Jeg vil først og fremst nævne Sultefodring; thi for dette stygge Dyrplageri ere næsten alle vore Husdyr udsatte, dog mest Kvæget og Faarene. Udsultede Dyrs Udseende er skrækkeligt; deres Øine stirre uafladeligt efter Foder, og alle Legemets Bevægelser ere slappe, langsomme og usikre. Kroppen afmagres, saa at det endnu levende Dyr ser ud som et blot og bart Benrangel, overtrukket med fortørret Hud, og selv Benene angribes, saa at de ikke formaa at støtte den afpillede Krop, men briste ofte under Dyrets Forsøg paa at reise sig. En forstandig Mand har sagt: „Vis mig dine Kreaturer, og jeg skal sige dig, baade hvad Husholder du er, og hvad Hjerte du har.“ Hvad Sultefodringen angaar, saa indeholder hint Ord den fuldkomneste Sandhed; thi det er altid en meget slet Husholdning at sultefodre sine Kreaturer; derimod er det nok mange, som drive Sultefodringen til det yderste, uden at man just kan sige, at de have et haardt Hjerte, eller at de gjøre det af Ondskab; thi ofte sker det kun af gammel Vane, og fordi man ikke har tænkt over, at saadant er baade daarligt og syndigt. Far og Bedstefar have baaret sig ad paa samme Vis, og, hvad man vænner sig til at se fra Barnsben, tykkes man, skal være saa og ikke anderledes. Man tør dog nære sikkert Haab om, at dette Slags Dyrplageri vil formindskes Aar for Aar; thi Sagen er den, at det er en ren Fordel at føde Kreaturene rigeligt, og det er sikkert, at i Lande, hvor man driver den allerfordelagtigste Husdyravl, f. Ex. i Holland, England, Schweiz o. s. v., der er man urokkeligen overbevist om, at Velfødningsbruget er det ene rigtige. Ogsaa her i Landet vinder denne Mening, som har Erfaring for sig, flere Tilhængere for hvert Aar.

Af alle vore Husdyr er Hesten mest udsat for Mishandling. Den største Del af vore Gaardbrugere fodre og behandle rigtignok sine Heste ret godt; men ved Skydsstationerne, paa Tømmerkjørsel og i de fleste, især større Byer, er Mishandling af disse Dyr meget almindelig og ikke sjelden af oprørende Beskaffenhed. Dertil hører f. Ex. at benytte udkjørte, udmagrede, hungrige, tørstige, halv brudte eller halte Heste til Skyds og Trækning af Læs, hvis Tyngde langt overgaar det udpinte Dyrs Kræfter. Paa de Mennesker, der gjøre sig skyldige i dette Slags Hesteplageri, bør man vel søge at virke ved Skrifter og forstandige Forestillinger; men, da dette sjelden frugter, bliver det eneste endnu virksomme Middel her at forfølge dem med Lovens hele Strenghed, og ethvert veltænkende Menneske, der har nogen Medlidenhedsfølelse med de uskyldigt mishandlede Dyr, burde gjøre alt sit, for heri at yde Politiet den fornødne Haandsrækning.

Ofte mishandles Skydshestene af de Reisende selv. De fleste saadanne ville gjerne komme fort frem, naar de fare med Skyds, og mange have ikke Begreb om eller Forstand paa, hvad en Hest kan taale; de ere utrættelige i at svinge Svøben og gjøre sig til af sin indbildte 19Kudskedygtighed, naar de have Mod til at pidske paa en af Sved dryppende, anpusten og overanstrengt Skydshest. Paa mange af disse Slags Hesteplagere kan man maaske indvirke ved Tale og Skrifter, og slige Skrifter burde findes paa alle Skydsstationer; men af egen Erfaring ved jeg, at den Reisende her maa selv arbeide med; han maa være særdeles opmærksom paa sig selv, hvis han vil undgaa nogensinde at gjøre sig skyldig i Mishandling mod en Skydshest, hvis Kræfter og Udholdenhed han ikke kjender. Jeg har til alle Tider baade af Medfølelse og af Klogskab kjørt vakkert med Skydsheste, og ofte har jeg gaaet tilfods det hele Skifte, naar jeg fik fat paa afkræftede Heste; men desuagtet har jeg det paa min Samvittighed engang at have kjørt skarpere, end Hesten godt kunde taale; dette kom dels deraf, at Veilaget var tungt, og Hesten havde mere Livlighed end Kræfter, saa den sprang fortere, end den taalte, dels deraf, at jeg selv havde en hel Del Beregninger i Hovedet, saa at jeg glemte at undersøge, om det snille Dyrs Kræfter svarede til dets gode Villie. Saa meget tør jeg sige, at min Sorg ved Synet af det udmattede Dyr var mig en god Lærepenge for Eftertiden.

