Klokken er 2, og Jagten maa afbrydes, for at vi i betimelig Tid kan komme til vort endnu fjerne Nattekvarter. Veiviseren fortæller, at der paa Veien did findes en enlig Sæter, hvor vi kunne faa Melk, saa meget vi ville forlange, og, da den varme Dag har gjort os baade tørstige og sultne, følge vi ham vel tilmode. Forfriskede ved den deilige Fjeldmelk bærer det atter afsted, idet de unge Jægere med Veiviseren syngende ile foran, for at se efter Ænder i nogle smaa Fjeldvande, der ligge ved Siden af Veien, som knapt synlig slynger sig frem over den bølgeformige Fjeldslette. Sangen standser pludselig, og vi se vore unge Ledsagere fare omkring hver med en afbrukket Birkebusk i Haanden, leende og slaaende mellem Tuerne. Her var en ny Jagt; men Vildtet var ikke spiseligt. De vare komne til et Sted, hvor det i bogstavelig Forstand vrimlede af Lemæn. Ved hvert Skridt, som man gjorde mellem Tuerne, styrtede 4—5 af Gangen frem og satte sig gnelrende kjekt til Modværge, saa at et eneste Slag med Busken kunde dræbe flere. Da de fore løs paa vore Støvler, hvori de bede med sandt Raseri, var det paa en vis Maade en Nødværgekamp, hvori især Dølegutten viste sig ivrig; thi han kjendte tilfulde den Skade, som de for nogle Aar siden havde anrettet nede i Dalen, hvor de hos hans Forældre, der vare fattige Husmandsfolk, havde fortæret det meste af Afgrøden. Han syntes saaledes at være i sin gode Ret, naar han ødelagde dette „Ufrø.“ Vi standsede imidlertid Kampen, ved saa hurtigt som muligt at ile gjennem denne Strækning, og medtog nogle af de faldne Fiender, for at undersøge dem noget nærmere. Det var Dyr, noget mindre end Vonden (Jordrotten), af samme Skabning, men med ganske kort Hale, sorte og gule paa Hovedet, Ryggen og Siderne og graagule paa Bugen. I en Hun, som vi aabnede, fandt vi sex Unger. Saadanne føde de flere Gange om Aaret, og, da disse igjen blive Mødre i en Alder af 3 Maaneder, kan man forklare sig, hvorledes nogle Par kan i Løbet af nogle faa Aar formere sig til Tusinder. Man behøver saaledes ei at ty til en saa naturstridig og urimelig Mening som den, at de regne ned fra Luften. Naar Høifjeldet er blevet opfyldt af deres Mængde, vaagner Vandringsdriften ligesom paa engang hos disse talløse Skarer, der flokke sig sammen og drage nedad Dalsiderne og gjennem Dalførerne i Millioner. Paa denne Vandring ledsages de af sine Fiender: Ræve, Røskatte, Høge, Ugler og Ravne, der fraadse i det rige Bytte. Skarerne trænge bestandigt fremad og forsøge at svømme over stride Elve og brede Søer, ja vove sig endog ud i Havet; men her finde de sin Grav. Nogle enkelte, der 45ikke have fulgt Strømmen, blive tilbage paa Fjeldene og blive Stamfædre til nye Skarer. Der kan medgaa 10—15 Aar mellem hver saadan Udvandring fra en og samme Del af Norges Høifjelde; men Lemænsvandringerne norden- og søndenfjelds indtræffe ikke altid samtidigt.

Klokken er 2, og jakten må avbrytes, for at vi i betimelig tid kan komme til vårt ennå fjerne Nattekvarter. Veiviseren forteller, at der på veien dit finnes en enlig Sæter, hvor vi kunne få melk, så meget vi ville forlange, og, da den varme Dag har gjort oss både tørstige og sultne, følger vi ham vel tilmode. Forfriskede ved den deilige fjellmelk bærer det atter av sted, idet de unge jegere med Veiviseren syngende ile foran, for å se etter ender i noen små fjellvann, der ligge ved siden av veien, som knapt synlig slynger seg frem over den bølgeformige fjellslette. Sangen stanser plutselig, og vi ser våre unge ledsagere fare omkring hver med en afbrukket Birkebusk i hånden, leende og slående mellom tuene. Her var en ny jakt; men viltet var ikke spiselig. De var kommet til et sted, hvor det i bokstavelig forstand vrimlet av lemen. Ved hvert skritt, som man gjorde mellom tuene, styrtet 4—5 av gangen frem og satte seg gnelrende kjekt til motverge, så at et eneste slag med busken kunne drepe flere. Da de fore løs på våre støvler, hvori de bede med sandt raseri, var det på en viss måte en nødvergekamp, hvori især Dølegutten viste seg ivrig; thi han kjente tilfulde den skade, som de for noen år siden hadde anrettet nede i Dalen, hvor de hos hans foreldre, der var fattige husmannsfolk, hadde fortært det meste av Afgrøden. Han syntes således å være i sin gode rett, når han ødela dette „Ufrø.“ Vi stanset imidlertid kampen, ved så hurtig som mulig å ile gjennom denne strekning, og medtog noen av de falne fiender, for å undersøke dem noe nærmere. Det var dyr, noe mindre enn Vonden (Jordrotten), av samme skapning, men med ganske kort hale, sorte og gule på hodet, ryggen og sidene og grågule på buken. I en Hun, som vi åpnet, fant vi seks unger. Sådanne føde de flere ganger om Aaret, og, da disse igjen bli mødre i en alder av 3 måneder, kan man forklare seg, hvorledes noen par kan i løpet av noen få år formere seg til Tusinder. Man behøver således ei å ty til en så naturstridig og urimelig mening som den, at de regner ned fra luften. Når høyfjellet er blitt oppfylt av deres mengde, våkner Vandringsdriften likesom på engang hos disse talløse Skarer, der flokke seg sammen og dra nedad dalsidene og gjennom dalførene i Millioner. På denne vandring ledsages de av sine fiender: Reve, røyskatter, Høge, ugler og ravner, der fråtse i det rike bytte. Skarene trenge bestandig fremad og forsøke å svømme over stride elver og brede Søer, ja vove seg endog ut i havet; men her finne de sin grav. Noen enkelte, der 45ikke have fulgt strømmen, bli tilbake på fjellene og bli stamfedre til nye Skarer. Der kan medgå 10—15 år mellom hver sådan utvandring fra en og samme del av Norges Høifjelde; men lemensvandringene norden- og sønnenfjells inntreffe ikke alltid samtidig.