Ved Lyden af et skarpt Pist greb en af de unge Jægere sin Børse og sprang frem paa den aabne Plads foran Nyingen. Med Fingeren paa Hanen stirrede han paa den Kant, hvorfra Lyden kom. Snart lød samme Lyd nærmere; derefter hørtes et længere „Ort-Ort“ efterfulgt af det skarpe Pist, og mod Himmelen saa vi nu en Fugl af en Hjerpes Størrelse komme flyvende over Trætopperne i Skudhold. „Hold dygtig langt foran,“ tilraabte jeg Skytteren, da han lagde Børsen til Kinden. Paa Børsens Bevægelse mærkede jeg, at han rettede sig efter det givne Vink, og strax efter Knaldet tumlede Fuglen ned paa Marken. Det var en Rugde (Skovsneppe). I Farven og Øinenes Størrelse lignede den Natteravnen; men hvor ulige vare dog disse Fugle i Legemsbygning. Sneppens Hoved var høit, kantet og smalt, Nebbet meget langt og Gabet trangt. Natteravnens Fødder ere meget korte og svage, Sneppens lange og stærke; Natteravnens Stjert var lang, Sneppens kort. Gud har givet hver af dem den Legemsbygning, der er mest passende for den Levemaade, som de ere bestemte til at føre. Sneppen bruger sit lange, men følsomme Neb til at stikke ned i Myrdyndet og Myren, for derfra at hente sin Næring, som bestaar i Insektlarver, Smaaorme og Smaasnegle. Dens Fødder ere ogsaa skikkede til at vasse med paa blød Bund.
Skovsneppen ansees af Finsmagere for en Lækkerbidsken. Den steges med Indvoldene i; thi disse skulle være særdeles lækre. Vore Landsmænd spise Kjødet, men vrage Indvoldene. Forøvrigt er Skovsneppen en Natfugl, som om Aftenen efter Solens Nedgang tager sig regelmæssige Udflugter to til tre Gange frem og tilbage over samme Strækning af Skoven. Jægerne stille sig der, hvor de have seet en Sneppe trække over, og nedskyde den i Flugten. Sneppetrækket varer fra Slutningen af April indtil Midten af Juni. Om Høsten fanges den ikke sjelden i de Stokke, som opstilles for Skovfuglen.
Den Fugl, der mækrede ligesom en Gjed, ligner Skovsneppen, men er meget mindre og har forholdsvis endnu længere Neb og Fødder. Den er ikke saameget en Natfugl som Rugden; thi om Vaaren ser man den ofte om Dagen flyvende og tumlende sig høit i Luften over Skovmyrene. Det er ikke med Nebbet, at den frembringer den omtalte Lyd, men derved, at den under Flugten pludselig kaster sig ned med udbredte Stjertfjære. Den mellem Fjerene pressede Luftstrøm sætter disse i en dirrende Bevægelse, og herved fremkommer den brægende Tone.
55Denne Fugl har her i Landet mange Navne foruden de to anførte. Saaledes kaldes den Horsegauk (formedelst dens kneggende Lyd), Myrbok, Myrsnipe. Af Jægere kaldes den enkelt Bek kasin. Om Høsten skydes den i Myrerne for Hønsehund.
Vor Samtale dreiede sig nu om de Fugle, der havde ladet sig høre efter den Larm, som de to Skud havde foraarsaget. Botolf fortalte da, at han oftere havde fanget Hubroen i Rævesax, hvori han havde sat et Harehoved som Bete. Engang havde han skudt den, da den ligeud for hans Stuedør anfaldt og dræbte en stor Hankat. Hubroen er næsten saa stor som en Ørn og er formedelst sin Styrke og Graadighed Skovfuglens og Harens farligste Fiende, hvorfor man ogsaa har bestemt Præmie for dens Udryddelse. Det er ikke raadeligt for en enkelt Mand at tage Ungerne ud af Redet. Vil man forsøge derpaa, kan man vente sig et rasende Anfald af Forældrene, hvis skarpe og stærke Klør ofte bibringe dybe Skrammer. Derfor bør der ved saadant Tilfælde altid være to sammen, den ene med ladt Børse, for derved at kunne nedskyde de Gamle. Ved Redet ser man bedst den Ødelæggelse, som den har anrettet. En Mængde Ben af Storfugle, Orfugl, Hjerper, Harer og andet madnyttigt Vildt ligger nemlig under det Træ eller i den Bjergkløft, hvori Redet er bygget. Hubroens Øine ere store og gule. Over dem har den paa Panden to lange Fjerbuske, som den kan reise i Veiret, saa at de se ud som Øren.
Med Undtagelse af Hubroen maa man anse alle vore andre Uglearter for særdeles nyttige Fugle, da de udrydde en Mængde skadelige Rotte- og Musearter. Det er derfor høist urigtigt at skyde den almindelige Katugle, som saa ofte fanger disse ubudne Gjæster og i Lader og paa Lofter er bedre end Katte.