Klokken var nu fem, og i Skoven rundt om os lød Fuglesang, Fuglekvitter og Fuglepip. Endnu hørtes Orhanernes Buldren rundt om i Lierne; Gjøgen gol og Hakkespætterne sloge Trommehvirvler paa Træstammerne. En sort Fugl, næsten saa stor som en Kraake, kom med tung Flugt lige forbi os, udstødende sit skingrende „pri, pri, pri, pri.“ Den kastede sig med et langtrukkent „Gjæh“ lige mod en rank Furustamme, hvori den hug sig fast med Kløerne. Da den vendte Ryggen til os, saa vi, at den havde en prægtig, karmosinrød Hætte. Den hoppede opad Stammen, idet den stemmede sin stive, kileformige Stjert mod den ujævne Bark. Med sit rette, stærke, mangekantede og i Spidsen kileformige Neb hug den i Barken, saa at Stykkerne fløi til alle Sider. Sin lange, trinde, udstrækkelige Tunge, som i Enden er hornartet, spids og forsynet med Agnorer, støder den ind i de Huller, som Træmakken havde gnavet, lige til Hullets Bund. Her finder den Makken, gjennemborer denne med Tungespidsen, trækker den ud og sluger den som Mundgodt. Denne store, sorte Hakkespæt, som holder sig til vore store Barskove, er derfor ligesom de øvrige Hakkespætter 63en meget nyttig Fugl, som aldrig burde skydes. I disse Skove findes fire Sorter hvide og sorte Hakkespætter. Den almindeligste er den Sort, som har et karmosinrødt Tverbaand over Nakken og blodrød Undergump. Den sjeldneste af dem har gul Hætte og kun tre Tæer. Den mindste Sort er ikke stort større end en Spurv. Desuden have vi her i Landet to Slags grønne Hakkespætter, en større og en mindre Sort; men disse holde sig mere i Skovkanterne og der, hvor der voxer Løvtræer, især Asp.

Istemmende en munter Jægersang traadte vi ud af Skoven og bleve af Botolfs venlige Hustru modtagne med Lovtaler over vor Dygtighed som Jægere og med et Maaltid, der ikke havde behøvet at være saa godt, som det var, for at smage os sultne Jægere fortræffeligt. — Næste Dag skiltes vi fra vor gjæstfri Vært med Løfte om at gjentage Besøget til Høsten. Da vilde han prøve, om vi vare ligesaa dygtige og farlige Jægere for Elg og Bjørn, som vi nu havde været for Tiur og Orhane.

Klokken var nå fem, og i skogen rundt om oss lød Fuglesang, fuglekvitter og Fuglepip. Ennå hørtes Orhanernes buldring rundt om i Lierne; Gjøken gol og hakkespettene slo Trommehvirvler på trestammene. En sort fugl, nesten så stor som en kråke, kom med tung flukt like forbi oss, utstøtende sitt skingrende „pri, pri, pri, pri.“ Den kastet seg med et langtrukkent „Gjæh“ like mot en rank furustamme, hvori den hug seg fast med kløene. Da den vendte ryggen til oss, så vi, at den hadde en prektig, karmosinrød hette. Den hoppet oppad stammen, idet den stemte sin stive, kileformige stjert mot den ujevne bark. Med sitt rette, sterke, mangekantede og i Spidsen kileformige nebb hug den i barken, så at stykkene fløy til alle Sider. Sin lange, trinne, udstrækkelige tunge, som i enden er hornartet, spiss og forsynet med agnorer, støter den inn i de huller, som tremakken hadde gnavet, like til Hullets bunn. Her finner den makken, gjennomborer denne med Tungespidsen, trekker den ut og sluker den som munngodt. Denne store, sorte hakkespett, som holder seg til våre store barskoger, er derfor likesom de øvrige hakkespetter 63en meget nyttig fugl, som aldri burde skydes. I disse skoger finnes fire sorter hvite og sorte hakkespetter. Den alminneligste er den Sort, som har et karmosinrødt tverrbånd over nakken og blodrød Undergump. Den sjeldneste av dem har gul hette og kun tre tær. Den minste Sort er ikke stort større enn en spurv. Dessuten har vi her i landet to Slags grønne hakkespetter, en større og en mindre Sort; men disse holde seg mer i skogkantene og der, hvor der vokser løvtrær, især Asp.

Istemmende en munter Jægersang trådte vi ut av skogen og ble av Botolfs vennlige hustru mottatte med lovtaler over vår dyktighet som jegere og med et måltid, der ikke hadde behøvd å være så godt, som det var, for å smake oss sultne jegere fortreffelig. — Neste dag skiltes vi fra vår gjestfri vært med løfte om at gjentage besøket til høsten. Da ville han prøve, om vi var likeså dyktige og farlige jegere for elg og Bjørn, som vi nå hadde vært for tiur og Orhane.