Klokken 11 naaede vi omsider Fjeldets Top; Vestenvinden havde feiet Taagen og Skyerne væk, saa at vi fra vort høie Standpunkt (henved 5000 Fod over Havet) overskuede maaske 100 geografiske □ Mile af vort Fædreneland. Rundane og Snehætten lige i Nord, mere vestlig Loms- og Valdersfjeldene, hvoriblandt vi mente at skimte Galdhøpiggen, Norges høieste Fjeldtop; i Nordost gjenkjendte vi det afrundede Tronfjeld, og lige i Øst havde vi for os Renhølens takkede Ryg. Paa Fjeldsletten nedenunder os blinkede Fjeldvandene i det klare Solskin; og, sænkede Blikket sig ned gjennem den mørke, 48skovrige Fjelddal, paa hvis øverste Skrænt Sæterbygningerne, som vi om Morgenen havde forladt, tog sig ud som Dvergboliger, skimtede vi hist og her Fjeldelven og nederst i Fordybningen et mørkt Fjeldvand, bekjendt som et af de bedste Fiskevande i vid Omkreds.

Vor Veiviser, som formodede, at der var Rensdyr i Nærheden, og som var gaaet ud paa det Sted, hvorfra han kunde se lige ned paa Fjeldsletten mod Syd, kom nu springende tilbage med den Melding, at en „otrulig stor Reinhop“ gik lige ned under Styrtningen. Vi ilede efter ham hen til Randen af Skrænten og fik snart Øie paa Flokken, der bestod af Simler med sine Kalve og nogle Ungbukke. De store og gamle Hanner leve paa denne Aarstid for sig selv. — Dyrene løb meget urolige om hverandre, slog med Forfødderne, stak Hovedet hurtigt mod Jorden og viste mange sære Fagter. Da jeg spurgte Veiviseren, hvad dette skulde betyde, sagde han: „Dei dræp og æt Lemæn.“ „Aa Snak!“ indvendte en af mine unge Ledsagere; „Renen er jo et drøvtyggende Dyr, som lever af Fjeldurter og Renmose.“ „Jau, de veit eg nok,“ gjensvarede Gutten, „men han tæk ful Lemæn endaa.“ Dette var et naturhistorisk Spørgsmaal, som maatte afgjøres, og vi besluttede at komme efter, om det forholdt sig rigtigt, som Gutten paastod. Vi skyndte os derfor at stige ned ad en brat Stenur ved Siden af Styrtningen. Renflokken hørte Larmen af de nedrullende Stene, for sammen i en tæt Klynge, saa op mod Uren, og afsted bar det i skarpt Trav. Da vi kom ned paa Aastedet, opdagede vi snart, at Gutten havde Ret; thi vi fandt der flere søndertraadte Lemæn, men hos alle var Gorsækken (Maven) borte. De fine Fjeldurter, som Lemæn fortærer, og hvormed dens Mave er fuldstoppet, maa rimeligvis smage Renen fortræffeligt. At ofte hele Lemæn tygges og svælges, er efter gamle Renjægeres Opgivende ikke nogen Tvivl underkastet. Gutten paastod, at „Gjeita aat Lemæn liksaa rat som Rein.“

Klokken 11 nådde vi omsider fjellets topp; Vestenvinden hadde feiet tåken og skyene vekk, så at vi fra vårt høye standpunkt (henved 5000 fot over havet) overskuet maaske 100 geografiske □ mil av vårt fedreland. Rundane og Snehætten like i nord, mer vestlig Loms- og Valdersfjeldene, hvoriblandt vi mente å skimte Galdhøpiggen, Norges høyeste fjelltopp; i nordost gjenkjente vi det avrundede Tronfjeld, og like i øst hadde vi for oss Renhølens takket rygg. På fjellsletten nedenunder oss blinket fjellvannene i det klare solskinn; og, sænkede blikket seg ned gjennom den mørke, 48skogrike fjelldal, på hvis øverste skrent sæterbygningene, som vi om morgenen hadde forlatt, tok seg ut som Dvergboliger, skimtet vi hist og her fjellelven og nederst i fordypningen et mørkt fjellvann, bekjent som et av de beste fiskevann i vid omkrets.

Vår veiviser, som formodet, at der var Rensdyr i nærheten, og som var gått ut på det sted, hvorfra han kunne se like ned på fjellsletten mot Syd, kom nå springende tilbake med den melding, at en „otrulig stor Reinhop“ gikk like ned under styrtningen. Vi ilede etter ham hen til randen av skrenten og fikk snart Øye på flokken, der bestod av simler med sine kalver og noen ungbukker. De store og gamle hanner leve på denne årstid for seg selv. — Dyrene løp meget urolige om hverandre, slo med forføttene, stak hodet hurtig mot jorden og viste mange sære fakter. Da jeg spurte Veiviseren, hva dette skulle bety, sa han: „Dei dræp og ætt lemen.“ „Aa Snak!“ innvendte en av mine unge ledsagere; „Reinen er jo et drøvtyggende dyr, som lever av fjellurter og reinmose.“ „Jau, de veit eg nok,“ gjensvarede gutten, „men han tæk ful lemen endaa.“ Dette var et naturhistorisk spørsmål, som måtte avgjøres, og vi besluttet å komme etter, om det forholdt seg riktig, som gutten påstod. Vi skyndte oss derfor å stige ned ad en brat steinur ved siden av styrtningen. Renflokken hørte larmen av de nedrullende Steiner, for sammen i en tett klynge, så opp mot Uren, og av sted bar det i skarpt trav. Da vi kom ned på åstedet, oppdaget vi snart, at gutten hadde rett; thi vi fant der flere søndertraadte lemen, men hos alle var Gorsækken (maven) borte. De fine fjellurter, som lemen fortærer, og hvormed dens mave er fullstoppet, må rimeligvis smake reinen fortreffelig. At ofte hele lemen tygges og svelges, er etter gamle Renjægeres Opgivende ikke noen tvil underkastet. Gutten påstod, at „Gjeita aat lemen likså rat som Rein.“