60

„Du sagde nylig, at Ørnen er en sjelden Fugl; men der flyver jo en,“ sagde en af Følget, idet han pegede paa en Fugl, som svævede høit i Luften over Tjernet. — „Det er ingen Ørn, men en Fiskejon,“ svarede Botolf, „og den lever bare af Fisk.“ — 61Neppe havde han udtalt disse Ord, førend Fuglen med sammenlagte Vinger med Pilens Hurtighed styrtede ned i Vandet med et stærkt Pladsk og forsvandt under Vandfladen. Den kom dog efter nogle Sekunder atter op paa Overfladen, udbredte sine Vinger og hævede sig i Luften med en sprællende Fisk i Kløerne. Den tog Retningen mod den Side, hvor vi stode, men dog i saa lang Frastand, at det neppe var sandsynligt, at den kunde fældes med et Hagelskud. Desuagtet affyrede begge de unge Jægere sine Børser paa den. Om den end ikke blev truffen, saa blev den dog saa forskrækket, at den slap Fisken, som efter nogen Eftersøgen opdagedes ved sin Sprællen. Det var en vakker Ørret paa fire Mærker. Botolf, der øiensynlig glædede sig over sine Jagtkameraters sjeldne Held, gottede sig især over, hvor forundret „a Mor” (hans Hustru) skulde blive ved Synet af „Auren” (Ørreten).

Da vi paa Hjemveien gik gjennem en vakker Li med en blandet Skovvæxt af Gran, Birk og Older, hørte vi tæt ved os en fin Piben thi-hi, ti, ti, ti, ti. Vi lyttede. Botolf tog af Vestelommen en Blypibe, satte den for Munden og frembragte en Lyd, der skuffende lignede den, vi nylig havde hørt.

Endnu engang lød det fra Krattet, og Botolfs Pibe svarede, hvorpaa hørtes en stærk Pladsken af en Fugls Vingeslag, og vi saa et Glimt af den, idet den slog ind i en tætgrenet Gran ganske i Nærheden. — „Hvad er det for en Fugl,” spurgte en af de unge Jægere. — „En Hjerpe,” svarede Botolf; „men jeg ønsker ikke, at nogen af eder skyder den. Thi dels synes jeg, at vi nu kan være nøid med, hvad vi har faaet, og dels liker jeg ikke, at man skyder Hjerpen om Vaaren; thi Han og Hun leve da i Engifte. Desuden ere de i Storleik og Farve hinanden saa lige, at det i nogen Frastand ikke er let at skjelne Han fra Hun. I Slutningen af August, naar Ungerne ere voxne, er jeg temmelig vis paa at kunne skyde af det Kuld, som nu ved et Skud kunde forspildes, en halv Tylvt vakre Unghjerper.” Vi maatte give Botolf Ret i, hvad han sagde, og ønskede, at alle Skyttere vilde tænke og handle ligedan. — „Det var svare til Larm, en saa liden Fugl gjør, naar den flyver op,” bemærkede en af de unge Jægere; „jeg tænkte, at det var en Tiur.” — „Ja, du er ikke den første, som har undret dig derover,” sagde Botolf, „og det har vel ogsaa givet Anledning til den Historie, som man fortæller om Hjerpen.” Efter vor Anmodning fortalte han følgende Sagn:

„Hjerpen var engang den største Fugl i Skoven og havde da, som nu, ganske hvidt Kjød, medens Tiur, Orfugl og Rypen havde mørkt Kjød. Af disse sine Fortrin blev den saa stolt og hovmodig, at det ærgrede de andre Skovfugle, som sammensvore sig mod den, overfaldt og overmandede den. Enhver af dem rev nu et Stykke Kjød ud af dens Krop og fortærede det. Hjerpen blev da saa liden, som den nu er; men enhver af dens Fiender fik en Tilvæxt i sin Krop af det hvide Hjerpekjød, som endnu findes nærmest Brystbenet i de Fugles Bryst, som vare med at hakke Hjerpen. Det eneste, den beholdt tilbage af sin forrige Herlighed var, at den, naar den fløi op, kunde gjøre ligesaa stor Braak og Støi som i sine Velmagts Dage.”

