Jeg havde et meget smukt Gulduhr, som tiltrak sig alles Beundring. Det havde dog en Feil, og det var ret en slem Feil; thi det gik ikke; Forgjeves trak jeg det op; Spindelen vilde ikke bevæge sig, Viseren altsaa heller ikke. Saaledes var mit Uhr aldeles unyttigt; thi hvad hjalp det, at det saa smukt ud? Det opfyldte ikke sin Bestemmelse: at vise Tiden.
Mit Uhrs Tilstand bragte mig til at anstille nogle Betragtninger. Er der ikke mange Folk i Verden, baade ældre og yngre, som ikke bedre opfylde sin Bestemmelse end mit Uhr? Og, naar de ikke opfylde sin Bestemmelse, hvad hjælper det saa, hvor smukke de ere og hvor behagelige forøvrigt? De ere alligevel ikke til mere Nytte i Verden end mit Uhr. Enhver Ting og ethvert Menneske, som ikke opfylder sin Bestemmelse, er unyttigt. Gud har ikke skabt os, for at vi bare skulle more os og tilbringe vort Liv i verdslige Nydelser. Han har sat os i Verden, for at vi skulle gjøre hans Villie.
Dersom nogen af mine unge Læsere spørger mig: „Hvorledes kan da et Barn opfylde Guds Villie?“ saa svarer jeg: ved at agte og adlyde sine Forældre, ved at holde sig fra det slette og søge det gode Selskab; ved at holde sig nær til Guds Ord i den hellige Skrift og leve derefter. I det Hele gjør et Barn Guds Villie, naar det giver ham sit 12Hjerte, sætter sin Lid til Sønnen som sin eneste Frelser og beder ham om den Helligaand, uden hvis Hjælp vi slet intet Godt kunne gjøre.
Tænk dog ret over disse Ting, og enhver af eder gjøre sig selv det Spørgsmaal som for Guds Ansigt: „Opfylder jeg den Bestemmelse, hvortil Gud har skabt mig?“