12

Nu skal I høre en vakker Fortælling om Bønnens Magt. Skibet Karoline var paa en Reise i Verdenshavet og var alt langt borte fra Amerikas Kyst, da et skrækkeligt Uveir brød løst; det varede i fem Dage, og Mandskabet ansaa sig aldeles fortabt. Just da Uveiret rasede paa det værste, og Skibet omtumledes som en Bold, kom Tougværket oppe paa Stormasten i Ugreie, og man maatte se til at faa det klart. Men det syntes umuligt i denne rygende Storm at gaa op i Masten; det vilde være et livsfarligt Vovestykke. Styrmanden befalede alligevel en Kahytsgut at gaa tilveirs. Det var en ung, spæd Dreng, eneste Søn af en fattig Enke, der havde sendt sin Øiesten fra sig, fordi hun neppe havde det tørre Brød til sig selv.

Da Gutten hørte Styrmandens Befaling, tog han sin Hue af, saa først op til Masten og derpaa ned i de skummende Bølger. Han taug et Øieblik; men pludselig raabte han: „Jeg kommer strax,“ og løb i det samme ind i Kahytten. Neppe var et Minut gaaet, før han kom igjen, og nu gik han op ad Vanterne kjek og freidig.

Den Mand, der har fortalt dette, stod just paa Dækket og fulgte Drengen med Øinene, til det sortnede for dem.

Han spurgte Styrmanden: „Hvorfor sendte du ham derop? han kommer jo ikke levende ned igjen.“ Styrmanden svarede: „Mænd snuble, hvor Gutter staa; han der klatrer jo som en Ekorn.“ — Den anden saa igjen op; endnu var Gutten deroppe. Nu hang han i Merset og klatrede hurtigt videre; Stormen rasede og bøiede Masten helt ned imod Bølgerne. Gutten holdt sig tappert fast, og inden et Kvarters Forløb var han i god Behold nede paa Dækket igjen. — „Gud være lovet!“ raabte Fortælleren; af Angst havde han ikke før kunnet faa et Ord over sine Læber.

Endnu samme Dag opsøgte han Gutten. „Var du ikke bange?“ spurgte han ham. „Jo,“ sagde Gutten. „Ja det kunde jeg nok skjønne, da du betænkte dig i Kahytten.“ „Betænkte mig? Nei, men jeg vilde først bede. Jeg tænkte som saa: du kommer ikke levende ned igjen; det er bedst at bede først. Siden var jeg ikke bange.“ „Hvor har du lært at bede?“ „Da jeg var hjemme; min Moder lærte mig det. Da jeg saa reiste fra hende, sagde hun, at jeg aldrig maatte glemme at bede til Gud; thi saa vil Gud bevare mig fra enhver Fare; derfor forsømmer jeg det heller aldrig.“

„Moder har lært mig det.“ Moderen er det dog bestandig! Maatte denne Historie blive bekjendt for ret mange Mødre. Ogsaa deres Børn maa jo ud i Storm og Bølger, om ikke alle just paa Havet; vel den, som da kan bede!

12

Nå skal dere høre en vakker fortelling om Bønnens makt. Skipet Karoline var på en reise i verdenshavet og var alt langt borte fra Amerikas kyst, da et skrekkelig uvær brød løst; det varte i fem dager, og mannskapet anså seg aldeles fortapt. Just da uværet raste på det verste, og skipet omtumledes som en Bold, kom Tougværket oppe på stormasten i ugreie, og man måtte se til å få det klart. Men det syntes umulig i denne rykende Storm å gå opp i masten; det ville være et livsfarlig Vovestykke. Styrmannen befalte allikevel en Kahytsgut å gå til værs. Det var en ung, spæd dreng, eneste sønn av en fattig enke, der hadde sendt sin øyesten fra seg, fordi hun neppe hadde det tørre brød til seg selv.

Da Gutten hørte styrmannens Befaling, tok han sin hue av, så først opp til masten og derpå ned i de skummende bølger. Han tidde et øyeblikk; men plutselig ropte han: „Jeg kommer straks,“ og løp i det samme inn i kahytten. Neppe var et minutt gått, før han kom igjen, og nå gikk han opp ad vantene kjekk og freidig.

Den Mand, der har fortalt dette, stod just på dekket og fulgte drengen med øynene, til det sortnede for dem.

Han spurte styrmannen: „Hvorfor sendte du ham derop? han kommer jo ikke levende ned igjen.“ Styrmannen svarte: „Menn snuble, hvor gutter stå; han der klatrer jo som en ekorn.“ — Den annen så igjen opp; ennå var gutten deroppe. Nå hang han i merset og klatret hurtig videre; Stormen raste og bøyde masten helt ned imot bølgene. Gutten holdt seg tappert fast, og innen et Kvarters forløp var han i god behold nede på dekket igjen. — „Gud være lovet!“ ropte fortelleren; av angst hadde han ikke før kunnet få et ord over sine lepper.

Ennå samme dag oppsøkte han gutten. „Var du ikke bange?“ spurte han ham. „Jo,“ sa gutten. „Ja det kunne jeg nok skjønne, da du betenkte deg i kahytten.“ „Betenkte meg? Nei, men jeg ville først bede. Jeg tenkte som så: du kommer ikke levende ned igjen; det er best å bede først. Siden var jeg ikke bange.“ „Hvor har du lært å bede?“ „Da jeg var hjemme; min mor lærte meg det. Da jeg så reiste fra henne, sa hun, at jeg aldri måtte glemme å bede til Gud; thi så vil Gud bevare meg fra enhver fare; derfor forsømmer jeg det heller aldri.“

„Mor har lært meg det.“ Moren er det dog bestandig! Måtte denne historie bli bekjent for rett mange mødre. Også deres barn må jo ut i Storm og bølger, om ikke alle just på havet; vel den, som da kan bede!