62Vi fik nu Øie paa en meget liden graabrun Fugl med kort, ret opstaaende Stjert og en livlig Sang, der lignede Kanarifuglens raske Triller. Jeg erindrede strax, at et gammelt Sagn ogsaa knyttede sig til denne Fugls Navn og Stjert. Denne Fugl kaldes paa de fleste Steder i Landet Tommeliten. Paa andre Steder bærer den ogsaa Navnet Fuglekonge, og man fortæller, at den fik sit Kongenavn paa følgende Maade:

Da Fuglene skulde vælge sig en Konge, besluttede de, at den, som kunde flyve høiest, skulde blive valgt. Nu flyver Tommeliten altid langs henad Jorden og ganske korte Stykker af Gangen. Den er saaledes en klein Kar til at flyve, men havde dog svær Lyst til at blive Konge. Alle Fugle samledes da, for at kjæmpe om Kronen. Tommeliten skjønnede, at Ørnen, som sad rolig paa en Sten og nu og da udstrakte sine mægtige Vinger, rimeligvis vilde vinde Prisen. Da Kapflyningen begyndte, saa man Ørnen bruse op sine Rygfjer, førend den satte afsted. Tommeliten passede nu sit Snit, smuttede ubemærket ind mellem Fjerene og førtes af Ørnen saa høit op i Luften, som denne kunde orke, og langt høiere end alle de andre Fugle. Tommeliten smuttede nu ud af sit Gjemmested og flagsede nogle Alen høiere. Men, da den nu ikke havde Ørneryggen at sidde paa, dumpede den ned og brak Stjerten, som siden den Tid altid har staaet iveiret.

Paa de Steder i Landet, hvor en endnu mindre Fuglesort, som er almindelig i Barskovene, kaldes Fuglekonge, har man samme Fortælling om den, med Undtagelse af, at den kom uskadt ned paa Jorden og modtog Guldkronen, som den endnu bærer paa sit Hoved. Denne Fugl er ovenpaa olivengrøn, nedenunder graa og har paa Issen guldgule Fjere, indfattede i sorte. Der, hvor Tommeliten kaldes Fuglekongen, kaldes denne Furulus. Den holder sig gjerne sammen med de Titesorter, som leve i Barskovene.

60

„Du sa nylig, at ørnen er en sjelden fugl; men der flyver jo en,“ sa en av følget, idet han pekte på en fugl, som svevde høyt i luften over tjernet. — „Det er ingen Ørn, men en Fiskejon,“ svarte Botolf, „og den lever bare av fisk.“ — 61Neppe hadde han uttalt disse ord, før fuglen med sammenlagte vinger med Pilens hurtighet styrtet ned i vannet med et sterkt Pladsk og forsvant under vannflaten. Den kom dog etter noen sekunder atter opp på overflaten, utbredte sine vinger og hevet seg i luften med en sprellende fisk i kløene. Den tok retningen mot den side, hvor vi stod, men dog i så lang Frastand, at det neppe var sannsynlig, at den kunne felles med et Hagelskud. Desuagtet avfyrte begge de unge jegere sine børser på den. Om den enn ikke ble truffet, så ble den dog så forskrekket, at den slapp fisken, som etter noen Eftersøgen opdagedes ved sin Sprællen. Det var en vakker ørret på fire merker. Botolf, der øyensynlig gledet seg over sine jaktkameraters sjeldne held, gottede seg især over, hvor forundret „a mor” (hans hustru) skulle bli ved synet av „auren” (ørreten).

Da vi på hjemveien gikk gjennom en vakker li med en blandet skogvekst av Gran, Birk og older, hørte vi tett ved oss en fin pipen thi-hi, ti, ti, ti, ti. Vi lyttet. Botolf tok av vestelommen en blypipe, satte den for munnen og frembrakte en lyd, der skuffende lignede den, vi nylig hadde hørt.

