Men selv paa en Aarstid, hvori Fjeldene mangle sin grønne Klædning, og Omgivelserne vise sig nøgne og ufrugtbare, træffer man dog ikke sjelden Steder med et venligere Udseende. Især maa man lægge Mærke til mange nordlandske Handelssteder med sin vakre Beliggenhed og med sine mange vel vedligeholdte og smukt malede Huse, sine Søboder og Baadnøster og sine Nordlandsjægter, der ligge seilfærdige hist og her paa Bugten. Dampskibet stopper oftere ved disse Steder, og man har saaledes Anledning til at fryde sit Øie ved den venlige Smaabirkeskov og de grønklædte, flade Marker, der tage sig saa godt ud mellem de i Nærheden truende nøgne, høie og steile Fjelde.
Ved Grøtø forlade vi vor hidtil styrede Kurs og dreie af mod Vest, for at gaa over Vestfjorden. Før vi komme rigtig ud i denne, træffe vi atter omkring Skjærene store Flokke af Ærstægger saavelsom mindre Selskaber af Skarve. Lidt længere ude faar du Øie paa nogle sorte Tingester, der ligesom Hjul synes at vælte sig rundt i Vandskorpen. De vise sig kun et Øieblik over Vandet; men det er ikke længe mellem hver Gang, de ere oppe. Hvis vi vare dem nærmere, vilde du for hver af dem, som kommer op, kunne høre en lignende snøftende Lyd som fra Sildehvalerne; kun er den meget svagere og kortvarigere. Virkelig høre ogsaa de underlige Skabninger til Hvalernes Familie, skjønt til den mindste, men hyppigst forekommende Art. De ere ikke mere end omtrent 2 Alen lange, men temmelig tykke og rige paa Spæk. De ere langs hele den norske Kyst almindelig bekjendte under Navn af Iser eller Niser.
Komne over Vestfjorden til Lofoten have vi nu kun nogle faa Timers Reise forbi Fiskeværene Balstad og Stamsund, til vi stoppe ved Henningsvær, hvor vi ville forlade Dampskibet. Henningsvær er et af de betydeligste Fiskevær i Lofoten. Det bestaar af en Samling af lave Smaaøer, der ligge strax udenfor den mægtige Fjeldtinde Vaagekallen, som danner Østvaagøens Sydspidse. Vi ro ind til Husene, hvor Eieren af Været eller Handelsmanden bor, gjennem et langt og ganske smalt Sund. Paa denne lille Tur omgives vi paa alle Kanter af en Mængde Søfugle, der ikke i mindste Maade lade sig forstyrre ved Baaden og dens Bevægelser, hvor nær den end kommer dem. Her ere vi, uden selv at vide af det, komne midt ind i et af de fredede Æg- og Dunvær, hvor Fuglene ganske tabe sin Skyhed, da ingen der gjør dem nogen Fortræd. I Følge med Væreieren ville vi gjøre en liden Udflugt, for at se os lidt nærmere om i Været. Vi begive os i denne Hensigt hen 69paa et af de høieste Punkter, hvorfra vi kunne overse alle Holmerne. Hvilket overraskende Syn møder os ikke der! Holmerne kunne næsten ikke sees for alle de med Fisk tæt behængte Stilladser eller Fiskehjælde. Alene paa en enkelt Hjæld hænger der 5000 Fisk, to og to sammenbundne efter Halen, paa de lange Rækker eller „Raavedstænger,“ hvoraf Hjælden bestaar. Og her se vi mange hundrede saadanne fuldt behængte Hjælder. Paa disse hænges Lofottorsken for at vindtørres, strax den er fisket, og bliver hængende indtil midt i Juni, da den nedtages og fragtes i Jægterne som Tørfisk.
Det er nu saa øde og folketomt i Været; ikke et Menneske er at se paa nogen af Holmerne. Søfuglene ere de eneste levende Væsener, du bliver var, og deres larmende Skrig den eneste Lyd, der naar dit Øre. Hvor ganske anderledes er det ikke her i Fisketiden! — Alle disse mange Smaahuse eller „Rorboder,“ som du ser opførte, den ene ved Siden af den anden rundt omkring alle Strandene, ere da fulde af Mennesker, som her tilbringe det meste af den Tid, de ikke ere paa Søen. En saadan Rorbod indeholder just ikke mange Bekvemmeligheder, og det kan du ogsaa let tænke dig, naar du hører, at de fleste af dem ere bestemte til at huse to Baadmandskaber eller „Baadlag,“ altsaa 10 til 12 Mand. Du ønsker vel at gjøre dig en Forestilling om saa mange tusinde Menneskers daglige Tilholdssted under den kolde og barske Aarstid, i hvilken Lofotfiskeriet foregaar? Lader os altsaa gaa ind i nogle af dem her nærmest ved, og vi skulle se, at de alle ere indrettede omtrent paa samme Maade. Indgangsdøren er i den ene Ende af Rorboden; en Tvervæg deler denne i et forreste mindre og et bagerste større Rum; i dette sidste findes et lidet Vindu modsat Indgangsdøren. Det første af disse Rum tjener alene som en Forstue, i hvilken Fiskerne opbevare forskjellige af sine Fiskeredskaber og foretage alle de til Fiskeriet henhørende Arbeider, hvortil de der kunne faa Plads. Det andet Rum er deres Soveværelse og Spisestue; her opbevare de ogsaa sin Proviant, og her opholde de sig om Helligdagene og ellers, naar Veiret hindrer dem fra at reise ud paa Søen, hvilket undertiden kan hænde hele Uger ad Gangen. Sengestederne bestaa, som du ser, af meget brede Hylder eller Brikser, der strække sig i en sammenhængende Længde fra den ene Tvervæg til den anden, paa begge Sider af den smale Gang, som de lade tilovers mellem Vinduet og Døren til Forstuen. Midt i Gangen ligge nogle flade Stene, paa hvilke de koge sin Mad. De tjene saaledes istedetfor Skorsten. Røgen gaar op gjennem et Hul i Taget; dette kan dækkes med en Laage, for at holde Varmen i Rummet. Under Brikserne staa Niste- eller Madkisterne. Selve Brikserne, der tillige tjene istedetfor Borde og Bænke, ere ved Tverbrætter delte i Rum til to og to Mand, som ligge med Hovedet mod Væggen og med Fødderne mod den omtalte Gang. Deres Sengklæder bestaa af to Stykker Skindfelder, Renskind eller Ryer. Disse sidstnævnte ere meget tykke, uldne Tepper, hvoraf hver Mand kun har et Stykke, saaledes at, da to og to Mand stedse ligge sammen, den ene eier Overklædet og den anden Underklædet. Til at klæde af sig bliver der kun sjelden Anledning. 70Hele Ugen igjennem ligge de i den samme Dragt, hvori de drive sin Haandtering. Denne medfører uundgaaelig Urenlighed, hvorom ogsaa hele Rorbodens fedtede eller tranbesmurte Udseende noksom vidner. Ikke sandt, — saadanne Vilkaar vilde du ikke gjerne dele med den stakkers Lofotfisker? Og dog! naar Fiskeriet blot slaar til, er der ikke en Mand blandt dem alle, som ikke er tilfreds med sin Rorbods usle Leilighed.
At Fiskeriet i Lofoten er en farlig Bedrift, vil enhver indrømme, der læser nedenstaaende Skildring af det frygtelige Uveir, som hjemsøgte Lofoten den 19de Februar 1849, og som Væreieren meddelte os saaledes.