dem med sitt skarpe nebb eller med kløene, inntil de nødes til å slippe sitt bytte. Tyvjoen er da behendig nok til stedse å snappe det i fallet.

Se! der styre to stykker, likesom besatte av arrighet, med sine besynderlige fakter og lette flukt like mot oss. Den ene er sortebrun over det hele, den annen kun på overkroppen, mens underkroppen er ganske hvit. Lad, som om du ikke merker dem, og vend deg ikke om, for å se etter dem, når de farer oss forbi, men gå rett frem, helst i en lutende stilling. — Nå! jeg visste nok, at du ville bli halv forskrekket. Thi ikke sandt? Det kom deg uventet å få en 76dask i hodet av en forbisusende Fugls Vinge. Men så dristig og nærgående er Tyvjoen bestandig, når man kommer i nærheten av dens rede; den passer sitt snitt, når den tror seg ubemerket, til med Pilens fart bakfra å flyve så tett forbi, at den i det samme kan gi en en ørefiken med vingespissen, som riktignok stedse kun treffer hatten.

Se der! Atter et par gamle Bekjendte fra fjellet — en Dalrypehan med sin Hun, der med et svaktlydende „gak — gak — gak“ springer opp nesten like ved våre føtter. Med hengende vinger og ynkelige geberder løpe de frem og tilbake mellom tuene tett foran oss, for således å narre oss etter seg bort fra sin rede. Du ventet ikke — sier du — å finne ryper så lavt nede ved sjøkysten. Deri har du også rett, hva den sydlige del av landet angår. Men allerede fra Throndhjemsfjorden av er Dalrypen en ganske alminnelig fugl på alle lavere og myrlendte øyer, især hvor disse er bevokste med smått Krat av dvergbjørk, vidjer eller den alminnelige Birk. Selv på den lille Ø, hvor vi nå er, ville vi på en vakker høstdag kunne gjøre en likeså god Rypejagt som på våre høyfjell.