16

Den signede Dag med Fryd vi serFra Himlen til os nedkomme;Den lyse fuld venlig mer og mer,Os alle til Lyst og Fromme!Det kjendes paa os, som Lysets Børn,At Natten den nu er omme!

Den signede Stund, den Midnatstid,Vor Herre han lod sig føde,Da klared det op i ØsterlidTil deiligste Morgenrøde.Da Lyset oprandt, som JordensKredsSkal lysne udi og gløde.

Om levende blev hvert Træ i Skov,Og var saa hvert Blad en Tunge,De kunde dog ei Guds Naades LovMed værdelig Lov udsjunge;Thi evig nu skinner Livets LysFor Gamle og saa for Unge.

Forgjeves det er med liden Magt,At ville mod Bjerg opspringe;Men Fuglen den lille naar sin Agt,Naar Veiret den bær paa Vinge;Saa hjælper og os Guds AandfuldgodVor Frelser et Tak at bringe.

Med Sus og med Brus den stride AaNedfuser fra Klippetinde;Ei mæle saa lydt de Bække smaa,Dog risle de fort og rinde,Saa frydelig sno de sig fra EngOp under de grønne Linde.

Saa takke vi Gud, vor Fader god,Som Lærken i Morgenrøde,For Dagen, han os oprinde lod,For Livet, han gav af Døde,For alt, hvad paa Mark i Tidens LøbDer groed til Sjeleføde.

Men Dagen den aldrig er saa lang,Til Aften den jo skal stunde;Saa sluttes vort Dagværk og engang,Ak, maatte vi det begrunde!Da bæres vi bort til Graven trang,Alt under de tause Lunde.

Som Guld er den aarle Morgenstund,Naar Dagen opstaar af Døde;Dog kysser os og med Guld iMundDen liflige Aftenrøde,Saa tindre end maa det matteBlik,De blegnende Kinder gløde!

Saa reise vi til vort Fædreland;Der ligger ei Dag i Dvale,Der stander en Borg saa prudog grandMed Gammen i gyldne Sale;Saa frydelig der til evig TidMed Venner i Lys vi tale!

16

Den signede Dag med fryd vi serFra Himlen til oss nedkomme;Den lyse full vennlig mer og mer,Os alle til lyst og Fromme!Det kjennes på oss, som Lysets barn,At natten den nå er omme!

Den signede stund, den midnattstid,Vår Herre han lot seg føde,Da klaret det opp i ØsterlidTil deiligste morgenrøde.Da Lyset opprant, som JordensKretsSkal lysne uti og gløde.

Om levende ble hvert tre i skog,Og var så hvert blad en tunge,De kunne dog ei Guds Naades lovMed værdelig lov udsjunge;Thi evig nå skinner Livets lysFor Gamle og så for unge.

Forgjeves det er med liten makt,At ville mot Bjerg opspringe;Men Fuglen den lille når sin akt,Når været den bær på Vinge;Så hjelper og oss Guds AandfullgodVår Frelser et takk å bringe.

Med sus og med brus den stride AaNedfuser fra Klippetinde;Ei mæle så lydt de bekker små,Dog risle de fort og rinne,Så frydelig sno de seg fra engOpp under de grønne Linde.

Så takker vi Gud, vår Fader god,Som Lærken i morgenrøde,For dagen, han oss opprinne lot,For livet, han ga av Døde,For alt, hva på Mark i Tidens løpDer groed til Sjeleføde.

Men Dagen den aldri er så lang,Til aften den jo skal stunde;Så sluttes vårt dagsverk og engang,Ak, måtte vi det begrunne!Da bæres vi bort til graven trang,Alt under de tause Lunde.

Som Guld er den årle morgenstund,Når dagen oppstår av Døde;Dog kysser oss og med gull iMunnDen liflige Aftenrøde,Så tindre enn må det matteBlikk,De bleknende kinner gløde!

Så reiser vi til vårt fedreland;Der ligger ei Dag i dvale,Der stander en Borg så prudog grandMed gammen i gyldne Sale;Så frydelig der til evig tidMed venner i lys vi tale!