Klokken halvtolv blev det lidt efter lidt ganske stille rundt om os. Vi kastede en stor Tørrod og en Kubbe paa Stokilden, strakte os paa det Leie af Granbar, som vi havde skaaret af de nærmeste Granbuske, og fik os en kort Søvn. Klokken 1 maatte vi atter paa Benene; thi vi skulde være paa Legepladsen og inde i vore Skytterhytter, før det gryede af Dag. Jeg og min Ledsager toge Veien langs Bredden af Tjernet, hvorover der nu hvilede en hvid Taage. Vi naaede efter en kort Vandring den af Botolf angivne Myr, fandt Barhytterne og krøb ind. Vi havde knapt siddet der et Kvarters Tid, før vi hørte Knaldet af en Børse fra den Kant, hvorhen Botolf og hans Ledsager vare dragne. Paa Lyden hørte vi, at Skuddet kom fra en Hagelbørse, og at altsaa vor Kammerat havde faaet det første Skud; thi Botolfs Børse var en gran Fuglerifle. Rundt om os var alt endnu stilt i nogle Minuter; men paa engang hørte vi en Pladsken i Træerne ved Myrkanten og en Susen i Luften. Tre Orhaner kastede sig ned paa Myren og begyndte strax at udstøde en blæsende Lyd (Tschiu-sju). Dette var Tegnet til, at Legen skulde begynde; thi fra alle Kanter indfinde sig Deltagere, der bære sig ad som de først ankomne. De springe og hoppe om hverandre, skrabe med Vingerne i Marken, sætte 56sin kløftede, udbredte Stjert i Veiret og synes at udfordre hverandre til Kamp, ved at udstøde sit Tschiu-sju. Enkelte af dem synes at være Musikanter, idet de udstøde buldrende og kutrende Lyd, som kan høres i lang Frastand og ikke lyder ubehageligt. Men de fleste hoppe mod hverandre, hakke og spænde hverandre, saa at Fjerene fyge om dem. En af Slagsbrødrene har faaet Tag i sin Modstanders Nakke og trækker ham rundt omkring, uden at slippe Taget. Disse stridslystne Krabater ere nu komne i Nærheden af min Kammerats Hytte; jeg ser en Ildstrøm fare ud gjennem Væggen ledsaget af et Knald, og begge Kjæmperne blive liggende paa Kamppladsen; dog pladsker den ene endnu et Par Gange med Vingerne. Musikantere, Dandsere og Slagsbrødre flyve forskrækkede op i Træerne omkring Myren. En Fjerdedelstime er alt stille. Fra vore Kammeraters Hold høres atter et Skud, skarpt og fint! det var Lyden af Botolfs Rifle. En Orhane begynder at kutre ganske kort — atter stille — en anden kutrer — en tredie kutrer lidt længere. En Orhøne lader sit snøvlende ā ā ā ā ā ö høre, og nu begynder den ene Orhane efter den anden at buldre og briske sig i Trætoppene. Endelig tager en Mod til sig, flyver ned paa Myren og begynder at blæse; de andre følge efter, og Legen er atter i fuld Gang. Det er nu blevet saa lyst, at vi ogsaa tydelig kunne skjelne Orhønerne, som løbe omkring mellem de buldrende, blæsende og kjæmpende Haner med udstrakt Hals og snøvlende Kaklen. Et Par Slaaskjæmper fare i Luggen paa hinanden saa tæt ved min Barhytte, at jeg ikke vil skyde, for ikke at splintre dem i Filler. Vreden lyser af deres Øine og af deres blodrøde, svulmende Øienbryn. Under Kampens Hede komme de endelig paa passende Hold, og, da Skuddet er løsnet, ligge de begge paa Flekken. Skuddet frembringer atter en almindelig Flugt. Og, da Solens Straaler nu netop bryde frem mellem Trætoppene, synes de skræmte Fugle ikke mere at ville vove sig ned paa Myren; fra Trætoppene se de rimeligvis sine fire døde Kammerater. De vedblive imidlertid ret af Hjertens Lyst at kutre og buldre.

Vi krybe nu ud af vore Hytter, opsamle vort Bytte og vende, tilfredse med Udfaldet af vor Jagt, tilbage til det fastsatte Mødested ved Nyingen. Der fandt vi begge de andre Jægere siddende ved Ilden, med sine rygende Piber i Munden. Deres oprømte Mine viste os, at ogsaa deres Jagt havde været heldig. De havde hver sin Tiur. Den unge Tiurjæger maatte nu fortælle min Kammerat om Tiurlegen, og det er hans Skildring, som jeg her vil meddele.

