Længe forinden vi betraadte Myrstrækningen, hørte vi Heiloens eller Fjeldloens enstonende, klagende Fløiten, og, da vi naaede den mest tuede Del, saa vi os paa alle Sider omringede af disse smukke Fugle, der sad paa Tuerne og vendte sit sorte, med Hvidt indfattede Bryst mod Vandringsmændene, som trængte sig ind paa deres Enemærker. Overkroppen er brun med smukke, gule Dropler. De ere ikke saa skye ved sine Klækkesteder, som naar de Høst og Vaar flokkevis trække gjennem Landets lavere Egne. Hver Gang Børsen knaldede, — vi vilde nemlig have en Heilo tilmands til Aftensmad — traadte flere og flere Fugle op paa Tuerne, saa at det var vanskeligt for de unge Jægere at afholde sig fra at skyde flere end det bestemte Antal; men de to gamle Jægere, der havde sine Hønsehunde med sig, lovede dem Ryper at øve deres Skydefærdighed paa, og vi forlod derfor Heiloernes Tilholdssted og steg opad en jævnt hældende, sumpig, med graa Virebuske bedækket Strækning, idet Hundene, der hidtil lydige havde gaaet ved Siden af sine Herrer, fik Befaling til at opsøge Trakten, der saa ud til at være en god Rypetrakt. Det varede ikke længe, førend Hundenes Bevægelser viste, at de havde faaet Lugten af Ryper; pludselig standsede først den ene og derpaa den anden, men saa langt adskilte, at det var tydeligt, at de havde fundet hver sin Rype. De to ældre Jægere, hver ledsaget af en yngre, der skulde faa det første Skud, nærme sig nu Hundene, der med udstrakt Hale, fremrakt Hals og stirrende Øine staa som forstenede. De træde lige til Siden af Hundene med Fingeren paa Hanen, færdige til Angreb. Hunde og Jægere ere nu lige ubevægelige; men de yngre skjelve næsten af spændt Forventning. Paa Marken foran Hunden opdages ingen Rype, og Hunden faar Befaling til at gaa længere frem. Neppe har den, ledsaget af Jægeren, gjort et Par Skridt, før den brune Fugl med de hvide Vinger flyver med snurrende Vingeslag op bag en liden Virebusk og lader høre sin høitlydende Stemme, der ligner et Menneskes Latter. Den yngre Jæger affyrer sit Gevær, men feiler; den ældre lægger roligt til Kinden, trykker af, og Rypen, som nu er omtrent 40 Skridt borte, styrter, idet den snurrer rundt i Luften, stendød i Marken. Hunden 44faar Befaling til at bringe den til Jægeren, og, medens denne roligt begynder at lade paany, bringer Hunden den skudte Fugl, som den forsigtigt bærer i Munden og afleverer i sin Herres Hænder. Næsten i samme Øieblik knalde de to andre Jægeres Børser med samme Udfald. Hundene begynde atter at søge og faa paany Stand; men denne Gang er den ene af de yngre Jægere roligere,og hans Skud bringer Rypesteggens Haanlatter til at forstumme, hvorimod den anden atter feiler, og først ved det tredie Skud kan han stikke en vakker Rypesteg i sin Jagttaske.

Lenge forinden vi betrådte myrstrekningen, hørte vi Heiloens eller Fjeldloens enstonende, klagende fløyten, og, da vi nådde den mest tuete del, så vi oss på alle Sider omringet av disse smukke fugler, der satt på tuene og vendte sitt sorte, med hvitt innfattet bryst mot vandringsmennene, som trengte seg inn på deres enemerker. Overkroppen er brun med smukke, gule dropler. De er ikke så sky ved sine klekkesteder, som når de høst og vår flokkevis trekke gjennom Landets lavere Egne. Hver gang børsen knallet, — vi ville nemlig ha en Heilo tilmands til aftensmat — trådte flere og flere fugler opp på tuene, så at det var vanskelig for de unge jegere å avholde seg fra at skyde flere enn det bestemte antall; men de to gamle jegere, der hadde sine hønsehunder med seg, lovede dem ryper å øve deres skyteferdighet på, og vi forlot derfor heiloenes tilholdssted og steg oppad en jevnt hellende, sumpig, med grå Virebuske bedekket strekning, idet hundene, der hittil lydige hadde gått ved siden av sine Herrer, fikk Befaling til å oppsøke trakten, der så ut til å være en god Rypetrakt. Det varte ikke lenge, før Hundenes bevegelser viste, at de hadde fått lukten av ryper; plutselig stanset først den ene og derpå den annen, men så langt adskilte, at det var tydelig, at de hadde funnet hver sin Rype. De to eldre jegere, hver ledsaget av en yngre, der skulle få det første skudd, nærme seg nå hundene, der med utstrakt hale, fremrakt hals og stirrende øyne stå som forstenede. De tre like til siden av hundene med fingeren på hanen, ferdige til angrep. Hunder og jegere er nå like ubevegelige; men de yngre skjelve nesten av spent forventning. På marken foran hunden oppdages ingen Rype, og hunden får Befaling til å gå lenger frem. Neppe har den, ledsaget av jegeren, gjort et par skritt, før den brune fugl med de hvite vinger flyver med snurrende vingeslag opp bak en liten Virebusk og lar høre sin høitlydende stemme, der ligner et Menneskes latter. Den yngre jeger avfyrer sitt gevær, men feiler; den eldre legger rolig til kinnen, trykker av, og Rypen, som nå er omtrent 40 skritt borte, styrter, idet den snurrer rundt i luften, steindød i marken. Hunden 44får Befaling til å bringe den til jegeren, og, mens denne rolig begynner å la paany, bringer hunden den skudte fugl, som den forsiktig bærer i munnen og avleverer i sin Herres hender. Nesten i samme øyeblikk knalde de to andre Jægeres børser med samme utfall. Hundene begynne atter å søke og få paany stand; men denne gang er den ene av de yngre jegere roligere,og hans skudd bringer Rypesteggens hånlatter til å forstumme, hvorimot den annen atter feiler, og først ved det tredje skudd kan han stikke en vakker Rypesteg i sin jakttaske.