Vi ville, førend vi seile ind, se os omkring paa Veien mellem Skjærene. Det skulde være et besynderligt Træf, om jeg ikke her skulde kunne vise dig Hovedet af en eller anden svømmende Kobbe eller Sælhund. Du kjender jo allerede dette Dyr af dets Skind, som du oftere har seet anvendt til Betræk paa Kufferter, til Randsler o. s. v. Du ved vel ogsaa, at dette Dyrs Spæk benyttes paa samme Maade som Hvalens til at koge Tran af. — Der gives flere Arter af Kobber; men den almindelige er omtrent 2½ Alen lang. Ligesom de øvrige af Familien har den et Hoved, der ligner en Hunds, en trind eller rund Krop, der efterhaanden bliver smalere bagtil, korte Fødder med Svømmehinder, af hvilke de bagerste ere rettede bagud ved Enden af Kroppen ved Siden af den korte Hale. Kobbernes Legemsform danner en Overgang fra de øvrige Pattedyrs til Hvalernes fiskelignende Bygning og gjør den fortrinlig skikket til med Lethed at bevæge og ernære sig i Havet. Her opholder den sig ogsaa stadig, idet den kun til visse Tider af Dagen for en kortere Stund lægger sig op paa lave Skjær og Sandbanker, hvorfra den, strax den mærker mindste Fare, øieblikkelig kan styrte sig i Søen.

Men — se vi ikke der forud nogle af de Dyr, vi netop tale om? Nu! jeg vidste nok, at de ikke skulde være langt borte; thi i Borgevær pleier der ikke at være Mangel paa Kobber. Nu komme vi ud af Solstriben, saa vi tydelig kunne se dem. Det er de sorte glindsende Kroppe, som ligge paa Skjæret derborte. Der er sikkert 30 Stykker. Ser du Ungen, som nogle af dem have paa Ryggen? De ere allerede blevne skræmte og begynde at plumpe i Søen, den ene efter den anden. Se, hvor Vandspruten staar iveiret efter dem! Endnu ligge der nogle igjen lidt høiere oppe. De have kun ventet paa at faa Plads for de andre; thi nu vælte ogsaa disse sig nedover den glatte Tang. Nu skal du faa se, naar vi komme lidt nærmere, hvorledes den ene Kobbe efter den anden stikker Hovedet op af Vandet og bliver liggende en Stund saaledes, for at se efter Baaden. De fleste ville vise sig i Kjølvandet af denne. Der ere de allerede: en, to, fire ret bagud og der en tilhøire. Saa du den, som kom op neppe 20 Alen fra os og straks igjen dukkede under? — De lægge sig vist snart igjen op paa Skjæret, siden der ikke blev løsnet Skud paa dem.

Omsider have vi naaet frem til vort Bestemmelsessted og blive med nordlandsk Gjæstfrihed modtagne af den velstaaende Handelsmand, som jeg kjender fra tidligere Dage. Han er bekjendt som en udmærket Kobbeskytte, som foruden de almindelige Kobber ogsaa har skudt flere Haverter. Denne Slags Sælhund, som er meget sjelden ved vor Kyst, er 4 til 5 Alen lang, og af en tilsvarende Tykkelse. Alligevel har den intet at sige mod Hvalrossen, der enkelte Gange har vist sig ved Norges Kyster, men egentlig har sit Tilhold ved Spitsbergen. Dens Længde er 7 til 8 Alen.

Vi ville, før vi seiler inn, se oss omkring på veien mellom skjærene. Det skulle være et besynderlig treff, om jeg ikke her skulle kunne vise deg hodet av en eller annen svømmende Kobbe eller selhund. Du kjenner jo allerede dette dyr av dets skinn, som du oftere har sett anvendt til betrekk på Kufferter, til Randsler o. s. v. Du vet vel også, at dette Dyrs spekk benyttes på samme måte som Hvalens til å koke tran av. — Der gives flere arter av kobber; men den alminnelige er omtrent 2½ alen lang. Likesom de øvrige av familien har den et hode, der ligner en Hunds, en trind eller rund kropp, der etterhånden blir smalere bagtil, korte føtter med svømmehinner, av hvilke de bakerste er rettet bakut ved enden av kroppen ved siden av den korte hale. Kobbernes Legemsform danner en overgang fra de øvrige Pattedyrs til Hvalernes fiskelignende bygning og gjør den fortrinlig skikket til med letthet å bevege og ernære seg i havet. Her opholder den seg også stadig, idet den kun til visse tider av dagen for en kortere stund legger seg opp på lave Skjær og sandbanker, hvorfra den, straks den merker minste fare, øyeblikkelig kan styrte seg i sjøen.

Men — ser vi ikke der forut noen av de dyr, vi nettopp tale om? Nå! jeg visste nok, at de ikke skulle være langt borte; thi i Borgevær pleier der ikke å være mangel på kobber. Nå kommer vi ut av solstripen, så vi tydelig kunne se dem. Det er de sorte glinsende kropper, som ligge på skjæret derborte. Der er sikkert 30 stykker. Ser du ungen, som noen av dem have på ryggen? De er allerede blitt skremte og begynne at plumpe i sjøen, den ene etter den annen. Se, hvor vannspruten står iveiret etter dem! Ennå ligge der noen igjen litt høyere oppe. De har kun ventet på å få plass for de andre; thi nå velte også disse seg nedover den glatte tang. Nå skal du få se, når vi kommer litt nærmere, hvorledes den ene Kobbe etter den annen stikker hodet opp av vannet og blir liggende en stund således, for å se etter båten. De fleste ville vise seg i kjølvannet av denne. Der er de allerede: en, to, fire rett bakut og der en til høyre. Så du den, som kom opp neppe 20 alen fra oss og straks igjen dukket under? — De legger seg vist snart igjen opp på skjæret, siden der ikke ble løsnet skudd på dem.

Omsider har vi nået frem til vårt bestemmelsessted og bli med nordlandsk gjestfrihet mottatte av den velstående handelsmann, som jeg kjenner fra tidligere dager. Han er bekjent som en utmerket Kobbeskytte, som foruten de alminnelige kobber også har skudt flere haverter. Denne Slags selhund, som er meget sjelden ved vår kyst, er 4 til 5 alen lang, og av en tilsvarende tykkelse. Allikevel har den intet å si mot Hvalrossen, der enkelte ganger har vist seg ved Norges Kyster, men egentlig har sitt tilhold ved Spitsbergen. Dens lengde er 7 til 8 alen.