Klokken halvtolv ble det litt etter litt ganske stille rundt om oss. Vi kastet en stor Tørrod og en kubbe på stokkilden, strakte oss på det leie av granbar, som vi hadde skåret av de nærmeste granbuske, og fikk oss en kort søvn. Klokken 1 måtte vi atter på Benene; thi vi skulle være på lekeplassen og inne i våre Skytterhytter, før det grydde av dag. Jeg og min ledsager tok veien langs bredden av tjernet, hvorover der nå hvilte en hvit tåke. Vi nådde etter en kort vandring den av Botolf angitte myr, fant barhyttene og krøp inn. Vi hadde knapt sittet der et Kvarters tid, før vi hørte knallet av en børse fra den Kant, hvorhen Botolf og hans ledsager var dragne. På lyden hørte vi, at skuddet kom fra en Hagelbørse, og at altså vår Kammerat hadde fått det første skudd; thi Botolfs børse var en gran Fuglerifle. Rundt om oss var alt ennå stilt i noen minutter; men på engang hørte vi en Pladsken i trærne ved Myrkanten og en susen i luften. Tre Orhaner kastet seg ned på Myren og begynte straks å utstøte en blæsende lyd (Tschiu-sju). Dette var tegnet til, at leken skulle begynne; thi fra alle kanter innfinne seg deltagere, der bære seg ad som de først ankomne. De springe og hoppe om hverandre, skrape med vingene i marken, sette 56sin kløftede, utbredte stjert i været og synes å utfordre hverandre til kamp, ved å utstøte sitt Tschiu-sju. Enkelte av dem synes å være musikanter, idet de utstøter buldrende og kutrende lyd, som kan høres i lang Frastand og ikke lyder ubehagelig. Men de fleste hoppe mot hverandre, hakke og spenne hverandre, så at fjærene fyke om dem. En av slagsbrødrene har fått tak i sin Modstanders nakke og trekker ham rundt omkring, uten å slippe taket. Disse stridslystne krabater er nå kommet i nærheten av min kamerats hytte; jeg ser en Ildstrøm fare ut gjennom veggen ledsaget av et knall, og begge kjempene bli liggende på kampplassen; dog plasker den ene ennå et par ganger med vingene. Musikanter, dansere og slagsbrødre flyve forskrekket opp i trærne omkring Myren. En Fjerdedelstime er alt stille. Fra våre kameraters Hold høres atter et skudd, skarpt og fint! det var lyden av Botolfs rifle. En Orhane begynner at kutre ganske kort — atter stille — en annen kutrer — en tredje kutrer litt lenger. En Orhøne lar sitt snøvlende ā ā ā ā ā ö høre, og nå begynner den ene Orhane etter den annen å buldre og briske seg i tretoppene. Endelig tar en mot til seg, flyver ned på Myren og begynner å blåse; de andre følge etter, og leken er atter i full gang. Det er nå blitt så lyst, at vi også tydelig kunne skjelne Orhønerne, som løpe omkring mellom de buldrende, blæsende og kjempende haner med utstrakt hals og snøvlende Kaklen. Et par Slaaskjæmper fare i luggen på hinannen så tett ved min barhytte, at jeg ikke vil skyde, for ikke å splintre dem i filler. Vreden lyser av deres øyne og av deres blodrøde, svulmende øyenbryn. Under Kampens Hede komme de endelig på passende Hold, og, da skuddet er løsnet, ligge de begge på flekken. Skuddet frembringer atter en alminnelig flukt. Og, da Solens stråler nå nettopp bryte frem mellom tretoppene, synes de skremte fugler ikke mer å ville vove seg ned på Myren; fra tretoppene se de rimeligvis sine fire døde Kammerater. De vedblir imidlertid rett av Hjertens lyst at kutre og buldre.

Vi kryper nå ut av våre hytter, oppsamle vårt bytte og vende, tilfredse med utfallet av vår jakt, tilbake til det fastsatte møtested ved nyingen. Der fant vi begge de andre jegere sittende ved ilden, med sine rykende piper i munnen. Deres oprømte mine viste oss, at også deres jakt hadde vært heldig. De hadde hver sin tiur. Den unge Tiurjæger måtte nå fortelle min Kammerat om Tiurlegen, og det er hans skildring, som jeg her vil meddele.