Læreplanatlas
Tredie SkoletrinIII. Norges Kyststrækning og dens Dyreliv.

64. Uveiret den 19de Februar 1849.

70

„Samtlige Baade vare, som sædvanlig, om Morgenen reiste tilhavs i næsten aldeles stille Veir. Men de vare ikke før komne ud til Sætterierne (den Havstrækning, hvor de udsætte sine Garn og Liner), førend der med et ryger op en Landvinds-Storm saa stærk, at det blev dem umuligt at vinde tilbage til Lofotlandet. Dette lykkedes kun de af Baadene, der havde den korteste Vei til sit Sæt, tilligemed enkelte, som endnu ikke vare komne ud til disse, og derfor skyndte sig at vende om, strax Stormen begyndte. Alle de andre Baade maatte lægge tilsøs „unna“ (d. e. med Veiret) og holde det gaaende hele Natten. De, som klarede sig, kom dels ind til Bodø, dels til Tromsø, dels til et eller andet af de mellemliggende Steder. Det var saa koldt om Natten, at mange frøs ihjel i Baadene. Og af disse var der saa faa, som kom sig til Land, at man regner, at der paa den Dag i det Hele taget gik 500 Baade med Mandskaber under i Lofoten. Alene i Buksnes Præstegjæld blev der paa denne ene Dag 30 Enker. Men det Frygteligste af det Hele var, hvad jeg selv var Vidne til her fra Bryggen. Mange Baade vare nemlig komne ind til Henningsvær som det nærmeste Sted. Men, uagtet de havde naaet helt herind i Sundet, der kun er nogle faa Baadslængder bredt, var Dragsuen saa stærk og Søen i saadant Oprør, at det ikke var muligt at lande. Jeg maatte da staa og se paa, hvorledes den ene Baad efter den anden knustes mod Klipperne, og Folkene ynkelig omkom, uden at det var muligt at redde dem. Der var nemlig saa mange Baade, at vi ikke kunde hjælpe dem alle, førend det for mange blev for sent. — Saa store Ulykker som denne høre ellers Gudskelov til Sjeldenhederne.“