28

Nær forbunden med Agerbruget er Fædriften, ja saa nær forbunden, at man har sagt: Engen er Agerens Moder, det vil sige: jo rigere Engen er, desto bedre vil Fæet kunne fødes, og, 29jo bedre Fæet fødes, desto rigere Gjødning faar Ageren. Men staar Agerbruget her i Landet lavt, saa staar Fædriften endnu lavere. Og dog er Landet saa særdeles vel skikket for al Slags Fædrift. Ser man hen til Kvægholdet i Landet, skulde man tro, at vi havde en sand Overflod paa Fødevarer; men langtfra, at det er saa! Der indføres aarlig Smør og Ost og Kjød fra Udlandet for mange hundrede tusinde Speciedaler, istedetfor at det Omvendte burde være Tilfældet. Paa mange af de store Fjeldsletter findes ypperlige Græsgange, hvor Kvæget om Sommeren i kort Tid bliver meget fedt og giver rigelig Melk, det vil sige, naar det er blevet godt fodret om Vinteren. Men det er just Ulykken, at Kvæget i Almindelighed om Vinteren sultefødes, eller dog fødes saa slet, at det hverken Vinter eller Sommer kan gjøre den Nytte, som det burde gjøre. I enkelte høiere liggende Dale, hvor Kornet er udsat for at fryse bort, er Fædriften Hovednæringen, og der har man vistnok et omhyggeligere Stel; men ogsaa der tiltrænges store Forbedringer, især i Smør- og Osttilvirkningen. I de Egne af Landet derimod, hvor man betragter Fædriften som Binæring, er Kreaturstellet ofte saa daarligt, at Nytten af Kreaturene er saare liden. Det kan uden Overdrivelse paastaaes, at en Indskrænkning af Kreaturholdet til det Halve af, hvad det nu er, vilde afgive et passende Forhold til Fodermængden.

Hvad der er sagt om Hornkvæget, gjælder ogsaa om Hesten, Faaret, Gjeden og Svinet, som alle holdes i for stor Mængde og fødes slet. Hesteavlen udgjør en vigtig Bedrift i mange Egne; men kun paa faa Steder lægger man Vind paa at drive denne Bedrift til nogen Fuldkommenhed. I Romsdals Amt avles et betydeligt Antal Heste, som sælges især til Svenskerne; men Priserne maa rette sig efter den Omhu og Bekostning, der er anvendt paa dem, og denne er liden. Den oprindelig norske Race findes bedst vedligeholdt i Bergens Stift, Thelemarken, Valders og det nordlige Østerdalen; det er smaa, stærke, fyrige og nøisomme Dyr, som med sikker Fod klatre i Fjeldene og modigt bryde sig Vei gjennem den dybe Sne.

Faar er her nok af, men faa, som holdes saa, at de betale Foderet, hvor knapt det end tildeles dem. For at skaffe den nødvendige Uld til en Families Beklædning, maa der holdes 40 til 50 Sauer; men saa tage de ogsaa tiltakke med, hvad Huset formaar. Fra Sneen gaar, til den kommer, maa de selv sørge for Føden. Kun paa nogle enkelte Øer holdes Faar af en bedre Sort, de saakaldte Udgangsfaar, der gaa ude baade Sommer og Vinter, og faa nærende Foder, forsaavidt de ikke selv kan finde det. En saadan Udganger leverer tolv til femten Mærker fin Uld om Aaret, medens man ellers af de andre Sauer maa lade sig nøie med tre til fire Mærker, der ofte ikke er stort bedre end Gjederag.

Gjedeavlen afgiver i de Egne, der er passende for disse Dyr, et godt Udbytte af Ost og Skind, men drives nu blot i Fjeldbygderne og der, hvor Agerbruget er aldeles forsømt. Gjeden er paa en vis Maade et Skadedyr; thi den farer ilde med Ungskoven.

30Svineavlen er mindre betydelig og utilstrækkelig for Behovet. Flæsk hører heller ikke til Folkets daglige Kost, undtagen i de bedste Kornbygder. Men Svinene faa mangesteds ikke en bedre Behandling end de andre Husdyr.

Staten har imidlertid nu taget sig af Agerbrugets og Fædriftens Forbedring. Den har nemlig oprettet en høiere Landbrugsskole (paa Aas) og understøtter Landbrugsskoler i flere Amter; fremdeles har den ved Stamhollænderier sørget for Kvægracernes og ved Stamschæferier for Faareracernes Forædling. Ogsaa de Dyrskuer, som aarlig holdes paa forskjellige Steder af Landet, bidrage meget til, at Folket faar Øiet oppe for denne vigtige Sag, saa det er at haabe, at vi med Tiden skulle have baade Ære og Fordel af vor Fædrift og de Produkter, som deraf lade sig udbringe.

