Den følgende Dags Morgen fare vi i en halvfemterums Baad eller „Skotkjeiping“ med 4 Mand i Skyds, gjennem Gimsøstrømmen, der adskiller Østvaagø fra Vestvaagø, og begive os ud til Ydersiden af Lofoten. Vinden er gunstig, men svag, og vi seile sagtelig ud mellem Øerne i Været.
Vi ere nu lige under Vaagekallen, som vi maa seile halvt omkring eller forbi, for at komme ind i Gimsøstrømmen. Men fra „Kallen“ kaster den ene stærke Rosse eller Kastevind sig ned efter den anden og piler i sorte Krusninger hen over Vandfladen. Mellem de enkelte Rosser er det næsten blikstille, saa at Baaden ganske taber sin Fart. Desto farligere ere de, naar de komme. Høvedsmanden sidder derfor med hele sin Opmærksomhed henvendt paa Rosserne, for øieblikkelig at kunne tage sine Forholdsregler efter deres forskjellige Retning og Styrke, idet han med den nordlandske Sømands Djervhed og beundringsværdige Skjønsomhed paa sligt aldrig sætter en Klo*) mere, end den enkelte Rosse netop kræver. Men Rosserne tiltage i Styrke og ryge nu henover Vandet. At sætte Klør forslaar ikke længer. „Tag ihop,“ raaber Høvedsmanden derfor, naar Rossen nærmer sig saaledes, og i et Nu er hele Seilet nede. Saasnart det første Stød af Rossen er over, heises atter en liden Lap, og nu gaar det igjen et Stykke med strygende Fart, saalænge Rossen varer.