56

„Vi vare knapt gaaede nogle hundrede Skridt opover i Skoven og nærmede os nogle store Furutræer, da Botolf greb mig i Armen med et „Hys.“ Jeg hørte nu fra Furutræerne en Lyd, der først lød saaledes „Pellep—pellep—pellep—pellep,“ saa et smækkende „Klikop“ og derpaa en hvæsende Lyd, som naar man sliber paa en Slibesten, der ikke gaar jævnt. Denne Lyd varede nogle Sekunder, under hvilke Botolf i Hast sagde: „først Knapningen, saa Klunken og saa Skjæringen; staa nu stille og gjør, som jeg har sagt dig.“ Den samme Musik begyndte paany, og i det Øieblik, vi havde hørt Klikop, 57sprang vi fire lange Skridt frem og bleve atter staaende dørgende stille. Fire Gange sprang vi saaledes frem og hørte nu tydelig, fra hvilken Furu Lyden kom. Det var et Træ med svære Grene, som knapt var tyve Skridt fra os; men, da det var meget skymt, kunde jeg ikke faa Øie paa Fuglen. Under en af Sugningerne hugede Botolf sig ned og pegede paa en tyk Gren temmelig langt nede paa Furuleggen. Da næste Sugning begyndte, gjorde jeg som Botolf, og saa nu mod den lysere Himmel en Gjenstand, som var i en rystende Bevægelse. Jeg lagde mig paa Knæ, og, da den næste Gang slog Klunken, lagde jeg Børsen til Kinden, sigtede langs Løbet og brændte løs. Et tungt Dump i Bakken underrettede mig om, at jeg nu havde skudt min første Tiur. Du kan tro, at Hjertet hoppede i mig, da jeg tog den store, tunge Fugl op af Marken. Jeg syntes, at den var meget større end nogen Tiur, som jeg før havde seet, og spurgte Botolf, om han ikke syntes det samme. Men han svarede smilende, at det vel var en dygtig Sug, men at den, som han skjød i Forgaars, var en god Del større, ja mest saa stor som den Tiur, Asbjørnsen skjød i Holleia *).

Jeg spurgte, om min Tiur var den samme, som var fløien forbi os, da vi sad ved Stokilden. — „Nei“ sagde han, „den Kar’n satte sig, saavidt jeg kunde skjønne, længere til venstre, hvor der ogsaa staar et Par Kvistfuruer, som Tiuren rigtig liker. Lad nu Børsen din, saa skal vi trække didover.“ — Det varede ikke længe, inden vi fik høre Spillet, og, da den spillede støt og ivrigt, kom vi tæt til Træet, hvori den sad. Det var nu saa lyst, at jeg kunde se dens sære Fagter, og vi gav os nu god Tid dertil. Først strakte den Halsen ret frem, bruste med Fjerene, saa at Hageskjegget hang ned som paa en Gjedebuk, sænkede Vingerne og udbredte Stjerten som en Vifte. Nu begyndte den at knappe, først langsommere, men derpaa fortere og fortere, indtil den gav et stærkere Ganesmeld — Klunken. Denne gik strax over i de hvæsende, skjærende eller sugende Toner, hvoraf den sidste er langtrukken. Under Sugningen bugter Halsen sig op og ned, og hele Fuglen er i en saa stærk skjelvende Bevægelse, at hele Træet, hvori den sidder, ryster. Da hverken hører eller ser den, og derfor skyndte vi os frem, naar Sugningen begyndte. Efterat jeg havde seet mig mæt paa dens underlige Fagter, hørte Botolf en Røi i Nærheden udstøde sit „Gak—gak—arrr.“ Da Botolf blev bange for, at den skulde blive os var og varsle sin sandsesløse-Mage, saa sendte han denne sin fine Kugle gjennem Skrotten. Røierne begyndte nu at blive urolige og fløi kaklende fra Træ til Træ ofte indenfor Skudhold; men jeg følte mig dog ikke fristet til at overtræde Loven, uagtet de skræmte en tredie Tiur, som spillede i Nærheden. Vi syntes begge, at vi havde gjort en god Morgenjagt og opgav videre Forsøg paa at komme den paa Skud.

