Læreplanatlas
Tredie SkoletrinI. Om Dyrelivet paa Norges Høifjelde.

42. Lemæn.

44

Klokken er 2, og Jagten maa afbrydes, for at vi i betimelig Tid kan komme til vort endnu fjerne Nattekvarter. Veiviseren fortæller, at der paa Veien did findes en enlig Sæter, hvor vi kunne faa Melk, saa meget vi ville forlange, og, da den varme Dag har gjort os baade tørstige og sultne, følge vi ham vel tilmode. Forfriskede ved den deilige Fjeldmelk bærer det atter afsted, idet de unge Jægere med Veiviseren syngende ile foran, for at se efter Ænder i nogle smaa Fjeldvande, der ligge ved Siden af Veien, som knapt synlig slynger sig frem over den bølgeformige Fjeldslette. Sangen standser pludselig, og vi se vore unge Ledsagere fare omkring hver med en afbrukket Birkebusk i Haanden, leende og slaaende mellem Tuerne. Her var en ny Jagt; men Vildtet var ikke spiseligt. De vare komne til et Sted, hvor det i bogstavelig Forstand vrimlede af Lemæn. Ved hvert Skridt, som man gjorde mellem Tuerne, styrtede 4—5 af Gangen frem og satte sig gnelrende kjekt til Modværge, saa at et eneste Slag med Busken kunde dræbe flere. Da de fore løs paa vore Støvler, hvori de bede med sandt Raseri, var det paa en vis Maade en Nødværgekamp, hvori især Dølegutten viste sig ivrig; thi han kjendte tilfulde den Skade, som de for nogle Aar siden havde anrettet nede i Dalen, hvor de hos hans Forældre, der vare fattige Husmandsfolk, havde fortæret det meste af Afgrøden. Han syntes saaledes at være i sin gode Ret, naar han ødelagde dette „Ufrø.“ Vi standsede imidlertid Kampen, ved saa hurtigt som muligt at ile gjennem denne Strækning, og medtog nogle af de faldne Fiender, for at undersøge dem noget nærmere. Det var Dyr, noget mindre end Vonden (Jordrotten), af samme Skabning, men med ganske kort Hale, sorte og gule paa Hovedet, Ryggen og Siderne og graagule paa Bugen. I en Hun, som vi aabnede, fandt vi sex Unger. Saadanne føde de flere Gange om Aaret, og, da disse igjen blive Mødre i en Alder af 3 Maaneder, kan man forklare sig, hvorledes nogle Par kan i Løbet af nogle faa Aar formere sig til Tusinder. Man behøver saaledes ei at ty til en saa naturstridig og urimelig Mening som den, at de regne ned fra Luften. Naar Høifjeldet er blevet opfyldt af deres Mængde, vaagner Vandringsdriften ligesom paa engang hos disse talløse Skarer, der flokke sig sammen og drage nedad Dalsiderne og gjennem Dalførerne i Millioner. Paa denne Vandring ledsages de af sine Fiender: Ræve, Røskatte, Høge, Ugler og Ravne, der fraadse i det rige Bytte. Skarerne trænge bestandigt fremad og forsøge at svømme over stride Elve og brede Søer, ja vove sig endog ud i Havet; men her finde de sin Grav. Nogle enkelte, der 45ikke have fulgt Strømmen, blive tilbage paa Fjeldene og blive Stamfædre til nye Skarer. Der kan medgaa 10—15 Aar mellem hver saadan Udvandring fra en og samme Del af Norges Høifjelde; men Lemænsvandringerne norden- og søndenfjelds indtræffe ikke altid samtidigt.