Vi vare nu komne til Stenuren, der omringede Fjeldets Fod, og begyndte at klavre opad mod en lidt høiere liggende Snefond, da en Lyd som af et snorkende Menneske lod sig høre tæt ved os. Det er to Fjeldrypehanner, som løbe foran os paa Stenhellerne. Paf! Paf! de ere vore. Ved Skudene komme flere Ryper frem, som have ligget mellem Stenene i Uren, og inden ½ Time have vi en Tylvt i vore Jagttasker. Dette var det i Forveien bestemte Antal, og det var alene Hanner; thi det var aftalt, at den, der paa denne Aarstid skjød en Hunrype, skulde betale en drøi Mulkt.

Af begge Slags Ryper have vi altid flere Hanner end Hunner, og de Fjeldrypehunner, som ikke have faaet nogen Mage, slaa sig da ofte sammen i smaa Selskaber, hvorimod Enstakningerne af Lirypen ere mindre selskabelige. — I Stemme, Opholdssted, Levemaade og Sædvaner ere disse to Slags Ryper meget ulige. Fjeldrypen forlader aldrig om Sommeren Bratfjeldet, hvor den især træffes i Nærheden af Snefonderne, medens Lirypen lever mellem Birken og i Virekrattet paa Fjeldsletten og den øverste Del af Lierne.

Idet vi gik over Snefonden, saa vi ganske friske Spor efter 11 Rensdyr, som havde ligget og hvilet paa Sneen. Forinden vi naaede Toppen af Fjeldet, traf vi paa en sumpig Strækning nogle smukke Fugle, der i Skabning lignede Heiloen, men vare mindre, kortere og tykkere, med sort Kalot, et bredt hvidt Baand over Øinene til Nakken, graa Overkrop, rustrødt Bryst med en stor sort Flek i Midten. De vare saa spake, at de løbe blot nogle faa Skridt foran os. Denne Fjeldlo kaldte Veiviseren Boltit; paa Vestlandet, hvor den i Træktiden viser sig om Vaaren, kaldes den Rundfugl. Paa Stenene, der stak op igjennem den Snefond, der indtog den sidste Afsats af Fjeldet, sad kvidrende Snetitinger, hvis Stemmer løde vakkert fra Snemarken. I sin rene, sorte og hvide Sommerdragt er Snetitingen en af vore vakreste Smaafugle. Den og Fjeldrypen trives bedst mellem Sten og Sne og oplive om Sommeren de ellers øde Fjeldtoppe.

Vi var nå kommet til steinuren, der omringet fjellets fot, og begynte at klavre oppad mot en litt høyere liggende snøfonn, da en lyd som av et snorkende menneske lot seg høre tett ved oss. Det er to fjellrypehanner, som løpe foran oss på steinhellene. Paff! Paff! de er våre. Ved Skudene komme flere ryper frem, som har ligget mellom stenene i Uren, og innen ½ time har vi en Tylvt i våre Jagttasker. Dette var det i forveien bestemte antall, og det var alene hanner; thi det var avtalt, at den, der på denne årstid skjød en Hunrype, skulle betale en drøy mulkt.

Av begge Slags ryper har vi alltid flere hanner enn hunner, og de fjellrypehunner, som ikke har fått noen mage, slå seg da ofte sammen i små selskaper, hvorimot enstakningene av lirypen er mindre selskapelige. — I stemme, oppholdssted, levemåte og sedvaner er disse to Slags ryper meget ulige. Fjellrypen forlater aldri om sommeren brattfjellet, hvor den især treffes i nærheten av snøfonnene, mens lirypen lever mellom bjørken og i Virekrattet på fjellsletten og den øverste del av Lierne.

Idet vi gikk over snøfonnen, så vi ganske friske spor etter 11 Rensdyr, som hadde ligget og hvilet på Sneen. Forinden vi nådde toppen av fjellet, traff vi på en sumpig strekning noen smukke fugler, der i skapning lignet Heiloen, men vare mindre, kortere og tykkere, med sort kalott, et bredt hvitt bånd over øynene til nakken, grå overkropp, rustrødt bryst med en stor sort flekk i midten. De var så spake, at de løper blot noen få skritt foran oss. Denne Fjeldlo kalte Veiviseren Boltit; på Vestlandet, hvor den i trekktiden viser seg om våren, kalles den Rundfugl. På stenene, der stak opp igjennom den snøfonn, der indtog den siste avsats av fjellet, satt kvitrende Snetitinger, hvis stemmer lød vakkert fra snømarken. I sin rene, sorte og hvite sommerdrakt er Snetitingen en av våre vakreste småfugler. Den og fjellrypen trives best mellom Sten og Sne og oplive om sommeren de ellers øde fjelltopper.