55. Bemærkninger om Skovfuglens Fredning og dens værste Fiender.

Under vor Samtale om Skovfuglejagten ytrede Botolf sin Glæde 58over, at Storthinget havde bemyndiget Kongen til at tillade „Skogsmanden“ Spilskytteriet indtil 15de Mai. Han fandt det ganske rigtigt, at man ikke havde Tilladelse til at skyde Hunfuglene; thi af dem kan der aldrig blive for mange, men vel af Hannerne, mente han. „Vor Herre har vist bestemt Hannerne til Menneskeføde,“ bemærkede han; „thi du maa lægge Mærke til, at i ethvert Røe- og Orfugleføstre er der ligesaa mange, ja som tiest, flere Hane- end Hønekyllinger. Men en Hane er nok for ti Høner, saa at man, uden at skade Formerelsen, kan skyde mangfoldige af de voxne Hanner. Ingen fornuftig Mand holder en Hane for hver Høne eller en Oxe for hver Ko eller en Saubuk for hver Søie; thi det vilde blive bare Slagsmaal og Opstyr hele Dagen,“ tilføiede han med smilende Mine. „Derfor er det ganske rigtigt, at vi faa Lov til at skyde Hanfuglene paa Spillet. Thi der vil blive nok af dem tilbage, om der end blev mangedobbelt saa mange Høner, som der nu findes i Skoven. Nu er Loven bleven, som den bør være, og Skam faa den, som nu overtræder den!“ tilføiede han med Varme. „Og Skam faa ogsaa den, som gjør sig til Hæler, ved at kjøbe fredlyst Vildt i Fredningstiden; ja, som frister og lokker en fattig Stakkar til at synde mod Loven, for at faa sin Lyst tilfredsstillet. Jeg synes, at slige Folk ere ligesaa strafskyldige som den fattige Skytteren; og alle her i Bygden synes, det er urigtigt, at Kjøberen skal gaa fri for Straf. Jeg er rigtig glad ved at høre, at du tror, at Loven i dette Punkt vil blive forandret.“

„Jeg har truffet mangen Skytter, som overtraadte Loven; men, naar han bare havde skudt Tiur eller Orhane, kunde jeg ikke bære det over mit Hjerte at anmelde ham for Lensmanden. Havde han derimod forseet sig mod Røi eller Orhøne, saa gav jeg ham første Gang en alvorlig Advarsel; men — hjalp ikke det, saa fik jeg ham straffet. Jeg har holdt streng Justits i min Skov; men derfor ser du ogsaa, at her er Fugl nok. Fra 20de September til 1ste December faa mine Husmænd Tilladelse til at fange i Stok og Snare i bestemte Dele af Skoven, og ofte fange de her for mere, end de betale i Afgift af Pladsen. Det skjærer mig rigtignok i Hjertet, naar jeg ser en Røi eller Aarhøne i Stokken; men det kan desværre ikke undgaaes. Du kan være sikker paa, at her skulde blive Fugl nok i Østerdalsskovene, naar vi stelte rigtig med Vorherres Gaver. I Skoven er Mad nok til hundrede Gange saamange Fugl, som der nu findes. Med alvorlig Villie maatte man faa udryddet Hønsehøgen, Hubroen, Maaren og Ræven eller ialfald formindsket deres Tal. Naaede man saa langt og derhos skaanede Hunfuglen saa meget som muligt, saa blev der snart Fugl nok. Ja! jeg indestaar for, at Østerdølerne kunde udbringe mange, mange tusinde Daler af sine Skoves Fuglevildt.“ — Den erfarne Jæger blev ganske varm om Hjertet, naar han i Tankerne udmalede den tilkommende Herlighed.

„Du glemte Gaupen, Graabenen, Røskatten og Ørnen, da du opregnede Skovfuglenes Fiender,“ bemærkede en af os; „eller kanske de ikke findes her i Østerdalen?“ — „Aa jovist findes de her,“ svarede Botolf; „men Værgeløsheden har jo desværre saa mange Fiender, at det ikke er let at mindes dem alle.

