Idet vi langs Foden af Fjeldet gik gjennem en Strækning, bevoxet med Virevikkel, støkte Hundene op en Fjeldrak (Hvidræv), som, idet den for os forbi, fik et Par Skud Rypehagl, der saarede den saaledes, at den blev greben og dræbt af Hundene. Den var ikke hvid som om Vinteren, men Hoved, Nakke og Ryg vare mørkegraa, og kun Siderne, Bugen og Struben vare hvide. Denne Ræveart forlader sjelden Høifjeldet, hvor den lever af Lemæn, Harer og Ryper. Den er langtfra saa slu som Rødræven.
Vor Veiviser, der tidligere i 3 Aar havde været Gjeter paa den Sæter, hvor vi havde ligget om Natten, fortalte os, at Jerven havde sit Tilhold i Stenurene paa det Fjeld, vi havde besteget, og at den engang, medens han var Gjeter, havde dræbt en Sau og to Lam, før han blev Udyret var og jog det bort ved Stenkast; „men den var mest slik, at den ikje ville gi sig,“ tilføiede han. I Forhold til sin Størrelse — den er neppe større, men meget kraftigere bygget end Rødræven — er Jerven vort stærkeste og mest blodtørstige Rovdyr. I Skabning 49har den Lighed baade med Maaren og Bjørnen, hvilken sidste den især ligner i Fødernes Dannelse. Den er brun af Farve med en sort, busket Hale. Den anfalder og dræber baade de voxne Rener og især Kalvene. Overalt i Landet, hvor Renen færdes, finder man ogsaa denne dens farligste Fiende.
Vi vare denne Gang ikke saa heldige at faa se Edelfalken gjøre Jagt paa Fjeldryperne, hvilket undertiden hænder, naar Falken er i Nærheden af det Sted, hvor man opskræmmer en Flok af disse Fugle; thi da begynder Jagten øieblikkelig, idet den med Pilens Fart styrter efter sit Bytte, som den ofte griber i første Slag; men ikke sjelden støder den forbi, og da begynder egentlig det Spændende i Skuespillet. Med den Følelse, som altid griber os, naar vi se Svagheden og Værgeløsheden truet af Overmagten, følge vi med Øiet de hurtige Bevægelser. Vi frydes ved at se den Forfulgte udvikle en Flyvefærdighed, som vi aldrig havde ventet. Ved raske Vendinger undgaar den Røverens Klør; i utrolig Fart stiger den næsten lodret i Veiret, for at vinde Høiden fra sin frygtelige Fiende, der dog snart har naaet denne Fordel, og nu atter gjentager sit Slag med en Fart, der lader vort Øie blot fornemme dens Bevægelse som en Stribe i Luften. Atter feilet! er vort glade Udraab. Med samme Fart gaar det paanyt opad, men nu til en saadan Høide, at vi tabe dem begge afsyne.
Da vi den følgende Dag forlod Sæteren og dens venlige Beboere, udbrød den yngste blandt os, idet han pegede paa Fjeldtopperne: „Jeg har aldrig følt mig gudfrygtigere og gladere, aldrig elsket min Skaber, mine Medmennesker og mit Fædreland saa høit, som da jeg sad deroppe.“