39

Hvor herligt er mit Fødeland,Det havomkrandste gamle Norge!Sku disse stolte Klippeborge,Som evig trodse Tidens Tand, —Urverdners gamle Bautastene,Som gjennem Klodens Storme eneSom Kjæmper end i Brynjer blaaMed Sølverhjem om Issen staa!

Da Akethor saa Norges Fjeld,Sin Kongestol han der opreiste;De Kjæmper, som mod Skyenkneiste,De huede hans Heltesjel.Naar høit i Sky sin Vogn hankjørte,Sin Hyldest han fra Klippen hørte;De Kjæmpestemmer hylded Thor,Da var der Helteold i Nord!

Da ser jeg, hvor min Nordmand gikI Stormgang fast, saa Jordenbæved;Ham Døden var en Mø, somsvævedUdi hans Arm med Freias BlikOg i en Runddands over ValenHam hæved op til Gudesalen;Og end i Livets AfskedsstundEt Drapa kvad den blege Mund.

Jeg har de gamle Sagn saa kjær;Naar Luren gjennem Dalen tonerVemodig gjennem Birkens Kroner,Da drømmer jeg om Blod paaSværd.Naar Fossen vildt fra Klippenskummer,Sin monotone Bas den brummer:Da tykkes mig, jeg hører KlangAf Vaabenstorm og Skaldesang.

I Fjeldets Søn endnu jeg serEt Skud af gamle Kjæmpestammen;I Øiet funkler Helteflammen,Som freidig kun ad Faren ler.I Pigens Øine blaa jeg skuerUskyldighed og Sjofnas Luer,Og Iduns evig unge VaarPaa hendes Kinder farvet staar.

Ja! herligt er mit Fødeland,Det gamle klippefaste Norge,Med Sommerdal og Vinterborge,Som evig trodse Tidens Tand.Om Kloden rokkes end, dets FjeldeSkal Stormen dog ei kunne fælde;Som Bauta end de skulle staaOg vise, hvor vort Norge laa.

39

Hvor herlig er mitt Fødeland,Det havomkrandste gamle Norge!Sku disse stolte klippeborger,Som evig trodse Tidens tann, —Urverdners gamle Bautastene,Som gjennom Klodens Storme eneSom Kjæmper enn i brynjer blåMed Sølverhjem om issen stå!

Da Akethor så Norges Fjeld,Sin Kongestol han der oppreiste;De kjemper, som mot skyenkneiste,De huede hans Heltesjel.Når høyt i sky sin vogn hankjørte,Sin hyldest han fra klippen hørte;De kjempestemmer hyllet Thor,Da var der Helteold i nord!

Da ser jeg, hvor min nordmann gikkI Stormgang fast, så jordenbevde;Ham døden var en Mø, somsvevetUti hans arm med Freias BlikOg i en Runddands over ValenHam hevet opp til Gudesalen;Og enn i Livets avskjedsstundEt drapa kvad den bleke munn.

Jeg har de gamle sagn så kjær;Når luren gjennom Dalen tonerVemodig gjennom Birkens kroner,Da drømmer jeg om blod påSverd.Når fossen vilt fra klippenskummer,Sin monotone bas den brummer:Da tykkes meg, jeg hører klangAv Vaabenstorm og Skaldesang.

I fjellets sønn ennå jeg serEt skudd av gamle kjempestammen;I øyet funkler Helteflammen,Som freidig kun ad faren ler.I Pigens øyne blå jeg skuerUskyldighet og Sjofnas Luer,Og Iduns evig unge vårPå hennes kinner farvet står.

Ja! herlig er mitt Fødeland,Det gamle klippefaste Norge,Med Sommerdal og Vinterborge,Som evig trodse Tidens tann.Om kloden rokkes enn, dets fjellSkal Stormen dog ei kunne felle;Som Bauta enn de skulle ståOg vise, hvor vårt Norge lå.