59Hvad Gaupen angaar, da er den rigtignok en farlig Fiende baade for Fugl og Hare; men her paa vore Kanter er der ikke ret mange af dette Udyr. Desuden er den ikke vanskelig at skyde paa Sporsne. Gaar nemlig en af Jægerne paa Sporene og fra og til hujer, saa at de andre Jægere, som stille sig paa Post, kan høre, hvor Gaupen gaar, saa kan en af dem, hvis han er kjendt i Marken, sædvanlig snart komme i Hold. Endnu lettere gaar det, naar man har et Par stærke Jagthunde, som ere vante til at jage Gaupe. Her hos os bruge vi ikke Hunde til den Slags Jagt, da vi blot bruge Hunde efter Bjørn og Elg. Men, da jeg for mange Aar siden opholdt mig et Par Aar i Rødenes, var jeg ofte i Følge med et Par Brødre, som drev stærkt paa Gaupeskytteri med Hunde. Det var sjelden, at Gaupen slap, naar Hundene havde faaet Los. De havde store, stærke Hunde med Pighalse og Læderremme, som baade gik tversover, rundt om Kroppen og langsefter, omtrent som Sælen paa en Hest. Denne Indretning kaldte de Skoning. Dette var, for at ikke Gaupen skulde skamflænge dem med Kløerne sine, som den bruger som Katten. Jagten gik allerbedst paa Sporsne. Naar vi havde fundet Gaupespor og mærkede, at Gaupen var sprungen fra sin Hvileplads, slap vi Hundene løs, og da bar det afsted i fuld Los. I Førstningen sprang Gaupen fortere end Hundene; men den blev snart træt, saa at Hundene halede ind paa den. Tilslut sprang den enten op i et Træ, eller satte sig med Ryggen mod et Træ eller en Sten og fræste mod Hundene. Den yngste af Hundene var raskere end den ældre og stillede Gaupen, men vovede ikke at gi’ sig i Kastelag med den, førend den gamle var kommen efter; men da bar det ihop. Gaupen kastede sig da gjerne paa Ryggen og søgte at rive Indvoldene ud paa Hundene, som ofte, uagtet Skoningen, fik svære Saar. Men Gamlingen var saa grisk paa Gaupe, at han ikke vyrte Saarene, men søgte at faa Strupetag, og da var det forbi med Gaupen. Havde den træet, saa sad den og glode paa Hundene, som stode nedenunder og stormhalsede, indtil vi kom til. Vi koblede først Hundene og gav den siden Banesaar med en god Haglladning.

Naar man gaar paa Sporsne efter Gaupe, kan man rigtig faa se, hvilket skadeligt Rovdyr den er. Følger man nemlig Natfoden, saa finder man, at den snart har dræbt en Hare, snart en Storfugl, som den lurer paa ligesom Katten. Engang fandt vi, ved at følge et saadant Spor, 2 Ræve, som den havde dræbt, men som vare ganske hele, undtagen i Struben. Vi fik den Morgen baade Gaupen og to vakre Ræveskind atpaa.

Faar Gaupen være i Fred i en Skovstrækning, saa forlader den ikke Trakten, saalænge der er en Hare tilbage. Jeg har to Gange faaet Gaupe i Rævesax, naar jeg har brugt et Harehoved til Bete. Den gaar ogsaa paa fersk Aate og det paa lyse Dagen og er langtfra ikke saa slu og forsigtig som Graaben og Ræv.

