48

Idet vi langs Foden af Fjeldet gik gjennem en Strækning, bevoxet med Virevikkel, støkte Hundene op en Fjeldrak (Hvidræv), som, idet den for os forbi, fik et Par Skud Rypehagl, der saarede den saaledes, at den blev greben og dræbt af Hundene. Den var ikke hvid som om Vinteren, men Hoved, Nakke og Ryg vare mørkegraa, og kun Siderne, Bugen og Struben vare hvide. Denne Ræveart forlader sjelden Høifjeldet, hvor den lever af Lemæn, Harer og Ryper. Den er langtfra saa slu som Rødræven.

Vor Veiviser, der tidligere i 3 Aar havde været Gjeter paa den Sæter, hvor vi havde ligget om Natten, fortalte os, at Jerven havde sit Tilhold i Stenurene paa det Fjeld, vi havde besteget, og at den engang, medens han var Gjeter, havde dræbt en Sau og to Lam, før han blev Udyret var og jog det bort ved Stenkast; „men den var mest slik, at den ikje ville gi sig,“ tilføiede han. I Forhold til sin Størrelse — den er neppe større, men meget kraftigere bygget end Rødræven — er Jerven vort stærkeste og mest blodtørstige Rovdyr. I Skabning 49har den Lighed baade med Maaren og Bjørnen, hvilken sidste den især ligner i Fødernes Dannelse. Den er brun af Farve med en sort, busket Hale. Den anfalder og dræber baade de voxne Rener og især Kalvene. Overalt i Landet, hvor Renen færdes, finder man ogsaa denne dens farligste Fiende.

Vi vare denne Gang ikke saa heldige at faa se Edelfalken gjøre Jagt paa Fjeldryperne, hvilket undertiden hænder, naar Falken er i Nærheden af det Sted, hvor man opskræmmer en Flok af disse Fugle; thi da begynder Jagten øieblikkelig, idet den med Pilens Fart styrter efter sit Bytte, som den ofte griber i første Slag; men ikke sjelden støder den forbi, og da begynder egentlig det Spændende i Skuespillet. Med den Følelse, som altid griber os, naar vi se Svagheden og Værgeløsheden truet af Overmagten, følge vi med Øiet de hurtige Bevægelser. Vi frydes ved at se den Forfulgte udvikle en Flyvefærdighed, som vi aldrig havde ventet. Ved raske Vendinger undgaar den Røverens Klør; i utrolig Fart stiger den næsten lodret i Veiret, for at vinde Høiden fra sin frygtelige Fiende, der dog snart har naaet denne Fordel, og nu atter gjentager sit Slag med en Fart, der lader vort Øie blot fornemme dens Bevægelse som en Stribe i Luften. Atter feilet! er vort glade Udraab. Med samme Fart gaar det paanyt opad, men nu til en saadan Høide, at vi tabe dem begge afsyne.

Da vi den følgende Dag forlod Sæteren og dens venlige Beboere, udbrød den yngste blandt os, idet han pegede paa Fjeldtopperne: „Jeg har aldrig følt mig gudfrygtigere og gladere, aldrig elsket min Skaber, mine Medmennesker og mit Fædreland saa høit, som da jeg sad deroppe.“

48

Idet vi langs foten av fjellet gikk gjennom en strekning, bevokst med Virevikkel, støkte hundene opp en Fjeldrak (hvitrev), som, idet den for oss forbi, fikk et par skudd Rypehagl, der saarede den således, at den ble grepet og drept av hundene. Den var ikke hvit som om vinteren, men hode, nakke og rygg vare mørkegrå, og kun sidene, buken og strupen var hvite. Denne reveart forlater sjelden høyfjellet, hvor den lever av lemen, harer og ryper. Den er langtfra så slu som rødreven.

Vår veiviser, der tidligere i 3 år hadde vært gjeter på den Sæter, hvor vi hadde ligget om natten, fortalte oss, at Jerven hadde sitt tilhold i steinurene på det Fjell, vi hadde besteget, og at den engang, mens han var gjeter, hadde drept en sau og to lam, før han ble udyret var og jog det bort ved steinkast; „men den var mest slik, at den ikje ville gi seg,“ tilføyet han. I forhold til sin størrelse — den er neppe større, men meget kraftigere bygget enn rødreven — er Jerven vårt sterkeste og mest blodtørstige rovdyr. I skapning 49har den likhet både med måren og bjørnen, hvilken siste den især ligner i føttenes dannelse. Den er brun av farge med en sort, busket hale. Den anfaller og dreper både de voksne reiner og især kalvene. Overalt i landet, hvor reinen ferdes, finner man også denne dens farligste fiende.

Vi var denne gang ikke så heldige å få se Edelfalken gjøre jakt på fjellrypene, hvilket undertiden hender, når Falken er i nærheten av det sted, hvor man oppskremmer en Flok av disse fugler; thi da begynner jakten øyeblikkelig, idet den med Pilens fart styrter etter sitt bytte, som den ofte griper i første slag; men ikke sjelden støter den forbi, og da begynner egentlig det Spændende i skuespillet. Med den følelse, som alltid griper oss, når vi ser svakheten og Værgeløsheden truet av overmakten, følger vi med øyet de hurtige bevegelser. Vi frydes ved å se den Forfulgte utvikle en flyveferdighet, som vi aldri hadde ventet. Ved raske vendinger unngår den Røverens klør; i utrolig fart stiger den nesten loddrett i været, for å vinne høyden fra sin fryktelige fiende, der dog snart har nået denne fordel, og nå atter gjentar sitt slag med en fart, der lar vårt Øye blot fornemme dens bevegelse som en stripe i luften. Atter feilet! er vårt glade utrop. Med samme fart går det paanyt oppad, men nå til en sådan høyde, at vi taper dem begge av syne.

Da vi den følgende Dag forlot seteren og dens vennlige beboere, utbrøt den yngste blant oss, idet han pekte på fjelltoppene: „Jeg har aldri følt meg gudfrygtigere og gladere, aldri elsket min skaper, mine medmennesker og mitt fedreland så høyt, som da jeg satt deroppe.“