Vi samlede nu tørre Kviste og Stubber og fik i kort Tid Forraad nok til vor Nying, som derpaa blev tændt. Vi stoppede og tændte ligeledes vore Piber og leirede os om det høitflammende Baal, der kastede sit flagrende Lys ind imellem Træstammerne og paa de glindsende Barnaale, paa hvilke Regndraaberne i Lysskinnet funklede som Diamanter. Tjernets blanke Flade gjenspeilede med forunderlig Klarhed det flammende Baal og dets nærmeste, belyste Omgivelser. De Timer, som jeg paa Jagt og Fiskeri med ligestemte Kamerater har tilbragt omkring den tændte Nying i Skoven, regner jeg til de behageligste, jeg som Naturforsker og Jæger i mit Liv har havt.
Botolf begyndte nu at undervise sin vordende Jagtkamerat om, hvorledes han skulde bære sig ad, for at komme en spillende Tiur paa Skud. Derpaa fik vi ham til at fortælle nogle af de Hændelser, som han havde oplevet paa sine Bjørne- og Elgjagter i disse mørke Skove.
53Medens vi saaledes tause lyttede til Botolfs livlige Skildringer, fore vi iveiret ved Lyden af en stærk Pladsken tæt ved os og saa en stor, mørk Fugl med susende Vingeslag fare over vore Hoveder. Uvilkaarlig grebe vi efter vore Børser; men Fuglens Forbifart var saa hurtig, at den forlængst var os afsyne, forinden vi fik dem fat. Botolf sad ganske rolig og sagde smilende: „Den Kar’n vil nok la sig høre paa Natkvisten her i Nærheden, og jeg tør mest forsikre, at jeg ved, hvilken Furu den har valgt til sit Natteleie.“
Atter blev Fortællingen afbrudt derved, at en snurrende Lyd ligesom af en Spinderok lod sig høre tæt ved os. Snart syntes den at være nærmere, snart fjernere. „Jeg tror, at det er Huldren, som spinder paa Rokken sin,“ udbrød en af de unge Jægere, idet han kastede et polisk, spørgende Blik paa Botolf, der var midt inde i en Bjørnehistorie. — „Du har vist faaet for god Lærdom til at tro paa sligt Tøv,“ bemærkede Østerdølen alvorligt; „jeg kan syne dig Spindersken; hun sidder paa den tørre Kvisten i den Grana derborte,“ tilføiede han, pegende mod det betegnede Sted. Vi syntes, at det var en Lavdot; men Botolf vedblev sin Paastand; thi, han havde seet Fuglen sætte sig der, sagde han. Den unge Jæger bemærkede, at Lyden syntes ikke at komme derfra; men jeg fortalte dem, at den Fugl, som han nu hørte, var en sand Bugtaler, som kunde forstærke og dæmpe Lyden saaledes, at man ikke kunde sikkert angive, hvorfra den kom. Jeg spurgte Botolf, om han havde seet Natteravnen; thi jeg vidste, at det var den, som frembragte denne besynderlige Lyd. „Ja mange hundrede Gange levende, men aldrig død,“ svarede han. Jeg bad ham tage min Børse, hvis venstre Løb var ladet med fine Hagel, og prøve, om han kunde træffe den Fugl, som han paastod endnu sad og snurrede paa Grankvisten. „Det er vel skymt,“ sagde han, idet han spændte Hanen; „men jeg lyt vel freste.“ Han lagde til Kinden, sigtede, trykkede løs og vi saa, at Botolf havde Ret; thi en Fugl styrtede virkelig ned fra Kvisten. Den blev hentet, og Skytteren, der øiensynlig glædede sig over sit heldige Skud, fik nu se en død Natteravn. „Den har jo Øine som en Katugle, men Hodet saa fladt som Svalens, og saa har den jo intet til Neb,“ bemærkede han ved dens Besigtigelse. — „Vistnok er Nebbet lidet og svagt, ja mindre end hos alle andre Fugle; men ikke destomindre kan den sluge en hel Tordyvel,“ sagde jeg, idet jeg aabnede dens uhyre Gab. — „Nei, Make te Matglugge skulde du vel aldrig ha set,“ udbrød han forbauset og leende; „og saa har den Værhaar som en Kat,“ tilføiede han, pegende paa de stive Børster, som omgive Gabet. Jeg forklarede ham, at Fuglen lever af Natsommerfugle og andre Insekter, som flyve omkring i Skumringen, og at den ved Hjælp af sit store Gab snapper dem i Luften, ligesom Svalerne. Den ligner ogsaa disse med sine lange Vinger, sin lette Flugt og sine hurtige Vendinger og kaldes derfor Natsvale, hvilket er et mere passende Navn end Natteravn. Den er lidt mindre end en Gjøg; Overkroppen graaspraglet med langsgaaende, sorte Flekker, Underkroppen med rustgulagtige og sortbrune Tverstreger.
54Knaldet af Børsen, der drønede rundt om i Aasen, bragte flere af Skovens og Vandets bevingede Beboere i Oprør. Fra Tjernet lød Lommens hvinende Angstskrig, og fra Aasen paa den anden Side istemmede Hubroen sit uhyggelige, vidtlydende Uhu, medens Katuglen snart skreg sit „Klævit-Klævit,“ snart udtutrede sit Hahu, hu, hu, hu. Nede fra Tjernet hørtes Fisketittens (Strandsnipens) klartlydende „Tittivili-Tittivili-ti-ti-ti,“ og høit i Luften hørte vi Raagjeitens eller Mækregaukens Brægen, som skuffende lignede Gjedens. Koncerten var mangestemmig, men ikke vakker. Tonerne udtrykte dels Vrede, dels Skræk, dels Ærgrelse.