Paa Tilbageveien til Handelsstedet fører vor Ledsager os op paa det høieste Punkt, for at vi kunne overse hele Været. Den lille Stenhytte, du ser her opført, er Vagthuset, hvori der under Æggetiden ligger Folk om Natten, for at passe Været mod Tyve, som ellers gjerne pleie at indfinde sig, for at stjæle Æg og Dun.
Hvilken herlig Udsigt fra dette Sted! Hvad forslaar vel nogen af de Samlinger af Skjær og Øer, som vi bemærkede paa vor Tur med Dampskibet, mod alle dem, som herfra paa en Gang ligge udbredte for vort Blik! Det er en fuldkommen Labyrint, hvori vort Øie forvilder sig, hvad enten det fæster sig paa Skjærene og Holmerne eller paa det tætte Net af bugtede, blaa og sølvglindsende Striber og Baand, hvormed Havet overalt trænger sig ind mellem dem. — Mangfoldige af de Skjær, vi se, rage kun ved lavt Vande op over Havfladen. Men foruden disse gives der formedelst Havbundens Ujævnhed ligesaa 78mange blinde Skjær eller Boer, der aldrig komme tilsyne, men paa hvilke Havet i stormfuldt Veir bryder sig med voldsom Kraft, og det, om de ogsaa ligge flere Favne dybt. Saa svage Dønningerne end for Øieblikket ere, brækker det dog ogsaa nu paa mange af de yderste Skjær og Boer. Fra flere af disse kastes endog af og til en tungere rullende Bølge med et dumpt, Torden lignende Slag. „Forresten er det sjeldent,“ bemærker vor Ledsager, „at det er saa roligt som nu i Borgevær. Nei! da skulde I staa her i en Storm af Nordvesten og se paa, hvorledes Havet raser. Da er der kun Braat i Braat saa høie, ja høiere end de høieste Huse, og dertil en Buldren og Bragen, som om Jorden skulde revne.“