Vi vare nu komne til Stenuren, der omringede Fjeldets Fod, og begyndte at klavre opad mod en lidt høiere liggende Snefond, da en Lyd som af et snorkende Menneske lod sig høre tæt ved os. Det er to Fjeldrypehanner, som løbe foran os paa Stenhellerne. Paf! Paf! de ere vore. Ved Skudene komme flere Ryper frem, som have ligget mellem Stenene i Uren, og inden ½ Time have vi en Tylvt i vore Jagttasker. Dette var det i Forveien bestemte Antal, og det var alene Hanner; thi det var aftalt, at den, der paa denne Aarstid skjød en Hunrype, skulde betale en drøi Mulkt.
Af begge Slags Ryper have vi altid flere Hanner end Hunner, og de Fjeldrypehunner, som ikke have faaet nogen Mage, slaa sig da ofte sammen i smaa Selskaber, hvorimod Enstakningerne af Lirypen ere mindre selskabelige. — I Stemme, Opholdssted, Levemaade og Sædvaner ere disse to Slags Ryper meget ulige. Fjeldrypen forlader aldrig om Sommeren Bratfjeldet, hvor den især træffes i Nærheden af Snefonderne, medens Lirypen lever mellem Birken og i Virekrattet paa Fjeldsletten og den øverste Del af Lierne.
Idet vi gik over Snefonden, saa vi ganske friske Spor efter 11 Rensdyr, som havde ligget og hvilet paa Sneen. Forinden vi naaede Toppen af Fjeldet, traf vi paa en sumpig Strækning nogle smukke Fugle, der i Skabning lignede Heiloen, men vare mindre, kortere og tykkere, med sort Kalot, et bredt hvidt Baand over Øinene til Nakken, graa Overkrop, rustrødt Bryst med en stor sort Flek i Midten. De vare saa spake, at de løbe blot nogle faa Skridt foran os. Denne Fjeldlo kaldte Veiviseren Boltit; paa Vestlandet, hvor den i Træktiden viser sig om Vaaren, kaldes den Rundfugl. Paa Stenene, der stak op igjennem den Snefond, der indtog den sidste Afsats af Fjeldet, sad kvidrende Snetitinger, hvis Stemmer løde vakkert fra Snemarken. I sin rene, sorte og hvide Sommerdragt er Snetitingen en af vore vakreste Smaafugle. Den og Fjeldrypen trives bedst mellem Sten og Sne og oplive om Sommeren de ellers øde Fjeldtoppe.