Graaben (Ulven), tror jeg, ikke gjør stor Skade paa Skovfuglen, skjønt den vistnok ikke skaaner den, naar den kan faa Tag i den. Men jeg har lagt Mærke til, at i den Skovmark, hvori Graaben har Tilhold, 60ødelægger den Ræven, som er en langt slemmere Fiende for Fuglen. Men Graaben er for os Landmænd det værste Udyr, fordi den dræber baade Hest, Fæ, Sau, Gjeit og Hund. Og saa er dette Bæst saa vanskelig at skyde. Thi, naar en Hund faar Lugt af Graaben, kommer den til Jægeren med Rumpen mellem Benene og tør ikke gaa fra Fødderne. Naar der om Vinteren er falden dyb Sne, saa bruge vi at jage den paa Sporsne. Flere af os slaa os da sammen og drive i flere Dage. Vi hvile om Natten og faa os Mad; men Graaben faar ingen Hvile. Naar den nu er bleven træt af at springe i den dybe Sne, som vi fare henover paa vore Ski, maa den enten lægge sig eller stryge om efter Føde. Den anden eller tredie Dag er den gjerne saa træt, at vi kan hente den ind og enten skyde den eller dræbe den med vore stærke Skistave. Før fangede vi mange med forgiftet Aate; men i de senere Aar er den bleven saa forsigtig, at den sjelden vover at æde Aate. Den bedste Maade at udrydde den paa, er vist at opsøge dens Hi, mens Ungerne ere smaa, og dræbe disse. Den vælger gjerne sit Hi i Skovbakker, som vender mod Syd eller Øst, og man opdager det ved at finde i Nærheden Ben og Fjer af de Dyr og Fugle, som den har dræbt og draget til Hiet. I min Skov fandt en af Husmændene ifjor Vaar et Graabenhi med 5 Unger. I en anden Skov, omtrent tre Fjerdinger herfra, blev fundet et andet med 7 Unger, og der blev ogsaa Moderen skudt. Finderne havde god Fortjeneste; thi de fik tre Specier i Præmie for hver Unge og ligesaa meget for den vorne. Iaar har vi ikke fornummet Graaben i Marken; men forrige Vaar rev den ihjel fem Sauer for den Husmand, som senere fandt Hiet.

Du nævnte ogsaa Røskatten blandt Skovfuglenes Fiender, og du har fuldkommen Ret deri; thi, saa liden den er, er den ikke at spøge med. Den er den værste Æggetyv og bider ihjel mange Orfuglunger — ja, er ikke ræd for at gi’ sig i Kast med voxen Fugl. Den bider sig fast i Halsen paa den og slipper ikke Taget, førend den har faaet Livet af den; men saa har den sin Overmand i Katuglen, Musvaaken og forskjellige Høgesorter samt i Maar og Ræv, saa at der aldrig blive mange af den Sorten.

Ørnen er overalt, hvor jeg har vanket, en saa sjelden Fugl, at den vist ikke gjør stor Skade paa Skovfuglene. Den er værst mod Lam, Harer og Ryper.“

Med disse Ord stak Botolf den udrøgte Pibe i Lommen, stak Riflepiben mellem Tiurens sammenbundne Ben og lagde den over Axelen, saa at Tiuren hang ned over hans Ryg. Dette var Tegnet til Opbrud. Vi fulgte hans Exempel og kastede, forinden vi forlode Nyingen, som nu var fuldstændig slukket, et Blik ud over Tjernet.

56

„Vi var knapt gått noen hundre skritt opover i skogen og nærmet oss noen store furutrær, da Botolf grep meg i armen med et „hyss.“ Jeg hørte nå fra furutrærne en lyd, der først lød således „Pellep—pellep—pellep—pellep,“ så et smekkende „Klikop“ og derpå en hvesende lyd, som når man sliper på en slipestein, der ikke går jevnt. Denne lyd varte noen sekunder, under hvilke Botolf i hast sa: „først Knapningen, så klunken og så skjæringen; stå nå stille og gjør, som jeg har sagt deg.“ Den samme musikk begynte paany, og i det øyeblikk, vi hadde hørt Klikop, 57sprang vi fire lange skritt frem og ble atter stående dørgende stille. Fire ganger sprang vi således frem og hørte nå tydelig, fra hvilken furu lyden kom. Det var et tre med svære grener, som knapt var tyve skritt fra oss; men, da det var meget skymt, kunne jeg ikke få Øye på fuglen. Under en av sugningene hugede Botolf seg ned og pegede på en tykk gren temmelig langt nede på furuleggen. Da neste Sugning begynte, gjorde jeg som Botolf, og så nå mot den lysere himmel en gjenstand, som var i en rystende bevegelse. Jeg la meg på kne, og, da den neste gang slo klunken, la jeg børsen til kinnen, sigtede langs Løbet og brente løs. Et tungt dump i bakken underrettet meg om, at jeg nå hadde skudt min første tiur. Du kan tro, at hjertet hoppet i meg, da jeg tok den store, tunge fugl opp av marken. Jeg syntes, at den var meget større enn noen tiur, som jeg før hadde sett, og spurte Botolf, om han ikke syntes det samme. Men han svarte smilende, at det vel var en dyktig sug, men at den, som han skjød i forgårs, var en god del større, ja mest så stor som den tiur, Asbjørnsen skjød i Holleia *).

