51

Den 12te Mai vare vi fire Jægere samlede paa en ensomt liggende, af mørke Skove omkrandset Gaard i Østerdalen. Den ene af os, Botolf, Gaardens Eier, var en erfaren og bekjendt „Skogsmand”. Klokken otte om Aftenen traadte vi med denne vor Fører i Spidsen ind paa Skovstien. En mild Mairegn havde tidligere paa Dagen opfrisket Skov og Mark. Birketræerne, som stode i Skovkanten, vare i Løvspretten og udaandede sin forfriskende Duft. Forskjellige Fugle rundt om os istemmede sin glade Aftensang, ligesom en Takkebøn til den algode Skaber, der saa faderligen sørger for dem.

Det var dog især en Fugleart, hvis Sang frydede vort Øre ved sin Vellyd og Afvexling. Sangerne — thi der var mange af dem — sad temmelig langt fra hverandre øverst paa Grantoppene og ligesom svarede hverandre i en Stevkamp. Snart hørtes høie, klare Fløitetoner, snart en sagtere melodisk Kvitren. Det var Norges Nattergal — Maaltrosten.

Rødkjælken forsøgte ligesom at efterligne Maaltrosten baade i Sang og Væsen, men mægtede ikke de klare Fløitetoner. Bogfinken og Rødstjerten deltoge ivrigt i Koncerten, og Hakkespætterne vare Trommeslagere. Fra et tæt Snar af Birke-, Gran- og Enerbuske lød Svarttrostens (Solsortens) klare, vemodige Fløitetoner saa yndigt, at den næsten tog Luven fra Maaltrosten; men Rødving- og Graatrosten, som ogsaa vilde lade sig høre, kom rent tilkort i Kapsyngningen. Botolf syntes bedst om Gjøgen, som idag efter Regnet gol og skrattede ivrigt, idet den flyttede sig fra Træ til Træ.

Solen var netop gaaen ned, da vi henimod Klokken 9 naaede det Sted, hvor vi skulde leire os for Natten. Det var i et sydligt Bakkehæld. Herfra havde vi gjennem en bred Aabning i Skoven (en Nyrydning) Udsigt til et nedenfor liggende, temmelig stort Tjern, paa hvis speilblanke Flade vi tydelig kunde se, naar en Kjø eller Løie hoppede op for at snappe et Fly. Midt ude i Tjernet glede et Par Lommer sagte frem, dukkede nu og da under og kom efter et Par Minuter atter op. Tre andre Fugle, som svømmede langsmed den anden Side af Tjernet, troede to af os vare Stokænder, medens de andre paastode, at det var Fiskeænder. Vor fortræffelige Kikert hævede snart denne Meningsforskjel, idet vi gjennem den tydelig kunde se baade Fuglenes Skikkelse og Farve. Det brede, gulgrønne Neb, det mørkegrønne, skinnende Hoved og Hals, den fintvatrede Ryg, det mørkeblaa, glindsende Vingespeil og de to øverste og midterste, tilbagekrøllede Stjertfjedre lode ingen Tvivl tilbage om, at det var Hanner af Græs- eller Stokanden, Stamdyret til vore tamme Ænder.

Gjennem Kikerten kunde vi ligeledes strax se, at Lommerne vare af den store, smuktfarvede Art, som kaldes Storlom. Denne har nemlig 52mørkviolet, fløielsglindsende Forhals, lyst, askegraat Baghoved og Overhals samt hvidt Underliv. Brystsiderne ere sort- og hvidstribede; Ryggen sort, med smaa, hvide, firkantede, regelmæssigt ordnede Flekker og Punkter. Fødderne sidde saa langt tilbage, at Fuglen ikke kan bruge dem til at gaa med, men de ere kraftige Svømmeredskaber. Den er næsten saa stor som en Gaas, lever alene af Fisk, som den forfølger og griber under Vandet; thi under Dukningen bruger den baade Vinger og Fødder, saa at den skyder en svær Fart. Da det er en for Fiskevandene skadelig Fugl, bør man søge at formindske deres Antal; men den er meget sky og formedelst sin tætte Fjerbeklædning vanskelig at dræbe ved Hagelskud. Man kan derimod let fange den i Snare, naar man har fundet dens Rede, som den altid har lige ved Vandkanten, for at den fra Vandet kan skyde sig lige op i samme. — Det Skrig, som Lommen udstøder, naar den ligger paa Vandet, ligner et Menneskes Nødraab, naar det er stedt i Dødsfare. Da det især høres i Aftenskumringen, har overtroiske Folk antaget det for Raabet af et ondt Væsen, som de tro har sit Tilhold i Vandet, og som de kalde Nøkken. Gjentages denne sørgelige, rædselsvækkende Lyd, tro de, at et Menneske snart skal drukne. Det er især mod Uveir, at Lommen udstøder disse hæslige Skrig. Naar den flyver, lyder dens Skrig ganske anderledes: „Kåkåråkåk-Kåkåråkåk-kåka-kåka.

Da det ikke kunde nytte, at fire Jægere gik sammen paa en Tiurleg, blev det bestemt, at vi skulde dele os i to Partier: Botolf skulde tage en af de unge Jægere med sig; jeg og den anden unge Jæger skulde begive os hen til en Myr, som laa ved Enden af Tjernet, og hvor Orhanen holdt sit Spil. Botolf havde der indrettet to Barhytter, saa at hver af os kunde faa godt Skjul. Himmelen begyndte efter Solnedgangen at overskyes; men Luften var mild og stille, saa at Botolf lovede os et friskt Morgenspil. Med Undtagelse af Maaltrosten og Rødkjælken, som endnu lod sine vakre Toner lyde fra Grantoppene rundt om os, havde Skovens Sangere begivet sig til Hvile.

