Da vi nu fra en Høide overskuede de smaa Fjeldvande, hvori vi haabede at finde Ænder, opdagede vi strax en liden Flok, der ligesom var falden i Søvn paa den blanke, solbelyste Vandflade; thi gjennem Kikerten saa vi, at de havde gjemt Hovedet under Vingen. Vi udkastede vor Angrebsplan saaledes, at to af os skulde gaa ned til det ene Vand, hvori ingen And opdagedes, og sætte sig mellem Dvergbirkene tæt ved Bredden, medens de to andre skulde søge at komme de slumrende Ænder paa Skud. Vor Plan lykkedes, og efter en halv Times Forløb havde vi stukket tre smukke, store Fjeldænder i vore Jagttasker. Deres Neb var lyseblaat med sort Spids, Hoved og Nakke sorte med grøn Glands; Hals og Bryst sortglindsende, Ryg og Skuldre hvide, vatrede med fine, sorte Bølgelinjer og hvidt Vingespeil; Øinene prægtigt gule. Vore Hunde hentede de skudte Ænder ud af Vandet.

Vi vare nu saaledes vel forsynede med Proviant til næste Dag og besluttede os derfor til ikke at lade os standse paa vor Vandring hverken ved Ryper, Ænder eller Lemæn. Men, da vi omtrent en halv Mil fra Sæteren gik gjennem en lang Strækning, bevoxet med Dvergbirk, hvor der vrimlede af Lemæn, opskræmte vi et Par Fugle, der i Flugten formedelst sine ualmindelig lange Vinger syntes at være meget store. Denne Fristelse var for stor, og de yngre Jægeres Børser knaldede atter, hvorved den ene af Fuglene vingeskudt tumlede ned fra Luften. Da en af Hundene løb til, for som sædvanligt at apportere (bringe Vildtet), kastede Fuglen sig paa Ryggen, hug sine hvasse Klør fast i Hundens Læbe og Øre og slap ikke Taget, forinden jeg med et Stik af min Pennekniv gjennem dens Nakke havde givet den en hurtig Død. Det var en kortøret Ugle med glimrende, gule Øine, ovenpaa tegnet med mørkebrune og rustgule Flekker, nedenunder blegt rustgul med brune Længdestreger; de sammenlagte Vinger rak ud over den korte Hale. Da denne Ugle ikke er meget lyssky, saa ser man den paa Fjeldsletterne flyve omkring om Dagen, naar Himlen er overskyet. Den har om Sommeren sit Tilhold paa den Del af vore Høifjelde, hvor den finder Lemæn, som er dens fornemste Føde, og lægger sit Rede paa Marken paa en Tue mellem Videbuske.

Vi havde nu naaet en Høide og saa under os en med Huse bestrøet Sætervang, — Maalet for vor Dagsreise. Snart vare vi i den rummelige, renlige Sæterstue, og efter at have slukket vor Tørst af de fyldte Melkeboller, maatte vi alle ifærd med at plukke, rense, vaske og stege vort Jagtbytte, hjulpne af et Par lattermilde Sæterjenter. To raske Smaagutter bragte os et Knippe vakre, spettede Kjøer, som de havde fisket i Aaen nedenfor Sæteren, og i Glæden over den blanke Tolvskilling, som hver af dem fik for Fisken, gjorde de det ene Rundkast efter det andet paa den grønne Sætervold. 46Et herligere Maaltid end det, vi saaledes selv havde tillavet, syntes ingen af os at have nydt, og vi kunde med fuld Ret istemme: „Klippens Top, som Granen bær, muntre Sjeles Fristed er. Verdens Tummel nedenfor til vor skyhøie Bolig ei naar.“

Da vi nå fra en høyde overskuet de små fjellvann, hvori vi håpet å finne ender, oppdaget vi straks en liten Flok, der likesom var falt i søvn på den blanke, solbelyste vannflate; thi gjennom kikerten så vi, at de hadde gjemt hodet under vingen. Vi utkastet vår angrepsplan således, at to av oss skulle gå ned til det ene vann, hvori ingen and opdagedes, og sette seg mellom Dvergbirkene tett ved bredden, mens de to andre skulle søke å komme de slumrende ender på skudd. Vår plan lyktes, og etter en halv Times Forløb hadde vi stukket tre smukke, store fjellender i våre Jagttasker. Deres nebb var lyseblått med sort spiss, hode og nakke sorte med grønn glans; Hals og bryst sortglinsende, rygg og skuldre hvite, vatret med fine, sorte bølgelinjer og hvitt vingespeil; Øynene prektig gule. Våre hunder hentet de skudte ender ut av vannet.

Vi var nå således vel forsynte med proviant til neste dag og besluttet oss derfor til ikke å la oss stanse på vår vandring hverken ved ryper, ender eller lemen. Men, da vi omtrent en halv mil fra seteren gikk gjennom en lang strekning, bevokst med dvergbjørk, hvor der vrimlet av lemen, oppskremte vi et par fugler, der i flukten formedelst sine ualminnelig lange vinger syntes å være meget store. Denne fristelse var for stor, og de yngre Jægeres børser knallet atter, hvorved den ene av fuglene vingeskutt tumlet ned fra luften. Da en av hundene løp til, for som sedvanlig å apportere (bringe viltet), kastet fuglen seg på ryggen, hug sine hvasse klør fast i Hundens leppe og øre og slapp ikke taket, forinden jeg med et stikk av min pennekniv gjennom dens nakke hadde gitt den en hurtig død. Det var en kortøret ugle med glimrende, gule øyne, ovenpå tegnet med mørkebrune og rustgule flekker, nedenunder blekt rustgul med brune lengdestreker; de sammenlagte vinger rak ut over den korte hale. Da denne ugle ikke er meget lyssky, så ser man den på fjellslettene flyve omkring om dagen, når Himlen er overskyet. Den har om sommeren sitt tilhold på den del av våre høyfjell, hvor den finner lemen, som er dens fornemste føde, og legger sitt rede på marken på en tue mellom videbusker.

Vi hadde nå nået en høyde og så under oss en med hus bestrøet setervang, — målet for vår dagsreise. Snart var vi i den rommelige, renlige seterstue, og etter å ha slukket vår tørst av de fylte Melkeboller, måtte vi alle ifærd med å plukke, rense, vaske og stege vårt jaktbytte, hjulpet av et par lattermilde seterjenter. To raske smågutter brakte oss et knippe vakre, spettede Kjøer, som de hadde fisket i åen nedenfor seteren, og i gleden over den blanke Tolvskilling, som hver av dem fikk for fisken, gjorde de det ene rundkast etter det andre på den grønne setervoll. 46Et herligere måltid enn det, vi således selv hadde tillaget, syntes ingen av oss å ha nytt, og vi kunne med full rett istemme: „Klippens topp, som Granen bær, muntre Sjeles fristed er. Verdens Tummel nedenfor til vår skyhøye bolig ei når.“