Jeg spurte, om min tiur var den samme, som var fløyen forbi oss, da vi satt ved stokkilden. — „Nei“ sa han, „den Kar’n satte seg, såvidt jeg kunne skjønne, lenger til venstre, hvor der også står et par Kvistfuruer, som tiuren riktig liker. Lad nå børsen din, så skal vi trekke ditover.“ — Det varte ikke lenge, innen vi fikk høre spillet, og, da den spilte støt og ivrigt, kom vi tett til treet, hvori den satt. Det var nå så lyst, at jeg kunne se dens sære fakter, og vi ga oss nå god tid dertil. Først strakte den halsen rett frem, bruste med fjærene, så at hakeskjegget hang ned som på en geitebukk, sænkede vingene og utbredte stjerten som en vifte. Nå begynte den å knappe, først langsommere, men derpå fortere og fortere, inntil den ga et sterkere Ganesmeld — klunken. Denne gikk straks over i de hvesende, skjærende eller sugende toner, hvorav den siste er langtrukken. Under Sugningen bukter halsen seg opp og ned, og hele fuglen er i en så sterk skjelvende bevegelse, at hele treet, hvori den sitter, ryster. Da hverken hører eller ser den, og derfor skyndte vi oss frem, når Sugningen begynte. Etter at jeg hadde sett meg mett på dens underlige fakter, hørte Botolf en røy i nærheten utstøte sitt „Gak—gak—arrr.“ Da Botolf ble bange for, at den skulle bli oss var og varsle sin sansesløse-mage, så sendte han denne sin fine kule gjennom skrotten. Røyene begynte nå å bli urolige og fløy kaklende fra tre til tre ofte innenfor skuddhold; men jeg følte meg dog ikke fristet til å overtre loven, uaktet de skremte en tredje tiur, som spilte i nærheten. Vi syntes begge, at vi hadde gjort en god Morgenjagt og oppga videre forsøk på å komme den på skudd.

55. Bemerkninger om skogfuglens fredning og dens verste fiender.

Under vår samtale om skogfuglejakten ytret Botolf sin glede 58over, at Storthinget hadde bemyndiget Kongen til å tillate „skogsmannen“ spillskytteriet inntil 15de mai. Han fant det ganske riktig, at man ikke hadde tillatelse til at skyde Hunfuglene; thi av dem kan der aldri bli for mange, men vel av hannene, mente han. „Vår Herre har vist bestemt hannene til menneskeføde,“ bemerket han; „thi du må legge merke til, at i ethvert Røe- og Orfugleføstre er der likeså mange, ja som tiest, flere Hane- enn hønekyllinger. Men en hane er nok for ti høner, så at man, uten å skade Formerelsen, kan skyde mangfoldige av de voksne hanner. Ingen fornuftig mann holder en hane for hver høne eller en okse for hver Ko eller en saubukk for hver søye; thi det ville bli bare slagsmål og oppstyr hele dagen,“ tilføyet han med smilende mine. „Derfor er det ganske riktig, at vi få lov til at skyde Hanfuglene på spillet. Thi der vil bli nok av dem tilbake, om der enn ble mangedobbelt så mange høner, som der nå finnes i skogen. Nå er loven blitt, som den bør være, og skam få den, som nå overtreder den!“ tilføyet han med varme. „Og Skam få også den, som gjør seg til hæler, ved å kjøpe fredlyst vilt i fredningstiden; ja, som frister og lokker en fattig stakkar til å synde mot loven, for å få sin lyst tilfredsstilt. Jeg synes, at slike Folk er likeså straffskyldige som den fattige skytteren; og alle her i bygden synes, det er uriktig, at kjøperen skal gå fri for straff. Jeg er riktig glad ved å høre, at du tror, at loven i dette punkt vil bli forandret.“

