19

Hvor i Verden jeg gaar, om i Syd, om i Vest,Det er dog ei min hjemlige Strand;Thi det Fjeld, som jeg saa i min Barndom, er bedst:Jeg er stolt af mit Fædreneland.

Ei fordi der er Pragt i den vilde Natur,Ei for Klippens den ensomme Gru;Ei fordi der er Gjenklang af Oldtidens LurMellem Fjeldenes Vægge endnu.

Thi det lader vel skjønt, naar den skinnende BræStaar mod Himlen i Aftenens Glød —Der er deiligt i Birkenes lysgrønne Læ,Ak! men al denne Skjønhed er død.

Og jeg elsker vel høit vore Fædres Bedrift,Og hvert Sagn driver Blod i min Kind,20Dog jeg ser kun dets Kraft end i Sten og i Skrift:Den er stor, men den er ikke min.

O! men Folket, som lever med mig paa en Dag,Det er mit, er mit Fødelands Lyst —Og Naturen er skjøn kun ved Hjerternes Slag,Som en Blomst paa den Elskedes Bryst.

Høit paa Himlen i Nord har der tændt sig en Sol,Frihed luer i Mændenes Barm.Lad det storme da kun om vor islagte Pol:Her vi eie en Kraft, som er varm.

Der er Haab i det fri, i det dristige Blik,Der er Magt i det levende Ord;I vort Modersmaal er der en kvægende Drik,Og i Hjemmet alene den gror.

Ofte synger en Fugl om den deilige FrugtFjernt i Syd over Bølgernes Vei.Ak, hans Stemme er sød, og han lover saa smukt —O! men tro ham, o tro ham dog ei!

Thi jeg kjender ham godt, jeg har sværmet og drømt,Jeg har flygtet med ham mangen Nat;Men der kaldte dog altid en Stemme saa ømtFra det Hjem, som jeg havde forladt.

Har du Hjerte dertil, prøv at gaa, prøv at gaaFor dig selv i det fremmede Land!O! hvor snart vil da Taaren i Øiet dig staaFor det Hjem, som ei glemme du kan.

Du vil savne den Jord, hvor din Moder har grædt,Hvor som Barn du i Skovene sang.I det Land, hvor din Fader til Jorden er stædt,Vil du længes at hvile engang.

Hvor i Verden du gaar, om i Syd, om i Vest,Det er dog ei din hjemlige Strand.Thi det Fjeld, som du saa i din Barndom, er bedst,Og dit Liv er dit Fædreneland.

19

Hvor i verden jeg går, om i Syd, om i vest,Det er dog ei min hjemlige Strand;Thi det Fjell, som jeg så i min barndom, er best:Jeg er stolt av mitt fedreland.

Ei fordi der er prakt i den ville natur,Ei for Klippens den ensomme gru;Ei fordi der er gjenklang av Oldtidens lurMellom fjellenes vegger ennå.

Thi det lader vel skjønt, når den skinnende breStår mot Himlen i Aftenens glød —Der er deilig i Birkenes lysgrønne Læ,Ak! men all denne skjønnhet er død.

Og jeg elsker vel høyt våre fedres bedrift,Og hvert sagn driver blod i min kinn,20Dog jeg ser kun dets kraft enn i Sten og i skrift:Den er stor, men den er ikke min.

O! men Folket, som lever med meg på en dag,Det er mitt, er mitt Fødelands lyst —Og Naturen er skjønn kun ved hjertenes slag,Som en blomst på den Elskedes bryst.

Høyt på Himlen i nord har der tent seg en sol,Frihed luer i Mændenes Barm.La det storme da kun om vår islagte pol:Her vi eie en kraft, som er varm.

Der er håp i det fri, i det dristige blikk,Der er makt i det levende ord;I vårt morsmål er der en kvegende drikk,Og i hjemmet alene den gror.

Ofte synger en fugl om den deilige fruktFjernt i Syd over Bølgernes vei.Ak, hans stemme er søt, og han lover så smukt —O! men tro ham, o tro ham dog ei!

Thi jeg kjenner ham godt, jeg har svermet og drømt,Jeg har flyktet med ham mangen natt;Men der kalte dog alltid en stemme så ømtFra det hjem, som jeg hadde forlatt.

Har du hjerte dertil, prøv å gå, prøv å gåFor deg selv i det fremmede land!O! hvor snart vil da tåren i øyet deg ståFor det hjem, som ei glemme du kan.

Du vil savne den jord, hvor din mor har grått,Hvor som barn du i skogene sang.I det land, hvor din far til jorden er stedt,Vil du lenges å hvile engang.

Hvor i verden du går, om i Syd, om i vest,Det er dog ei din hjemlige Strand.Thi det Fjell, som du så i din barndom, er best,Og ditt liv er ditt fedreland.