Værdien af Fædriftens Produkt anslaaes til omtrent 12 Millioner Speciedaler; men alligevel indføres der Smør, Ost, Talg, Uld, Læder og Skind for henved 1 Million.

28

Nær forbunden med åkerbruket er fedriften, ja så nær forbunden, at man har sagt: Engen er åkerens mor, det vil si: jo rikere Engen er, desto bedre vil feet kunne fødes, og, 29jo bedre feet fødes, desto rikere gjødning får åkeren. Men står åkerbruket her i landet lavt, så står fedriften enda lavere. Og dog er landet så særdeles vel skikket for all Slags fedrift. Ser man hen til kvegholdet i landet, skulle man tro, at vi hadde en sann overflod på fødevarer; men langtfra, at det er så! Der innføres årlig Smør og ost og kjøtt fra utlandet for mange hundre tusen Speciedaler, i stedet for at det Omvendte burde være tilfellet. På mange av de store fjellsletter finnes ypperlige Græsgange, hvor kveget om sommeren i kort tid blir meget fett og gir rikelig melk, det vil si, når det er blitt godt fodret om vinteren. Men det er just ulykken, at kveget i alminnelighet om vinteren sultefødes, eller dog fødes så slett, at det hverken vinter eller sommer kan gjøre den nytte, som det burde gjøre. I enkelte høyere liggende daler, hvor kornet er utsatt for å fryse bort, er fedriften hovednæringen, og der har man vistnok et omhyggeligere stell; men også der tiltrænges store forbedringer, især i Smør- og Osttilvirkningen. I de Egne av landet derimot, hvor man betrakter fedriften som binæring, er Kreaturstellet ofte så dårlig, at nytten av Kreaturene er såre liten. Det kan uten overdrivelse påstås, at en innskrenkning av Kreaturholdet til det halve av, hva det nå er, ville afgive et passende forhold til Fodermængden.

Hva der er sagt om Hornkvæget, gjelder også om hesten, fåret, geiten og svinet, som alle holdes i for stor mengde og fødes slet. Hesteavlen utgjør en viktig bedrift i mange Egne; men kun på få steder legger man vind på å drive denne bedrift til noen fullkommenhet. I Romsdals Amt avles et betydelig antall hester, som selges især til svenskene; men prisene må rette seg etter den omhu og bekostning, der er anvendt på dem, og denne er liten. Den opprinnelig norske Race finnes best vedlikeholdt i Bergens Stift, Thelemarken, Valders og det nordlige Østerdalen; det er små, sterke, fyrige og nøysomme dyr, som med sikker fot klatre i fjellene og modigt bryte seg vei gjennom den dype Sne.

Får er her nok av, men få, som holdes så, at de betaler fôret, hvor knapt det enn tildeles dem. For å skaffe den nødvendige ull til en Families bekledning, må der holdes 40 til 50 sauer; men så ta de også tiltakke med, hva huset formår. Fra Sneen går, til den kommer, må de selv sørge for føden. Kun på noen enkelte øyer holdes får av en bedre Sort, de såkalte utgangsfår, der gå ute både sommer og vinter, og få nærende Foder, for så vidt de ikke selv kan finne det. En sådan Udganger leverer tolv til femten merker fin ull om Aaret, mens man ellers av de andre sauer må la seg nøye med tre til fire merker, der ofte ikke er stort bedre enn Gjederag.

Geiteavlen avgir i de Egne, der er passende for disse dyr, et godt utbytte av ost og skinn, men drives nå blot i fjellbygdene og der, hvor åkerbruket er aldeles forsømt. Geiten er på en viss måte et skadedyr; thi den farer ilde med ungskogen.

30Svineavlen er mindre betydelig og utilstrekkelig for behovet. Flesk hører heller ikke til Folkets daglige kost, unntagen i de beste kornbygder. Men Svinene få mangesteds ikke en bedre behandling enn de andre husdyr.

Staten har imidlertid nå tatt seg av Agerbrugets og Fædriftens forbedring. Den har nemlig oprettet en høyere landbruksskole (på Aas) og understøtter landbruksskoler i flere Amter; fremdeles har den ved Stamhollænderier sørget for Kvægracernes og ved Stamschæferier for Faareracernes foredling. Også de dyrskuer, som årlig holdes på forskjellige steder av landet, bidra meget til, at Folket får øyet oppe for denne viktige Sag, så det er å håpe, at vi med tiden skulle ha både ære og fordel av vår fedrift og de produkter, som derav lade seg utbringe.

Verdien av Fædriftens produkt anslåes til omtrent 12 Millioner Speciedaler; men allikevel innføres der Smør, ost, talg, ull, lær og skinn for henved 1 million.