13. Strikkevise.
Saa knytter jeg Traad,Saa øver sig Haanden i kvindelig Daad;Ved Haanden at hænge man bliver saa træt,Ved Haanden at røre gaar Tiden saa let.Jeg knytter ei Silke, jeg knytter ei Guld,Min Traad er af Uld.
Min uldene Traad,Naar Vinteren bruser, skal varme min Fod;Men intet paa Stikke, men intet paa Ten,Saa mangen maa skjælve paa islagte Sten.Gud se til de Usle, som nøgne og blaaI Sne-Vandet gaa!
Jeg knytter kun Traad,Jeg knytter ei Baand af ugudeligt Raad;Vig langt fra mit Hjerte, du Mørkhedens Aand,Som lærer at binde bestrikkende Baand!Skal Mennesket knytte for Menneskets BarnEt fangende Garn?
Min knyttede TraadMig minder om Livet; — mit Liv er en Traad:Hver maskeklæd Stikke er fuldendte Dag,Hver Maske, hver Knude et Pulsaareslag —Naar Livet har Ende, o Gud, i din HaandAnnam da min Aand!
13. Strikkevise.
Så knytter jeg tråd,Så øver seg hånden i kvinnelig dåd;Ved hånden å henge man blir så trett,Ved hånden å røre går tiden så lett.Jeg knytter ei silke, jeg knytter ei gull,Min tråd er av ull.
Min uldene tråd,Når vinteren bruser, skal varme min fot;Men intet på stikke, men intet på Ten,Så mangen må skjelve på islagte Sten.Gud se til de Usle, som nakne og blåI Sne-vannet gå!
Jeg knytter kun tråd,Jeg knytter ei bånd av ugudeligt råd;Vig langt fra mitt hjerte, du Mørkhedens ånd,Som lærer å binde bestrikkende bånd!Skal mennesket knytte for Menneskets barnEt fangende garn?
Min knyttede trådMeg minner om livet; — mitt liv er en tråd:Hver maskeklæd stikke er fullendte Dag,Hver maske, hver knute et Pulsaareslag —Når livet har ende, o Gud, i din håndAnnam da min ånd!