Uagtet mange af Norges Egne ere blevne skovarme ved Befolkningens tankeløse Ødselhed, saa gives der dog endnu mange store Strækninger, som Tømmerhuggerens Øxe har behandlet noget mere skaansomt, og i hvilke man sjelden træffer Mennesker eller Spor af deres Virksomhed. I saadanne Skove finder man de Dyr, der enten frygte Menneskenes Naboskab, eller som alene paa saadanne Steder finde de for sin Natur passende Næringsmidler. Det er med en blandet Følelse af Frygt og Forventning, at man for første Gang fordyber sig i disse vidtstrakte, mørke, tause Skove; der har jo — saa hørte vi i vor Barndom — den stærke Bjørn, den lumske Ulv og den blodtørstige Gaupe sit Tilhold. Med speidende Øie og lyttende Øre vandrer man forsigtig frem paa en knap synlig Sti, som slynger sig mellem de vældige Træstammer, hvis høitragende Toppe suse i den svage Luftning. I denne Sindstilstand kan Lyden af en Gren, der brækkes under vore Fødder, eller Pladsken af en opskræmt Skovfugls Vingeslag faa os til at fare sammen; en mosgroet Sten eller Stubbe bliver i vore Øine et vildt Dyr; kort sagt: vi have en Følelse, som om vi vare omgivne af lurende Fiender. Men efter nogle Skovvandringer forsvinder denne Følelse af Frygt. Nu aabnes vort Øie for 50Skovens Herligheder, og vi lære at forstaa mere og mere af dens Sprog og dens hemmelighedsfulde, tiltrækkende Magt.
Men, for at lære at kjende det Liv, der rører sig i disse milevide Skove, maa man som Jæger eller Naturforsker have gjennemstreifet dem ofte og til forskjellige Aarstider. En saadan Skovjagt ville vi nu forsøge at skildre. Vor første Vandring skal især gaa ud paa at iagttage og gjøre os bekjendte med de Fuglearters Udseende og Sædvaner, der fornemmelig have sit Tilhold i vore ensomme, mørke Gran- og Furuskove. Til denne vælge vi nu en Vaardag. Paa denne opdage vi jo Skovens vingede Beboere lettest, fordi de da især give sine Følelser tilkjende ved at synge, som Ordsproget siger, hver med sit Neb. Men de forskjellige Skovfugle lade sine Stemmer høre til forskjellige Tider af Døgnet, nogle i den tidlige Morgenstund lidt før og lidt efter Solrenningen, andre længere frem paa Dagen, og atter andre om Aftenen, ja selv om Natten. Vi ville tiltræde vor Vandring henimod Aftenen og overnatte i Skoven paa et Sted, hvor vi kunne være i Nærheden af Tiurens og Aarhanens Legepladse.