Enda engang lød det fra krattet, og Botolfs pipe svarede, hvorpå hørtes en sterk Pladsken av en Fugls vingeslag, og vi så et glimt av den, idet den slo inn i en tettgrenet Gran ganske i nærheten. — „Hva er det for en fugl,” spurte en av de unge jegere. — „En Hjerpe,” svarte Botolf; „men jeg ønsker ikke, at noen av dere skyder den. Thi dels synes jeg, at vi nå kan være nøyd med, hva vi har fått, og dels liker jeg ikke, at man skyder Hjerpen om våren; thi Han og Hun leve da i engifte. Dessuten er de i Storleik og farge hinannen så lige, at det i noen Frastand ikke er lett å skjelne Han fra Hun. I Slutningen av august, når ungene er voksne, er jeg temmelig viss på å kunne skyde av det Kuld, som nå ved et skudd kunne forspilles, en halv Tylvt vakre Unghjerper.” Vi måtte gi Botolf rett i, hva han sa, og ønsket, at alle skyttere ville tenke og handle likedan. — „Det var svare til larm, en så liten fugl gjør, når den flyver opp,” bemerket en av de unge jegere; „jeg tenkte, at det var en tiur.” — „Ja, du er ikke den første, som har undret deg derover,” sa Botolf, „og det har vel også gitt anledning til den historie, som man forteller om Hjerpen.” Etter vår anmodning fortalte han følgende sagn:

„Hjerpen var engang den største fugl i skogen og hadde da, som nå, ganske hvitt kjøtt, mens tiur, orrfugl og Rypen hadde mørkt kjøtt. Av disse sine fortrinn ble den så stolt og hovmodig, at det ergret de andre skogfugler, som sammensvor seg mot den, overfalt og overmandede den. Enhver av dem rev nå et stykke kjøtt ut av dens kropp og fortærede det. Hjerpen ble da så liten, som den nå er; men enhver av dens fiender fikk en tilvekst i sin kropp av det hvite Hjerpekjød, som ennå finnes nærmest brystbenet i de Fugles bryst, som var med å hakke Hjerpen. Det eneste, den beholdt tilbake av sin forrige herlighet var, at den, når den fløy opp, kunne gjøre likeså stor bråk og støy som i sine Velmagts dager.”

62Vi fikk nå Øye på en meget liten gråbrun fugl med kort, rett oppstående stjert og en livlig sang, der lignede Kanarifuglens raske triller. Jeg erindret straks, at et gammelt sagn også knyttet seg til denne Fugls navn og stjert. Denne fugl kalles på de fleste steder i landet Tommeliten. På andre steder bærer den også navnet Fuglekonge, og man forteller, at den fikk sitt Kongenavn på følgende måte:

Da Fuglene skulle velge seg en Konge, besluttet de, at den, som kunne flyve høyest, skulle bli valgt. Nå flyver Tommeliten alltid langs henad jorden og ganske korte stykker av gangen. Den er således en klein kar til å flyve, men hadde dog svær lyst til å bli Konge. Alle fugler samledes da, for å kjempe om kronen. Tommeliten skjønte, at ørnen, som satt rolig på en Sten og nå og da utstrakte sine mektige vinger, rimeligvis ville vinne prisen. Da Kapflyningen begynte, så man ørnen bruse opp sine ryggfjær, før den satte av sted. Tommeliten passet nå sitt snitt, smuttet ubemerket inn mellom fjærene og førtes av ørnen så høyt opp i luften, som denne kunne orke, og langt høyere enn alle de andre fugler. Tommeliten smuttet nå ut av sitt gjemmested og flakset noen alen høyere. Men, da den nå ikke hadde Ørneryggen å sitte på, dumpet den ned og brak stjerten, som siden den tid alltid har stått iveiret.

På de steder i landet, hvor en enda mindre Fuglesort, som er alminnelig i Barskovene, kalles Fuglekonge, har man samme fortelling om den, med unntakelse av, at den kom uskadt ned på jorden og mottok gullkronen, som den ennå bærer på sitt hode. Denne fugl er ovenpå olivengrønn, nedenunder grå og har på issen gullgule Fjere, indfattede i sorte. Der, hvor Tommeliten kalles Fuglekongen, kalles denne Furulus. Den holder seg gjerne sammen med de Titesorter, som leve i Barskovene.