Rabbi Meir, den store Lærer sad paa Sabatsdagen og underviste Folket. Imidlertid døde hans to Sønner, begge skjønne af Skabning og vel underviste i Guds Lov. Hans Hustru tog dem og bar dem op paa Kammeret, lagde dem paa en Seng og bredte et hvidt Klæde over deres Lig. Om Aftenen kom Rabbi Meir hjem: „Hvor ere mine Sønner,“ sagde han, „at jeg kan give dem Velsignelsen?“

„De ere gangne til Skolen,“ var Hustruens Svar. „Jeg har seet mig om,“ sagde han, „men er ikke bleven dem var.“ Hun rakte ham et Bæger; han lovede Herren ved Sabatens Ende, drak og spurgte atter: „Hvor er mine Sønner? ogsaa de skulde drikke af Velsignelsens Vin.“ — „De ere vist ikke langt borte,“ sagde hun og satte Aftensmaden frem for sin Mand. Da han efter Maaltidet havde takket Gud, sagde hun: „Rabbi, tillad mig et Spørgsmaal.“ „Tal, min Kjære!“ svarede han. — „For faa Dage siden,“ sagde hun, „gav en mig nogle kostbare Smykker i Forvaring, og nu fordrer han dem tilbage; skal 14jeg give ham dem igjen?” — „Dette skulde min Hustru ikke først spørge om,” sagde Rabbi Meir; „vilde du betænke dig paa at give enhver sit tilbage?” — „O nei!” svarede hun; „men uden dit Vidende vilde jeg ikke tilbagegive noget.” Derpaa førte hun ham op paa Kammeret, traadte hen og tog Klædet af Ligene. „Ak, mine Sønner!” jamrede Faderen, „mine Sønner!” — Hun vendte sig bort og græd. Endelig greb hun hans Haand og sagde: „Rabbi! har du ikke lært mig, at man ikke maa vægre sig for at give betroet Gods tilbage? Se, Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!” — „Herrens Navn være lovet!” gjentog Rabbi Meir med bævende Stemme. Ja, vel er det sagt: „Den, som har fundet en dydig Hustru, har en Skat, større end kostelige Perler; hun oplukker sin Mund med Visdom, og paa hendes Tunge er himmelsk Lærdom.”

Rabbi Meir, den store lærer satt på sabbatsdagen og underviste Folket. Imidlertid døde hans to sønner, begge skjønne av skapning og vel underviste i Guds lov. Hans Hustru tok dem og bar dem opp på kammeret, la dem på en seng og bredte et hvitt klede over deres Lig. Om Aftenen kom Rabbi Meir hjem: „Hvor er mine sønner,“ sa han, „at jeg kan gi dem velsignelsen?“

„De er gangne til skolen,“ var Hustruens svar. „Jeg har sett meg om,“ sa han, „men er ikke blitt dem var.“ Hun rakte ham et beger; han lovede Herren ved sabbatens ende, drakk og spurte atter: „Hvor er mine sønner? også de skulle drikke av Velsignelsens vin.“ — „De er vist ikke langt borte,“ sa hun og satte aftensmaten frem for sin mann. Da han etter måltidet hadde takket Gud, sa hun: „Rabbi, tillat meg et spørsmål.“ „Tal, min Kjære!“ svarte han. — „For få dager siden,“ sa hun, „ga en meg noen kostbare smykker i forvaring, og nå fordrer han dem tilbake; skal 14jeg gi ham dem igjen?” — „Dette skulle min hustru ikke først spørre om,” sa Rabbi Meir; „ville du betenke deg på å gi enhver sitt tilbake?” — „O nei!” svarte hun; „men uten ditt Vidende ville jeg ikke tilbagegive noe.” Derpå førte hun ham opp på kammeret, trådte hen og tok Klædet av likene. „Ak, mine sønner!” jamrede Faderen, „mine sønner!” — Hun vendte seg bort og gråt. Endelig grep hun hans hånd og sa: „Rabbi! har du ikke lært meg, at man ikke må vegre seg for å gi betrodd gods tilbake? Se, Herren ga, Herren tok, Herrens navn være lovet!” — „Herrens navn være lovet!” gjentok Rabbi Meir med bevende stemme. Ja, vel er det sagt: „Den, som har funnet en dydig hustru, har en skatt, større enn kostelige perler; hun oplukker sin munn med visdom, og på hennes tunge er himmelsk lærdom.”