Jeg vil først og fremst nevne sultefôring; thi for dette stygge dyrplageri er nesten alle våre husdyr utsatte, dog mest kveget og fårene. Utsultede Dyrs utseende er skrekkelig; deres øyne stirre uavlatelig etter Foder, og alle Legemets bevegelser er slappe, langsomme og usikre. Kroppen avmagres, så at det ennå levende dyr ser ut som et blot og bart benrangel, overtrukket med fortørret hud, og selv Benene angripes, så at de ikke formå å støtte den afpillede kropp, men briste ofte under Dyrets forsøk på å reise seg. En forstandig mann har sagt: „Vis meg dine Kreaturer, og jeg skal si deg, både hva Husholder du er, og hva hjerte du har.“ Hva Sultefodringen angår, så inneholder hint ord den fullkomneste sannhet; thi det er alltid en meget slett husholdning å sultefôre sine Kreaturer; derimot er det nok mange, som drive Sultefodringen til det ytterste, uten at man just kan si, at de har et hardt hjerte, eller at de gjør det av ondskap; thi ofte skjer det kun av gammel vane, og fordi man ikke har tenkt over, at sådant er både dårlig og syndigt. Far og bestefar have båret seg ad på samme Vis, og, hva man venner seg til å se fra barnsben, tykkes man, skal være så og ikke annerledes. Man tør dog nære sikkert håp om, at dette Slags dyrplageri vil forminskes år for år; thi Sagen er den, at det er en ren fordel å føde Kreaturene rikelig, og det er sikkert, at i land, hvor man driver den allerfordelagtigste husdyravl, f. Ex. i Holland, England, Schweiz o. s. v., der er man urokkeligen overbevist om, at Velfødningsbruget er det ene riktige. Også her i landet vinder denne mening, som har erfaring for seg, flere tilhengere for hvert år.

Av alle våre husdyr er hesten mest utsatt for mishandling. Den største del av våre gårdbrukere fodre og behandle riktignok sine hester rett godt; men ved skysstasjonene, på Tømmerkjørsel og i de fleste, især større byer, er mishandling av disse dyr meget alminnelig og ikke sjelden av opprørende beskaffenhet. Dertil hører f. Ex. å benytte utkjørte, utmagrede, hungrige, tørstige, halv brutte eller halte hester til Skyds og trekning av lass, hvis tyngde langt overgår det utpinte Dyrs krefter. På de mennesker, der gjøre seg skyldige i dette Slags Hesteplageri, bør man vel søke å virke ved skrifter og forstandige forestillinger; men, da dette sjelden frukter, blir det eneste ennå virksomme middel her å forfølge dem med Lovens hele strenghet, og ethvert veltænkende menneske, der har noen medlidenhetsfølelse med de uskyldig mishandlede dyr, burde gjøre alt sitt, for heri å yte politiet den fornødne håndsrekning.

Ofte mishandles skysshestene av de reisende selv. De fleste sådanne ville gjerne komme fort frem, når de farer med Skyds, og mange have ikke begrep om eller forstand på, hva en hest kan tåle; de er utrettelige i å svinge svøpen og gjøre seg til av sin innbilte 19kuskedyktighet, når de har mot til at pidske på en av sved dryppende, anpusten og overanstrengt skysshest. På mange av disse Slags Hesteplagere kan man maaske innvirke ved Tale og skrifter, og slike skrifter burde finnes på alle skysstasjoner; men av egen erfaring vet jeg, at den reisende her må selv arbeide med; han må være særdeles oppmerksom på seg selv, hvis han vil unngå noensinne å gjøre seg skyldig i mishandling mot en skysshest, hvis krefter og utholdenhet han ikke kjenner. Jeg har til alle tider både av medfølelse og av klokskap kjørt vakkert med skysshester, og ofte har jeg gått tilfods det hele skifte, når jeg fikk fat på avkreftede hester; men desuagtet har jeg det på min samvittighet engang å ha kjørt skarpere, enn hesten godt kunne tåle; dette kom dels derav, at Veilaget var tungt, og hesten hadde mer livlighet enn krefter, så den sprang fortere, enn den tålte, dels derav, at jeg selv hadde en hel del beregninger i hodet, så at jeg glemte å undersøke, om det snille Dyrs krefter svarede til dets gode vilje. Så meget tør jeg si, at min sorg ved synet av det utmattede dyr var meg en god lærepenge for ettertiden.