Da vi den næste Morgen fuldt rustede traadte ud af Sæterstuen, laa Fjeldtoppen, som vi skulde bestige, indhyllet i Taage; men en frisk Vestenvind lovede os længere ud paa Formiddagen en klar Himmel. Paa vor Vei opad Lien traf vi ligesom igaar en Mængde Lemæn. En stor Hugorm laa lige i Fodstien, badende sig i Solskinnet. Den løftede, hvæsende og spillende med sin kløftede Tunge, Hovedet truende i Veiret, og mine to unge Ledsagere fore forskrækkede et Par Skridt tilbage. Jeg satte raskt Foden paa dens Nakke saaledes, at jeg kunde gribe den lige bag Hovedet og løftede den i Veiret. I dens vidtopspilede Gab kunde vi nu i Overmunden se dens to spidse Gifttænder. Dens Farve paa Oversiden var graabrun med et sort Siksakbaand efter Midten; nedenunder var den mørk staalgraa. Den var 1¼ Alen lang, og paa Midten havde den en stærk Udvidning, der føltes som en bevægelig Klump. Da vi, efter at have knust dens Hoved, aabnede Bugen for at se, hvad Klumpen indeholdt, fandt vi, at det var en Lemæn, som den nylig havde slugt. Ved at undersøge Bygningen af dens Mund, kunde vi forklare os, hvorledes den havde kunnet sluge et Dyr, der var meget tykkere end den selv. Kjævebenene vare nemlig ikke fast forbundne indbyrdes, men blot forenede med Baand, der ere elastiske som Viskelær.

Da vi vare komne op paa den Strækning, der strakte sig opad mod Foden af det Fjeld, som vi skulde bestige, kom en stor Fugl med langsomme Vingeslag strygende saa tæt forbi os, at et Skud strakte den stendød til Marken. Det var en Fjeldvaak — Veiviseren kaldte den Sjøvaak — en Rovfugl, der har sit Tilhold paa Fjeldene, hvor den især nærer sig af Lemæn. Den er lidt større end Mus- eller Ormevaaken, som forekommer i de lavere liggende Skovbygder, lysere af Farve, og dens Fødder ere fjerklædte lige til Tæerne.

Et Udraab af Veiviseren: „Sjaa Kvitørna“ bragte os til at se i den Retning, hvor han pegede, og vi saa nu en prægtig, stor, snehvid Fugl med raske Vingeslag flyve opad Skraaningen, hvor den i nogle hundrede Alens Afstand satte sig paa en spids Bjergknab. Fra sit ophøiede Sæde syntes den roligt at skue ned paa os, der langsomt rykkede nærmere i spændt Forventning, om den vilde blive siddende, indtil vi kunde komme paa Skudhold. Pludselig faar den Øie paa vore Hunde, der i kort Afstand fra os gjennemsøgte et Krat af lave Virebuske, og styrter sig med et skarpt Skrig: „Kræ-u, Kræ-u“ saa tæt ned mod den forreste af dem, at denne udstøder et forskrækket Bjæf. Idet den atter stiger i Veiret, knalde paa engang fire Børser, og den snehvide Fugl tumler ned af Luften. Vi have nu for vore Fødder en gammel Han af Sneuglen, der maaler 2½ Alen mellem Vingespidserne. Det krumme Neb er ganske skjult mellem hvide, haarformige, foroverliggende 47Fjer, og i det runde Hoved glimre de guldgule Øine. Denne Ugle, der har sit Tilhold paa Nordens Høifjelde, blændes ikke af Sollyset og flyver derfor omkring paa lyse Dagen. Dens Næring bestaar af Lemæn, Harer og Ryper.

Da vi den neste morgen fullt rustede trådte ut av Sæterstuen, lå fjelltoppen, som vi skulle bestige, innhyllet i tåke; men en frisk Vestenvind lovede oss lenger ut på formiddagen en klar himmel. På vår vei oppad Lien traff vi likesom i går en mengde lemen. En stor Hugorm lå like i Fodstien, badende seg i solskinnet. Den løftet, hvesende og spillende med sin kløftede tunge, hodet truende i været, og mine to unge ledsagere fore forskrekket et par skritt tilbake. Jeg satte raskt foten på dens nakke således, at jeg kunne gripe den lige bak hodet og løftet den i været. I dens vidtoppspilte gap kunne vi nå i overmunnen se dens to spisse gifttenner. Dens farge på oversiden var gråbrun med et sort sikksakkbånd etter midten; nedenunder var den mørk stålgrå. Den var 1¼ alen lang, og på midten hadde den en sterk Udvidning, der føltes som en bevegelig klump. Da vi, etter å ha knust dens hode, åpnet buken for å se, hva klumpen inneholdt, fant vi, at det var en lemen, som den nylig hadde slukt. Ved å undersøke bygningen av dens munn, kunne vi forklare oss, hvorledes den hadde kunnet sluke et dyr, der var meget tykkere enn den selv. Kjevebenene var nemlig ikke fast forbundne innbyrdes, men blot forente med bånd, der er elastiske som viskelær.

Da vi var kommet opp på den strekning, der strakte seg oppad mot foten av det Fjell, som vi skulle bestige, kom en stor fugl med langsomme vingeslag strykende så tett forbi oss, at et skudd strakte den steindød til marken. Det var en fjellvåk — Veiviseren kalte den Sjøvaak — en rovfugl, der har sitt tilhold på fjellene, hvor den især nærer seg av lemen. Den er litt større enn Mus- eller ormevåken, som forekommer i de lavere liggende skogbygder, lysere av farge, og dens føtter er fjærkledde like til tærne.

Et utrop av Veiviseren: „Sjaa Kvitørna“ brakte oss til å se i den retning, hvor han pekte, og vi så nå en prektig, stor, snøhvit fugl med raske vingeslag flyve oppad skråningen, hvor den i noen hundre Alens avstand satte seg på en spiss Bjergknab. Fra sitt opphøyde sete syntes den rolig å skue ned på oss, der langsomt rykket nærmere i spent forventning, om den ville bli sittende, inntil vi kunne komme på skuddhold. Plutselig får den Øye på våre hunder, der i kort avstand fra oss gjennomsøkte et Krat av lave Virebuske, og styrter seg med et skarpt skrik: „Kræ-u, Kræ-u“ så tett ned mot den forreste av dem, at denne utstøter et forskrekket bjeff. Idet den atter stiger i været, knalde på engang fire børser, og den snehvide fugl tumler ned av luften. Vi har nå for våre føtter en gammel Han av snøuglen, der måler 2½ alen mellom vingespissene. Det krumme nebb er ganske skjult mellom hvite, haarformige, foroverliggende 47fjær, og i det runde hode glimre de gullgule øyne. Denne ugle, der har sitt tilhold på Nordens Høifjelde, blendes ikke av sollyset og flyver derfor omkring på lyse dagen. Dens næring består av lemen, harer og ryper.