70

Ondt ofte lider den Fiskermand,Som ud maa fare, før Hanen galer,Al Dagen plaske i kolde Vand,Paa Hjem ei tænke, før Solen daler,I vaade Trøie,Snedriv i Øie —O, sad I der, I guldklædte Høie!I andet fandt.

Dog, snart gaar Dagen og alting let,Naar Draatten ramler, og Lod eistandser,Og Kniv ei hviler paa Madding-Bræt,Og Fisken op efterSnoren dandser;Da spares Arme71At bankes varme;Madkisten glemme de tommeTarme,Som skrege før.

Saa mangt nu tænker den Fiskerpaa,Mangt med sig selv nu han monnesnakke;I Aar skal Jorddrot mig lade staa,I Aar ei kastes jeg ned for Bakke;Det har ei Fare,Nu faar jeg Vare,I Aar skal Fogden min Gryde spareFor Skat og Told.

God Hustru oppe ser ud igjenDet kvelder tidlig, og kold erStuen;I Krogen sætter hun Rokkenhen,I Asken rager, gjør Ild paa Gruen;Tungt op fra StrandenInd stamper Manden,Tre vaade Trøier, en efter anden,Han slænger hen.

70

Ondt ofte lider den fiskermann,Som ut må fare, før hanen galer,All dagen plaske i kalde vann,På hjem ei tenke, før solen daler,I våte trøye,Snedriv i Øye —O, satt dere der, dere gullkledde Høye!I annet fant.

Dog, snart går dagen og alting lett,Når dråtten ramler, og Lod eistanser,Og Kniv ei hviler på Madding-brett,Og Fisken opp etter snoren danser;Da spares Arme71Å bankes varme;Matkisten glemme de tommeTarmer,Som skrek før.

Så mangt nå tenker den fiskerpå,Mangt med seg selv nå han monnesnakke;I år skal jorddrott meg lade stå,I år ei kastes jeg ned for Bakke;Det har ei fare,Nå får jeg Vare,I år skal fogden min gryte spareFor skatt og toll.

God hustru oppe ser ut igjenDet kvelder tidlig, og kald erStuen;I kroken setter hun rokkenhen,I asken rager, gjør ild på gruen;Tungt opp fra strandenInn stamper mannen,Tre våte trøyer, en etter annen,Han slenger hen.