50

Langt ind i Aasen er et stille VandMed høie, mørke skovbegrode Kyster,Hvor Fjeldet bader sine kolde Bryster,Hvor Birken skjelver paa den tause StrandOg sine gule Blade langsomt rysterPaa Vandet ned: kun saa den græde kan.

Fra Lien smiler ingen venlig HytteOg ingen Snekke fra den trange Vig;Tys! hisset rasler det! — en enkelt SkytteIgjennem Skoven sagte lister sigOg standser ofte og maa varsomt lytteTil Røiens og Tiurens hæse Skrig.

Men Bølgen er saa dyb, saa mild, saa klarOg giver Himlens Blik saa rent tilbage,Som om den Komer-Søens Skatte bar,Og derfor løfter sig en stille KlageFra Søens Grund; dens Sorg vil Vinger tageOg fra det Høie fordre Trøst og Svar:

Ak, jeg har Kraft at fange Himlens Blaa,Og der er ingen, som kan se derpaa!Snart knuges jeg af Vintrens blanke Lænker,Men ingen aner, hvad derunder tænker,Og intet Øie har i mig sig speilet,Og ingen Lilje paa mit Bryst har seilet.

Men Höstens klare Luft vemodig smiler;Thi Søens stumme Sprog den godt forstaar.51En Fugl derover ned mod Syden iler,Og Skytten hjem igjen af Skoven gaar.Og Søen sukker, lukker sig og hvilerI stille Drømme til den næste Vaar.

50

Langt inn i Aasen er et stille vannMed høye, mørke skogbegrodde Kyster,Hvor fjellet bader sine kalde bryster,Hvor bjørken skjelver på den tause StrandOg sine gule Blade langsomt rysterPå vannet ned: kun så den gråte kan.

Fra Lien smiler ingen vennlig hytteOg ingen snekke fra den trange Vig;Tys! hisset rasler det! — en enkelt SkytteIgjennom skogen sakte lister segOg stanser ofte og må varsomt lytteTil Røiens og Tiurens hese skrik.

Men Bølgen er så dyp, så mild, så klarOg gir Himlens blikk så rent tilbake,Som om den Komer-Søens skatter bar,Og derfor løfter seg en stille klageFra Søens grunn; dens sorg vil vinger taOg fra det Høye fordre trøst og svar:

Ak, jeg har kraft å fange Himlens Blaa,Og der er ingen, som kan se derpå!Snart knuges jeg av vinterens blanke lenker,Men ingen aner, hva derunder tenker,Og intet Øye har i meg seg speilet,Og ingen lilje på mitt bryst har seilet.

Men Höstens klare luft vemodig smiler;Thi Søens stumme språk den godt forstår.51En Fugl derover ned mot Syden iler,Og Skytten hjem igjen av skogen går.Og Søen sukker, lukker seg og hvilerI stille drømmer til den neste vår.