„Samtlige Baade vare, som sædvanlig, om Morgenen reiste tilhavs i næsten aldeles stille Veir. Men de vare ikke før komne ud til Sætterierne (den Havstrækning, hvor de udsætte sine Garn og Liner), førend der med et ryger op en Landvinds-Storm saa stærk, at det blev dem umuligt at vinde tilbage til Lofotlandet. Dette lykkedes kun de af Baadene, der havde den korteste Vei til sit Sæt, tilligemed enkelte, som endnu ikke vare komne ud til disse, og derfor skyndte sig at vende om, strax Stormen begyndte. Alle de andre Baade maatte lægge tilsøs „unna“ (d. e. med Veiret) og holde det gaaende hele Natten. De, som klarede sig, kom dels ind til Bodø, dels til Tromsø, dels til et eller andet af de mellemliggende Steder. Det var saa koldt om Natten, at mange frøs ihjel i Baadene. Og af disse var der saa faa, som kom sig til Land, at man regner, at der paa den Dag i det Hele taget gik 500 Baade med Mandskaber under i Lofoten. Alene i Buksnes Præstegjæld blev der paa denne ene Dag 30 Enker. Men det Frygteligste af det Hele var, hvad jeg selv var Vidne til her fra Bryggen. Mange Baade vare nemlig komne ind til Henningsvær som det nærmeste Sted. Men, uagtet de havde naaet helt herind i Sundet, der kun er nogle faa Baadslængder bredt, var Dragsuen saa stærk og Søen i saadant Oprør, at det ikke var muligt at lande. Jeg maatte da staa og se paa, hvorledes den ene Baad efter den anden knustes mod Klipperne, og Folkene ynkelig omkom, uden at det var muligt at redde dem. Der var nemlig saa mange Baade, at vi ikke kunde hjælpe dem alle, førend det for mange blev for sent. — Saa store Ulykker som denne høre ellers Gudskelov til Sjeldenhederne.“
64. Uveiret den 19de Februar 1849.
64. Uværet den 19de februar 1849.
„Samtlige båter var, som sedvanlig, om morgenen reiste til havs i nesten aldeles stille vær. Men de var ikke før kommet ut til setteriene (den havstrekning, hvor de utsette sine garn og liner), før der med et ryger opp en Landvinds-Storm så sterk, at det ble dem umulig å vinne tilbake til Lofotlandet. Dette lyktes kun de av båtene, der hadde den korteste vei til sitt sett, tillikemed enkelte, som ennå ikke vare kommet ut til disse, og derfor skyndte seg å vende om, straks Stormen begynte. Alle de andre båter måtte legge til sjøs „unna“ (d. e. med været) og holde det gående hele natten. De, som klarede seg, kom dels inn til Bodø, dels til Tromsø, dels til et eller annet av de mellomliggende steder. Det var så kaldt om natten, at mange frøs ihjel i båtene. Og av disse var der så få, som kom seg til land, at man regner, at der på den dag i det hele tatt gikk 500 båter med mannskaper under i Lofoten. Alene i Buksnes prestegjeld ble der på denne ene dag 30 enker. Men det Frygteligste av det hele var, hva jeg selv var vitne til her fra Bryggen. Mange båter var nemlig kommet inn til Henningsvær som det nærmeste sted. Men, uaktet de hadde nået helt herind i Sundet, der kun er noen få båtslengder bredt, var Dragsuen så sterk og sjøen i sådant opprør, at det ikke var mulig å lande. Jeg måtte da stå og se på, hvorledes den ene båt etter den annen knustes mot Klipperne, og folkene ynkelig omkom, uten at det var mulig å redde dem. Der var nemlig så mange båter, at vi ikke kunne hjelpe dem alle, før det for mange ble for sent. — Så store ulykker som denne høre ellers Gudskelov til sjeldenhetene.“