51

Den 12te mai var vi fire jegere samlede på en ensomt liggende, av mørke skoger omkrandset gård i Østerdalen. Den ene av oss, Botolf, gårdens eier, var en erfaren og bekjent „skogsmann”. Klokken åtte om Aftenen trådte vi med denne vår fører i Spidsen inn på skogstien. En mild Mairegn hadde tidligere på dagen opfrisket skog og Mark. Birketræerne, som stod i skogkanten, vare i Løvspretten og udaandede sin forfriskende duft. Forskjellige fugler rundt om oss istemte sin glade aftensang, likesom en Takkebøn til den algode skaper, der så faderligen sørger for dem.

Det var dog især en fugleart, hvis sang frydet vårt øre ved sin vellyd og avveksling. Sangerne — thi der var mange av dem — satt temmelig langt fra hverandre øverst på grantoppene og likesom svarede hverandre i en stevkamp. Snart hørtes høye, klare fløytetoner, snart en saktere melodisk Kvitren. Det var Norges nattergal — måltrosten.

Rødkjelken forsøkte likesom å etterligne måltrosten både i sang og vesen, men maktet ikke de klare fløytetoner. Bokfinken og Rødstjerten deltok ivrigt i konserten, og hakkespettene var trommeslagere. Fra et tett snar av Birke-, Gran- og Enerbuske lød Svarttrostens (Solsortens) klare, vemodige fløytetoner så yndigt, at den nesten tok luven fra måltrosten; men Rødving- og gråtrosten, som også ville la seg høre, kom rent tilkort i Kapsyngningen. Botolf syntes best om gjøken, som i dag etter regnet gol og skrattede ivrigt, idet den flyttet seg fra tre til tre.

Solen var nettopp gåen ned, da vi henimot klokken 9 nådde det sted, hvor vi skulle leire oss for natten. Det var i et sydligt bakkehell. Herfra hadde vi gjennom en bred åpning i skogen (en nyrydning) utsikt til et nedenfor liggende, temmelig stort tjern, på hvis speilblanke flate vi tydelig kunne se, når en Kjø eller løye hoppet opp for å snappe et fly. Midt ute i tjernet glede et par lommer sakte frem, dukket nå og da under og kom etter et par minutter atter opp. Tre andre fugler, som svømte langsmed den annen side av tjernet, trodde to av oss vare stokkender, mens de andre påsto, at det var Fiskeænder. Vår fortreffelige kikert hevet snart denne meningsforskjell, idet vi gjennom den tydelig kunne se både Fuglenes skikkelse og farge. Det brede, gulgrønne nebb, det mørkegrønne, skinnende hode og hals, den fintvatrede rygg, det mørkeblå, glinsende vingespeil og de to øverste og midterste, tilbagekrøllede stjertfjær lot ingen tvil tilbake om, at det var hanner av Græs- eller stokkanden, Stamdyret til våre tamme ender.

Gjennom kikerten kunne vi likeledes straks se, at lommene var av den store, smuktfarvede art, som kalles Storlom. Denne har nemlig 52mørkviolet, fløyelsglinsende Forhals, lyst, askegrått bakhode og Overhals samt hvitt underliv. Brystsidene er sort- og hvitstripede; Ryggen sort, med små, hvite, firkantede, regelmessig ordnede flekker og punkter. Føttene sitte så langt tilbake, at fuglen ikke kan bruke dem til å gå med, men de er kraftige Svømmeredskaber. Den er nesten så stor som en gås, lever alene av fisk, som den forfølger og griper under vannet; thi under Dukningen bruker den både vinger og føtter, så at den skyder en svær fart. Da det er en for fiskevannene skadelig fugl, bør man søke å forminske deres antall; men den er meget sky og formedelst sin tette fjærbekledning vanskelig å drepe ved Hagelskud. Man kan derimot lett fange den i snare, når man har funnet dens rede, som den alltid har like ved vannkanten, for at den fra vannet kan skyde seg like opp i samme. — Det skrik, som lommen utstøter, når den ligger på vannet, ligner et Menneskes nødrop, når det er stedt i dødsfare. Da det især høres i Aftenskumringen, har overtroiske Folk antatt det for Raabet av et ondt vesen, som de tro har sitt tilhold i vannet, og som de kaller Nøkken. Gjentas denne sørgelige, redselsvekkende lyd, tro de, at et menneske snart skal drukne. Det er især mot uvær, at lommen utstøter disse heslige skrik. Når den flyver, lyder dens skrik ganske annerledes: „Kåkåråkåk-Kåkåråkåk-kåka-kåka.

Da det ikke kunne nytte, at fire jegere gikk sammen på en tiurleik, ble det bestemt, at vi skulle dele oss i to partier: Botolf skulle ta en av de unge jegere med seg; jeg og den annen unge jeger skulle begi oss hen til en myr, som lå ved enden av tjernet, og hvor Orhanen holdt sitt spill. Botolf hadde der innrettet to barhytter, så at hver av oss kunne få godt skjul. Himmelen begynte etter solnedgangen at overskyes; men luften var mild og stille, så at Botolf lovede oss et friskt Morgenspil. Med unntakelse av måltrosten og rødkjelken, som ennå lot sine vakre toner lyde fra grantoppene rundt om oss, hadde Skovens sangere begitt seg til hvile.