Norges naturligste Næringskilde er Fiskeriet. Der gives mange Lande, som ere ligesaa meget omgivne af Havet som Norge; men der gives intet Land, som har saa mange Slags og saa rige Fiskerier som dette. Her fiskes Aaret rundt overalt, hvor Fisk kan svømme, baade i salt og ferskt Vand. Dette daglige Fiskeri bidrager dog kun til Forsyning med Føde for Landets egne Indbyggere. Men det er de aarlige, store Fiskerier, som tildels foregaa flere Mile ude i Havet, hvori en af Landets største Rigdomskilder bestaar. Det er især to Slags Fisk, som gjæster os, nemlig Silden og Torsken. Der er mange Slags Sild og Torsk, hvoraf der fiskes mere og mindre hele Aaret rundt i alle Fjorde og Bugter; men det er blot to Slags, som danne de store Fiskerier. En Gang hvert Aar kommer nemlig et vist Slags Sild og et vist Slags Torsk i ustyrtelig Mængde ind under Norges Kyst, for at yngle eller, som det kaldes, gyde Rognen. Man antager, at disse Fiskearter have sit stadige Ophold i Nordishavet, og at de ifølge Naturens Orden forlade dette, for paa nogle Grunde ved Norges Kyst at gyde sin Rogn. Det er ved denne Leilighed, at mange Tusinder af vort Lands Indbyggere møde frem for at fange alt, hvad fanges kan af disse Fiskearter. Silden (Graabensild) viser sig i store Stimer fornemmelig paa Strøget mellem Stavanger og Aalesund, undertiden i størst Mængde paa Stavangerkanten, undertiden nordligere. Her fanges nu undertiden 6—800,000 Tønder Sild. Fisket foregaar fra Begyndelsen af Januar til ud i Februar. En travl Tid er det for Fiskerne, og meget ondt lide de af Storm og Uveir. Mange sætte Livet til; men det afskrækker ingen fra at møde frem; thi som oftest fortjenes der vakre Penge; ja man regner undertiden i Gjennemsnit 50 Daler for hver Mand. Over 3000 Baade anvendes ved Fisket. Foruden de egentlige Fiskere er mer end tusinde Mand sysselsatte med at føre den fangne Sild i flere hundrede Fartøier, større og mindre, hen til Salterierne. Dette er Steder, hvor der er indrettet Boder og Skjul til at tilberede Silden for Nedsaltningen i Tønder; thi næsten al den Sild, som fanges ved det saakaldte Vaarsildfiske, sendes til Udlandet, navnlig til Rusland og Tyskland, for at sælges der.
Dette skaffer Landet en Indtægt af 3—4 Millioner Speciedaler om Aaret; men — det forstaar sig — der er ogsaa store Udgifter forbundne med Fisket. Fiskerens Udrustning med Baade, Fiskeredskaber og Levnetsmidler koster ikke lidet, og Handelsmændene maa staa i stort Forskud for Salt, Fartøiers Udrustning og Arbeidsløn. Store Summer staa saaledes paa Spil, og undertiden kan Fisket slaa saa daarligt til, at Fortjenesten er liden eller ingen, ja at mange lide store Tab.
Vaartorsken (Skreien) fiskes ligefra Aalesund til Vardø; men det 27egentlige Vaartorskfiske, eller, som det ogsaa kaldes, Lofotfisket. foregaar mellem Aalesund og Lofotøerne. Dette Fiske begynder i Almindelighed sidst i Januar eller først i Februar og vedvarer til April. Efter denne Tid trækker Fisken sig nordover langs Kysten af Finmarken under Forfølgelsen af en liden Fisk, som kaldes Lodden, hvorefter ogsaa Finmarkfisket kaldes Loddefisket. Dette Fiske har dog langtfra saa stor Betydning som det tidligere, da Aarstiden gjør det vanskeligt at behandle Fisken; den er desuden nu for mager til afsættelig Handelsvare. Alene i Lofoten forsamles 20—30,000 Mennesker under Vaartorskfisket, fornemmelig fra Nordland og Finmarken, men ogsaa fra nordre Throndhjems Amt og Fosens Fogderi. Fartøier lige fra Throndhjem, Romsdalen og Bergen indfinde sig i hundredevis for at kjøbe Fisk, Lever og Rogn. Af Torskens fede Lever koges nemlig Tran, og Rognen udføres til Frankrige, hvor den bruges som Agn til Fangsten af det Slags Smaasild, som vi indføre hos os under Navn af Sardeller. Den bedste Fisk tilberedes til den saakaldte Klipfisk; den flækkes, saltes, tørres paa Klipperne og bringes derpaa hen til beleilige Tørkesteder længere sydpaa og nærmere Udskibningsstederne; hid føres den, naar den tilslut er færdig. Klipfisken gaar fornemmelig til Spanien. Den mindre gode Fisk hænges paa Hjeld, som det kaldes tørres og bliver siden udskibet især til Italien under Navn af Rund- eller Tørfisk. Der fanges aarlig 20—25 Millioner Torsk i Lofoten, og af Klipfisk og Tørfisk udføres tilsammen omtrent 2 Millioner Voger om Aaret. Af de mange Penge, som Vaartorskfiskeriet indbringer Landet, faar Fiskeren Broderparten; men Udrustningen er ogsaa ligesom ved Sildefisket kostbar, og Fiskeren maa døie meget Ondt og mange Farer, der endog koste mange Livet. Alligevel glæder alle Mand sig til Fisket, og Unggutten anser sig ikke for Mand, førend han har deltaget i et eller flere Fiskerier.
Foruden disse store Fiskerier har man om Sommeren i Finmarken Seifisket, som afgiver et godt Byttemiddel mod Russernes Rugmel; endvidere Hummerfiskeriet, fornemmelig syd paa Landet, hvor Engelsmændene opkjøbe al den Hummer, de kan faa. Endelig har vi den herlige Lax, som fanges i Mængde, dels i Fjordene, naar den om Vaaren kommer ind fra Havet, for at gaa op i Elvene, dels i disse Elve selv. Ogsaa denne Fisk udføres for en Del til England, men det meste fortæres dog i Landet selv, enten fersk eller røget. Makrellen bør heller ikke forglemmes, da den afgiver et billigt Fødemiddel for mange Mennesker.
Til den Næringsvei, vi her have omhandlet, maa ogsaa regnes Hvalros- og Sælhundefangsten under Spitsbergen, der sysselsætter mange Skibe og Folk. Af Dyrenes Spek koges Tran, og deres Skind bruges til forskjellige Ting.
Fiskefangst er saa gammel en Bedrift i Landet, som Folket selv. Lofotfisket gaar vel saa langt tilbage i Tiden, som Historiens Optegnelser. Men det har naturligvis gaaet fremad med den som med alle andre Næringsveie, eftersom Indsigt og Oplysning har tiltaget. Medens 28Forfædrene med sine ufuldkomne Redskaber ikke bragte det mer end til Fangsten af nogle hundrede tusinde Fisk, kan vi nu fiske millionvis med Nutidens forbedrede Redskaber og fornuftigere Stel. Vi have ogsaa let for at blive af med denne Vare; thi paa enkelte Ugedage i den hele Fastetid maa Katholikerne ikke spise Kjød; al den Fisk, vi ikke bruge selv, afskibe vi da til de katholske Lande, hvor man har fuldt Brug for den.