„Jeg har truffet mangen skytter, som overtrådte loven; men, når han bare hadde skudt tiur eller Orhane, kunne jeg ikke bære det over mitt hjerte å anmelde ham for lensmannen. Hadde han derimot forsett seg mot røy eller Orhøne, så ga jeg ham første gang en alvorlig advarsel; men — hjalp ikke det, så fikk jeg ham straffet. Jeg har holdt streng Justits i min skog; men derfor ser du også, at her er fugl nok. Fra 20de september til 1ste desember få mine husmenn tillatelse til å fange i stokk og Snare i bestemte dele av skogen, og ofte fange de her for mer, enn de betaler i avgift av plassen. Det skjærer meg riktignok i hjertet, når jeg ser en røy eller Aarhøne i stokken; men det kan dessverre ikke unngås. Du kan være sikker på, at her skulle bli fugl nok i Østerdalsskovene, når vi stelte riktig med Vorherres gaver. I skogen er mat nok til hundre ganger så mange fugl, som der nå finnes. Med alvorlig vilje måtte man få utryddet hønsehauken, hubroen, måren og Ræven eller i alle fall forminsket deres tall. Nådde man så langt og derhos skånet Hunfuglen så meget som mulig, så ble der snart fugl nok. Ja! jeg innestår for, at østerdølene kunne utbringe mange, mange tusen daler av sine Skoves fuglevilt.“ — Den erfarne jeger ble ganske varm om hjertet, når han i Tankerne udmalede den tilkommende herlighet.

„Du glemte Gaupen, gråbeinen, Røskatten og ørnen, da du opregnede skogfuglenes fiender,“ bemerket en av oss; „eller kanskje de ikke finnes her i Østerdalen?“ — „Aa jovist finnes de her,“ svarte Botolf; „men Værgeløsheden har jo dessverre så mange fiender, at det ikke er lett å minnes dem alle.

59Hva Gaupen angår, da er den riktignok en farlig fiende både for fugl og hare; men her på våre kanter er der ikke rett mange av dette udyr. Dessuten er den ikke vanskelig at skyde på sporsnø. Går nemlig en av jegerne på sporene og fra og til hujer, så at de andre jegere, som stille seg på post, kan høre, hvor Gaupen går, så kan en av dem, hvis han er kjent i marken, sedvanlig snart komme i Hold. Enda lettere går det, når man har et par sterke jakthunder, som er vante til å jage gaupe. Her hos oss bruker vi ikke hunder til den Slags jakt, da vi blot bruke hunder etter Bjørn og elg. Men, da jeg for mange år siden oppholdt meg et par år i Rødenes, var jeg ofte i følge med et par brødre, som drev sterkt på Gaupeskytteri med hunder. Det var sjelden, at Gaupen slapp, når hundene hadde fått Los. De hadde store, sterke hunder med Pighalse og lærremmer, som både gikk tvers over, rundt om kroppen og langsetter, omtrent som Sælen på en hest. Denne innretning kalte de skoning. Dette var, for at ikke Gaupen skulle skamflenge dem med kløene sine, som den bruker som katten. Jakten gikk allerbedst på sporsnø. Når vi hadde funnet Gaupespor og merkede, at Gaupen var sprunget fra sin hvileplass, slapp vi hundene løs, og da bar det av sted i full Los. I Førstningen sprang Gaupen fortere enn hundene; men den ble snart trett, så at hundene halede inn på den. Til slutt sprang den enten opp i et tre, eller satte seg med ryggen mot et tre eller en Sten og freste mot hundene. Den yngste av hundene var raskere enn den eldre og stillede Gaupen, men vovede ikke å gi’ seg i kastelag med den, før den gamle var kommet etter; men da bar det ihop. Gaupen kastet seg da gjerne på ryggen og søkte å rive innvollene ut på hundene, som ofte, uaktet skoningen, fikk svære sår. Men Gamlingen var så grisk på gaupe, at han ikke vyrte sårene, men søkte å få strupetak, og da var det forbi med Gaupen. Hadde den treet, så satt den og glodde på hundene, som stod nedenunder og stormhalsede, inntil vi kom til. Vi koblet først hundene og ga den siden banesår med en god haglladning.

