10

Saa lang er naa Vintren for den, som skal stelle;Og da maa det just om Forsynlighed gjælde.

Thi den, som uvittig med Fodret vil sløse,Den faar vel se Jammer om Vaaren i Fjøse.

Men Kulde og Snefog mig slet ikke skræmmer,Om Istappen hænger om Skjortet som Bræmmer.

Saa lunt er der altid i Fjøse om Kvelden;Og den, som er træt, sover godt under Felden.

11Aa, sørg inte, Kua mi! for Vinterens Dage!Vor Herre han sender nok Vaaren tilbage.

Og Sørpe og Fo’er skal jeg give dig paa Baasen,Til Græsset og Løvknuppen spretter i Aasen!

Og Kalvene dine dem passer jeg gjerne;Jeg har jo alt Guldhorn og Brandgaas og Stjerne.

Men der skal blive Sprang, naar vi Kalven kan løse,Naar alle Smaakvierne slippe af Fjøse,

Og Kjøerne stanges og holde Spektakel,Og snuse og glo, som var alting Mirakel.

Og skal jeg til Sæters, saa drager jeg gjerne;Der skal jeg vel stelle og yste og kjerne.

Paa Sætren er vel adskillige Farer;Men Gud er jo med, som os alle bevarer.

Og Fristelser er der paa mange Slags Maader;Men Døren er stærk og har dygtige Skaader.

Saa reiser jeg hjem med de bredfulde Butter;Paa Gaarden jeg hilses af Jenter og Gutter.

Og Kjøerne røte og kjendes ved Hjemmet,Og jeg bli’er traktert, som jeg rentop var fremmed.

Ja! lykkelig den, som en Buskap kan eie!Men, har jeg inte Gaard, vil jeg være Budeie.

10

Så lang er nå vinteren for den, som skal stelle;Og da må det just om Forsynlighed gjelde.

Thi den, som uvittig med Fodret vil sløse,Den får vel se jammer om våren i Fjøse.

Men Kulde og Snefog meg slett ikke skremmer,Om istappen henger om Skjortet som bremmer.

Så lunt er der alltid i Fjøse om kvelden;Og den, som er trett, sover godt under Felden.

11Aa, sørg inte, kua mi! for Vinterens dager!Vår Herre han sender nok våren tilbake.

Og Sørpe og Fo’er skal jeg gi deg på båsen,Til gresset og løvknoppen spretter i Aasen!

Og Kalvene dine dem passer jeg gjerne;Jeg har jo alt Guldhorn og Brandgaas og stjerne.

Men der skal bli sprang, når vi kalven kan løse,Når alle Smaakvierne slippe av Fjøse,

Og Kjøerne stanges og holde spetakkel,Og snuse og glo, som var alting mirakel.

Og skal jeg til seters, så drar jeg gjerne;Der skal jeg vel stelle og yste og kjerne.

På setra er vel adskillige Farer;Men Gud er jo med, som oss alle bevarer.

Og Fristelser er der på mange Slags måter;Men Døren er sterk og har dyktige Skaader.

Så reiser jeg hjem med de bredfulle butter;På gården jeg hilses av jenter og gutter.

Og Kjøerne røte og kjennes ved hjemmet,Og jeg bli’er traktert, som jeg rentop var fremmed.

Ja! lykkelig den, som en buskap kan eie!Men, har jeg inte gård, vil jeg være Budeie.