Over Gaardens Marker, tage vi Veien henimod en stor Torvmyr, hvor der, efter vor Ledsagers Sigende, er en Mængde Fugle. Vi kunne ogsaa allerede høre deres larmende Skrig, uden at det er os muligt, i dette Virvar af Stemmer, at skjelne mellem 75de enkelte Arter. Endnu førend vi ere komne ud paa Myren, henledes vor Opmærksomhed paa en høitklingende, langtudtrukken Lyd. Den kommer fra en temmelig stor Fugl, der styrer lige mod os. Pludselig bøier den af og flyver rundt om os, først i videre og derpaa i snevrere Kredse, idet den uophørlig vedbliver at udstøde sit klartonende Skrig. Efter saaledes at have fulgt os et langt Stykke, sætter den sig endelig ned paa Myren i Nærheden af sin Mage, som med hurtige Skridt løber henover Tuerne. De ere ikke længer borte, end at vi godt kunne tage dem i Øiesyn. Farven er over det Hele lys graaspraglet, kun noget mørkere paa Ryggen. De synes at være næsten saa store som en Orfugl, men ere høibenede, have en lang smal Hals og et bueformigt krummet Neb af henved et Kvarters Længde. De vise sig saaledes ved første Øiekast at henhøre til Sumpfuglene.

Under vor Vandring omkring paa Myren træffe vi foruden flere af denne Sort Fugle ogsaa nogle, der ganske ligne dem baade i Lyd, Fagter og Udseende, kun at de ere betydelig mindre og lidt mørkere af Farve. Hvergang vi nærme os et Par af dem, komme de os imøde og flyve omkring os paa samme Maade som de, vi først traf. Begge disse Fuglearter kaldes Spover eller Graaspover, den største Storspoven, den anden Smaaspoven. Udenfor Klækketiden ere de meget sky og vanskelige at komme paa Skud. De lægge 4 olivengraa, brunflækkede Æg, hvis Farvers Lighed med Jordbunden gjør dem vanskelige at finde.

Alt som vi skride frem paa Myren, der begynder at hvidne af de i Mængde udsprungne Multebærblomster, opdage vi flere Fugle. Se! hist træffe vi et Par af vore tidligere Bekjendte fra Høifjeldet — Heiloerne eller Fjeldtiterne, der i det nordlige Norge ogsaa forplante sig paa Myrene ved Søkysten.

Over gårdens Marker, tar vi veien henimot en stor torvmyr, hvor der, etter vår Ledsagers Sigende, er en mengde fugler. Vi kunne også allerede høre deres larmende skrik, uten at det er oss mulig, i dette virvar av stemmer, å skjelne mellom 75de enkelte arter. Ennå før vi er kommet ut på Myren, henledes vår oppmerksomhet på en høytklingende, langtudtrukken lyd. Den kommer fra en temmelig stor fugl, der styrer like mot oss. Plutselig bøyer den av og flyver rundt om oss, først i videre og derpå i snevrere Kredse, idet den uopphørlig vedbliver å utstøte sitt klartonende skrik. Etter således å ha fulgt oss et langt stykke, setter den seg endelig ned på Myren i nærheten av sin mage, som med hurtige skritt løper henover tuene. De er ikke lenger borte, enn at vi godt kunne ta dem i øyesyn. Farven er over det hele lys gråspraglet, kun noe mørkere på ryggen. De synes å være nesten så store som en orrfugl, men er høibenede, have en lang smal hals og et bueformigt krummet nebb av henved et Kvarters lengde. De viser seg således ved første øyekast å henhøre til Sumpfuglene.

Under vår vandring omkring på Myren treffer vi foruten flere av denne Sort fugler også noen, der ganske ligne dem både i lyd, fakter og utseende, kun at de er betydelig mindre og litt mørkere av farge. Hvergang vi nærme oss et par av dem, komme de oss imøte og flyve omkring oss på samme måte som de, vi først traff. Begge disse fuglearter kalles spover eller gråspover, den største storspoven, den annen småspoven. Utenfor klekketiden er de meget sky og vanskelige å komme på skudd. De legger 4 olivengrå, brunflekkede egg, hvis Farvers likhet med jordbunnen gjør dem vanskelige å finne.

Alt som vi skride frem på Myren, der begynner å hvitne av de i mengde utsprungne Multebærblomster, oppdager vi flere fugler. Se! hist treffer vi et par av våre tidligere Bekjendte fra høyfjellet — heiloene eller fjelltitene, der i det nordlige Norge også forplante seg på myrene ved sjøkysten.