Hvor forskjellige end Menneskesamfundets Klasser ere, kunne de dog ikke undvære hinanden. Men ingen trænger mere til hinanden end den, der er rigest, og den, der er fattigst. Det er ligesom en Ring, der slutter sig sammen. Den Rige, som sidder i stor Drift, behøver den 15Fattiges Arbeidskraft, og denne noget af den Riges Formue. Det gaar op i op. — Men — betænker dog! naar I Arbeidere kunne lægge jer til at sove, ubekymrede om hele Verden, kan det hænde, at Arbeidsherren endnu har saa meget at tænke paa, at I gaa igjen ud paa Arbeide, før han endnu har faaet sig den første Blund.
Men — hvad opdagede jeg vel en Sommermorgen, da Arbeiderne fra Forstæderne just gik til sit Arbeide rundt om ude paa Løkkerne! Solen var endnu ikke ganske oppe, men Lærkerne dirrede allerede høit oppe under de smaa, røde, spraglede Skyer. Det var en Morgen til at prise Gud og fryde sig i, men ikke til at tænke eller øve noget Ondt i, som det jeg fik se. — Jeg blev nemlig var en ung Arbeider, som saa ud til mere af Naade og Barmhjertighed at have faaet Arbeide, end fordi han kunde gjøre nogen Nytte. Han gik udad Veien ved den nye Bro, hvor Selskabet for Kristiania Bys Vel saa ofte har maattet plante Træerne om igjen, fordi de ødelagdes af uforsigtige Bønder og skadefro Skøiere fra Byen. Han standser under en af de skjønneste Popler, som var bleven skaanet og allerede var tæt nok med Løv til at skygge. Pludselig ser han sig om som en Ulv, der vil bryde ind, og — en, to, tre! — der ligger den unge Poppel med sin Krone. Skurken tilbens da; men, alt som han løb, knak Grenene efter ham hele Veien ned igjennem, og han endte først med at vælte overende en af de Bænke, som hint velgjørende Selskab har ladet udsætte til Hvile for alle, — ogsaa for den Fattige, ogsaa for eder, ogsaa for hint Menneske og hans Fader, naar han kom hjem, træt af Arbeide. Og da skulde ogsaa Poppelen skygget den Gamle!
Men vi maa vende tilbage til Forholdet mellem den Rige eller Arbeidsherren og den Fattige eller Arbeideren. Og det er som oftest slet nok og kun sjelden, som det bør, formedelst Feil fra begge Sider. Jeg vil ikke tale om, at Arbeideren ofte staar saa lidet paa den Mands Bedste, i hvis Arbeide han henter sit Brød, at han endog søger at tilføie ham ligefrem Skade; thi dette er jo aabenbar Forbrydelse. Jeg vil heller ikke videre berøre, hvor slet Arbeidsherren da igjen paa sin Side behandler de Arbeidsfolk, han dog nødes til at have. Men der er en Feil ved alt for mange af vore Arbeidsfolk, som skader dem selv, Arbeidsherren og den hele Arbeidsklasse, saa de Uskyldige ofte faa lide derfor. Jeg mener hermed den Ligegyldighed for Arbeidsherrens Fordel, det Dagtyveri, den Mangel paa Iver for Arbeidets Drift og Fremgang, som i saa høi Grad har svækket Tilliden til Fattigmand hos dem, der have Arbeide at give. Derfor faa I ogsaa saa vakker Lov, naar man hører en saadan omtaler sine Arbeidere, nemlig omtrent som saa: „Rakkerpak! — ikke værd at hjælpe! sender jeg en ny Arbeider paa Tomten eller paa andet Yrke, saa ved jeg, at jeg kun har en Dagtyv mere at gjøre Afregning med, og at jeg har skaffet Brændevinshandleren en ny Kunde o. s. v.“
Men tro I mig; der lider mangen en brav Mand imellem eder for sligt Rygtes Skyld. Kunde Arbeidsherren derimod stole paa sine Arbeidere og være vis paa, at de stode paa hans Bedste, — ja tro 16mig: I kunde da nok komme paa Kontoret, om I behøvede et lidet Forskud! Arbeidsherren vilde nok bryde sig om, hvorledes I havde det hjemme, baade fordi han maa agte eder, og fordi han har sin store Fordel af eders Nidkjærhed. Thi denne er ligesom Regnen, der vel falder i Draaber, men dog bringer den store Sø til at stige, mens Dagtyveriet er som Lækken under Øltønden.