16

Forældre og Lærere bør stedse have sin Opmærksomhed henvendt paa, at Børn ikke faa Leilighed til enten selv at pine og plage Dyrene eller blive Vidne til, at andre gjøre det. Fra ældgammel Tid har det været en rigtig 17Tro, at Børn, som finde Fornøielse i at mishandle Dyr, have et naturligt Anlæg til at blive haardhjertede og farlige Mennesker. Et gammelt Folk dømte saaledes en Dreng fra Livet, fordi han havde stukket Øinene ud paa en Krage; de sluttede nemlig deraf, at han vilde blive et ondt og farligt Menneske. En fransk Konge fandt Behag i paa Jagten at myrde Dyr og at vaske sine Hænder i deres Blod; han endte med paa engang at lade 50,000 Mennesker myrde blandt sine egne Undersaatter.

„Havde min Fader revset mig,“ sagde en Morder paa Veien til Retterstedet, „engang jeg stak Øinene ud paa unge Spurve, saa var jeg nu ikke kommen i Hænderne paa Mestermanden.“ Ak, af Dyrplageren bliver altfor let en Menneskemorder! Husk kun paa den blodtørstige romerske Keiser Domitian! han begyndte med at spidde Fluer, men endte med at udgyde Menneskeblod som Vand.

Disse Ord ere ikke mine; men jeg underskriver dem af mit ganske Hjerte, ja jeg tilføier, og det fornemmelig om Husdyrene, at de skulde ansees som vore ringere Brødre, ligesaa nyttige og uundværlige for os, som vi Mennesker selv ere det for hverandre indbyrdes. Deraf følger, at det baade er taabeligt og uretfærdigt at misbruge den Magt, som Gud i sit hellige Ord har givet os til at „herske over Dyrene.“

Det ofte forekommende Dyrplageri har tilvisse mere sin Grund i Uforstand, Uvorrenhed og daarlige Vaner end i onde Hensigter eller Lyst til at volde Dyrene Lidelser; thi, saavidt jeg har kunnet erfare, finde Menneskene af Naturen mere Behag i at forkjæle end i at mishandle og plage Dyrene.

Jeg skulde kunne anføre utallige Exempler paa Landalmuens Kjærlighed til sine Husdyr; men jeg skal indskrænke mig til at nævne følgende. I Fjeldbygderne er det meget almindeligt, at, saasnart Børnene kunne tale, oplæres de til at lokke paa Kreaturene: Kobaana, Kobaana mine! og til at kjærtegne og lege med alle Slags Ungkreature. Mellem den fattige Husmandskjærring og hendes Ko er der ofte et saa venskabeligt Forhold, at baade hun og Børnene fælde Taarer, naar Koen skal sælges, og denne vantrives ofte længe og i høi Grad paa det nye Sted, selv om den faar baade mere og bedre Foder, end den nogensinde fik paa den magre Husmandsplads. Engang — det var i Thelemarken — undersøgte jeg i Selskab med nogle Bønder en vakker Ko, og jeg kom til at udpege enkelte Feil ved den. Da Eierens Datter hørte mine Bemærkninger over Koen, kjælede hun for Dyret og ytrede med Taarer i Øinene: „Aa nei! skal de tale ilde om dig, som er saa snil og melker saa godt da!“ Paa flere Steder har jeg hørt og seet, at, naar man slipper et klippet Faar fra sig, saa lægger man Haanden paa Dyrets Ryg og siger: „Tak for Toppen, Gud bevare Kroppen!“ og, naar Børn ere nærværende, maa de hver især lægge sin Haand paa Faaret med samme fromme Udtalelse. En engelsk Forfatter beretter, at de Lam, som opammes med Komelk, blive saa glade i Budeien, at de følge hende, hvor hun gaar, og, for at forhindre, at de skulle være urolige, naar hun ikke er hos dem, ophænger man i Lammebingen et af 18Budeiens Forklæder eller Skjørter; Lammene samle sig da om dette og slaa sig til Ro.

16

Foreldre og lærere bør stedse have sin oppmerksomhet henvendt på, at barn ikke få leilighet til enten selv å pine og plage dyrene eller bli vitne til, at andre gjøre det. Fra eldgammel tid har det været en riktig 17tro, at barn, som finne fornøyelse i å mishandle dyr, have et naturlig anlegg til å bli hårdhjertede og farlige mennesker. Et gammelt Folk dømte således en dreng fra livet, fordi han hadde stukket øynene ut på en krage; de sluttet nemlig derav, at han ville bli et ondt og farlig menneske. En fransk Konge fant behag i på jakten å myrde dyr og å vaske sine hender i deres blod; han endte med på engang å la 50,000 mennesker myrde blant sine egne undersåtter.

„Hadde min far revset meg,“ sa en morder på veien til retterstedet, „engang jeg stak øynene ut på unge spurver, så var jeg nå ikke kommet i hendene på mestermannen.“ Ak, av dyrplageren blir altfor lett en Menneskemorder! Husk kun på den blodtørstige romerske Keiser Domitian! han begynte med å spidde fluer, men endte med å utgyte Menneskeblod som vann.

Disse ord er ikke mine; men jeg underskriver dem av mitt ganske hjerte, ja jeg tilføyer, og det fornemmelig om husdyrene, at de skulle anses som våre ringere brødre, likeså nyttige og uunnværlige for oss, som vi mennesker selv er det for hverandre innbyrdes. Derav følger, at det både er tåpelig og urettferdig å misbruke den makt, som Gud i sitt hellige ord har gitt oss til å „herske over dyrene.“

Det ofte forekommende dyrplageri har tilvisse mer sin grunn i uforstand, Uvorrenhed og dårlige vaner enn i onde hensikter eller lyst til å volde dyrene lidelser; thi, såvidt jeg har kunnet erfare, finne menneskene av Naturen mer behag i å forkjæle enn i å mishandle og plage dyrene.

Jeg skulle kunne anføre utallige eksempler på Landalmuens kjærlighet til sine husdyr; men jeg skal innskrenke meg til å nevne følgende. I fjellbygdene er det meget alminnelig, at, så snart barna kunne tale, opplæres de til å lokke på Kreaturene: Kobaana, Kobaana mine! og til å kjærtegne og leke med alle Slags ungkreaturer. Mellom den fattige husmannskjerring og hennes Ko er der ofte et så vennskapelig forhold, at både hun og barna felle tårer, når Koen skal selges, og denne vantrives ofte lenge og i høy grad på det nye sted, selv om den får både mer og bedre Foder, enn den noensinne fikk på den magre husmannsplass. Engang — det var i Thelemarken — undersøkte jeg i Selskab med noen bønder en vakker Ko, og jeg kom til å utpeke enkelte feil ved den. Da Eierens datter hørte mine bemerkninger over Koen, kjælte hun for dyret og ytret med tårer i øynene: „Aa nei! skal de tale ilde om deg, som er så snill og melker så godt da!“ På flere steder har jeg hørt og sett, at, når man slipper et klippet får fra seg, så legger man hånden på Dyrets rygg og sier: „Takk for toppen, Gud bevare kroppen!“ og, når barn er nærværende, må de hver især legge sin hånd på fåret med samme fromme uttalelse. En engelsk forfatter beretter, at de lam, som oppammes med Komelk, bli så glade i Budeien, at de følger henne, hvor hun går, og, for å forhindre, at de skulle være urolige, når hun ikke er hos dem, ophænger man i Lammebingen et av 18Budeiens forklær eller skjørter; Lammene samle seg da om dette og slå seg til ro.