Læreplanatlas
Tredie SkoletrinI. Om Dyrelivet paa Norges Høifjelde.

46. En Undersøgelse.

47

Klokken 11 naaede vi omsider Fjeldets Top; Vestenvinden havde feiet Taagen og Skyerne væk, saa at vi fra vort høie Standpunkt (henved 5000 Fod over Havet) overskuede maaske 100 geografiske □ Mile af vort Fædreneland. Rundane og Snehætten lige i Nord, mere vestlig Loms- og Valdersfjeldene, hvoriblandt vi mente at skimte Galdhøpiggen, Norges høieste Fjeldtop; i Nordost gjenkjendte vi det afrundede Tronfjeld, og lige i Øst havde vi for os Renhølens takkede Ryg. Paa Fjeldsletten nedenunder os blinkede Fjeldvandene i det klare Solskin; og, sænkede Blikket sig ned gjennem den mørke, 48skovrige Fjelddal, paa hvis øverste Skrænt Sæterbygningerne, som vi om Morgenen havde forladt, tog sig ud som Dvergboliger, skimtede vi hist og her Fjeldelven og nederst i Fordybningen et mørkt Fjeldvand, bekjendt som et af de bedste Fiskevande i vid Omkreds.

Vor Veiviser, som formodede, at der var Rensdyr i Nærheden, og som var gaaet ud paa det Sted, hvorfra han kunde se lige ned paa Fjeldsletten mod Syd, kom nu springende tilbage med den Melding, at en „otrulig stor Reinhop“ gik lige ned under Styrtningen. Vi ilede efter ham hen til Randen af Skrænten og fik snart Øie paa Flokken, der bestod af Simler med sine Kalve og nogle Ungbukke. De store og gamle Hanner leve paa denne Aarstid for sig selv. — Dyrene løb meget urolige om hverandre, slog med Forfødderne, stak Hovedet hurtigt mod Jorden og viste mange sære Fagter. Da jeg spurgte Veiviseren, hvad dette skulde betyde, sagde han: „Dei dræp og æt Lemæn.“ „Aa Snak!“ indvendte en af mine unge Ledsagere; „Renen er jo et drøvtyggende Dyr, som lever af Fjeldurter og Renmose.“ „Jau, de veit eg nok,“ gjensvarede Gutten, „men han tæk ful Lemæn endaa.“ Dette var et naturhistorisk Spørgsmaal, som maatte afgjøres, og vi besluttede at komme efter, om det forholdt sig rigtigt, som Gutten paastod. Vi skyndte os derfor at stige ned ad en brat Stenur ved Siden af Styrtningen. Renflokken hørte Larmen af de nedrullende Stene, for sammen i en tæt Klynge, saa op mod Uren, og afsted bar det i skarpt Trav. Da vi kom ned paa Aastedet, opdagede vi snart, at Gutten havde Ret; thi vi fandt der flere søndertraadte Lemæn, men hos alle var Gorsækken (Maven) borte. De fine Fjeldurter, som Lemæn fortærer, og hvormed dens Mave er fuldstoppet, maa rimeligvis smage Renen fortræffeligt. At ofte hele Lemæn tygges og svælges, er efter gamle Renjægeres Opgivende ikke nogen Tvivl underkastet. Gutten paastod, at „Gjeita aat Lemæn liksaa rat som Rein.“