Når man går på sporsnø etter gaupe, kan man riktig få se, hvilket skadelig rovdyr den er. Følger man nemlig Natfoden, så finner man, at den snart har drept en hare, snart en storfugl, som den lurer på likesom katten. Engang fant vi, ved å følge et sådant spor, 2 Ræve, som den hadde drept, men som var ganske hele, unntagen i strupen. Vi fikk den morgen både Gaupen og to vakre reveskinn attpå.

Får Gaupen være i fred i en skogstrekning, så forlater den ikke trakten, så lenge der er en hare tilbake. Jeg har to ganger fått gaupe i revesaks, når jeg har brukt et Harehoved til Bete. Den går også på fersk åte og det på lyse dagen og er langtfra ikke så slu og forsiktig som Graaben og rev.

Graaben (Ulven), tror jeg, ikke gjør stor skade på Skovfuglen, skjønt den vistnok ikke skåner den, når den kan få tak i den. Men jeg har lagt merke til, at i den skogmark, hvori Graaben har tilhold, 60ødelegger den Ræven, som er en langt slemmere fiende for fuglen. Men Graaben er for oss landmenn det verste udyr, fordi den dreper både hest, fe, sau, Gjeit og hund. Og så er dette beist så vanskelig at skyde. Thi, når en hund får lukt av Graaben, kommer den til jegeren med rumpen mellom Benene og tør ikke gå fra føttene. Når der om vinteren er falt dyp Sne, så bruker vi å jage den på sporsnø. Flere av oss slå oss da sammen og drive i flere dager. Vi hviler om natten og få oss mat; men Graaben får ingen hvile. Når den nå er blitt trett av å springe i den dype Sne, som vi farer henover på våre ski, må den enten legge seg eller stryke om etter føde. Den annen eller tredje dag er den gjerne så trett, at vi kan hente den inn og enten skyde den eller drepe den med våre sterke skistaver. Før fangede vi mange med forgiftet åte; men i de senere år er den blitt så forsiktig, at den sjelden vover å ete åte. Den beste måte å utrydde den på, er vist å oppsøke dens Hi, mens ungene er små, og drepe disse. Den velger gjerne sitt Hi i skogbakker, som vender mot Syd eller øst, og man oppdager det ved å finne i nærheten Ben og fjær av de dyr og fugler, som den har drept og draget til hiet. I min skog fant en av husmennene i fjor vår et Graabenhi med 5 unger. I en annen skog, omtrent tre fjerdinger herfra, ble funnet et annet med 7 unger, og der ble også moren skudt. Finderne hadde god fortjeneste; thi de fikk tre spesier i premie for hver unge og likeså meget for den vorne. I år har vi ikke fornemmet Graaben i marken; men forrige vår rev den ihjel fem sauer for den husmann, som senere fant hiet.

Du nevnte også Røskatten blant skogfuglenes fiender, og du har fullkommen rett deri; thi, så liten den er, er den ikke å spøke med. Den er den verste eggtyv og biter ihjel mange Orfuglunger — ja, er ikke redd for å gi’ seg i kast med voksen fugl. Den biter seg fast i halsen på den og slipper ikke taket, før den har fått livet av den; men så har den sin overmann i kattuglen, musvåken og forskjellige Høgesorter samt i Maar og rev, så at der aldri bli mange av den sorten.

Ørnen er overalt, hvor jeg har vanket, en så sjelden fugl, at den vist ikke gjør stor skade på skogfuglene. Den er verst mot lam, harer og ryper.“

Med disse ord stak Botolf den udrøgte pipe i lommen, stak riflepipen mellom Tiurens sammenbundne Ben og la den over akselen, så at tiuren hang ned over hans rygg. Dette var tegnet til oppbrudd. Vi fulgte hans eksempel og kastet, forinden vi forlot nyingen, som nå var fullstendig slukket, et blikk ut over tjernet.