181

Øyvind hedte han og græd, da han blev født. Men, alt da han sad opreist paa Moderens Fang, lo han, og, naar de tændte Lys paa om Kvelden, lo han, saa det sang, men græd, da han ikke fik komme bort til det. „Af den Gutten maa det blive noget rart,“ sagde Moderen.

Der, hvor han blev født, hang det bare Berg udover; men det var ikke høit; Furre og Birk saa ned; Hæggen strødde Blomster paa Taget. Men oppe paa Taget gik en liden Buk, som Øyvind aatte; han skulde gaa der for ikke at tulle sig væk, og Øyvind bar Løv og Græs op til den. En vakker Dag hoppede Bukken over og borti Berget; den gik ende op og kom did, den aldrig havde været før. Øyvind saa ikke Bukken, da han kom ud efter Non, og tænkte strax paa Ræven. Han blev hed over hele Kroppen, saa sig om og lydde: „Kille-Kille-Kille-Killebukken!“ — „Bæ-æ-æ-æ!“ sa Bukken oppe paa Bergkanten, lagde Hovedet paaskakke og saa ned.

Men ved Siden af Bukken laa en liden Gjente paa Knæ. „Er den din, den Bukken?“ spurgte hun. Øyvind stod med aaben Mund og Øine, stak begge Hænder i den Kjoleburen, han bar. „Hvem er du?“ spurgte han. „Jeg er Marit, Mor sin Unge, Fedlen til Far, Huldra i Huset, Datterdatter til Ola Nordistuen paa Heidegaardene, fire Aar til Høsten, to Dage efter Frostnætterne, jeg!“ — „Er du det, du!“ sa’ han og drog Pusten, for han havde ikke turdet slippe den, saalænge hun talte.

„Er den din, den Bukken?“ spurgte Gjenten op igjen. — „Jaha,“ sa’ han og saa op. — „Jeg har faaet saadan Lyst paa den Bukken; — du vil ikke gi’ mig den?“ — „Nei, det vil jeg ikke.“

Hun laa og spændte med Benene og saa ned paa ham, og da sagde hun: „End, naar du faar en Smørkringle for Bukken, kan jeg saa faa den?“ — Øyvind var af Fattigfolk; han havde spist Smørkringle bare en Gang i sit Liv; det var, da Bedstefar kom did, og sligt havde han aldrig spist hverken før eller siden. Han saa op paa Gjenten: „lad mig faa se den Kringlen først,“ sa’ han. Hun var ikke sen paa det, viste en stor Kringle frem, som hun holdt i Haanden; „her er den!“ sagde hun og kastede den ned. „Au, den gik istykker,“ sa’ Gutten; han samlede hver Bid op med Omhu; den allermindste maatte han smage paa, og den var saa god, at han maatte smage paa en til, og, før han selv vidste af det, havde han spist op hele Kringlen. „Nu er Bukken min,“ sa’ Gjenten. Gutten standsede med den sidste Bid i Munden, Gjenten laa og lo, Bukken stod ved Siden, hvid i Brystet, brunsort i Ragget og saa ned paaskakke. „Kunde du ikke vente saalænge,“ bad Gutten; Hjertet begyndte at klappe i ham. Da lo Gjenten endnu mere, skyndte sig op paa Knæ. „Nei Bukken er min, den,“ sagde hun og slog Armene om Halsen paa den, løste et Strømpebaand og bandt omkring. Øyvind saa paa. Hun reiste sig og begyndte at drage i Bukken; den vilde ikke gaa med og tøiede Halsen nedover mod Øyvind. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ den. Men hun tog i Ragget med den ene Haand, drog i Baandet med den anden og sagde vakkert: „Kom du, Bukken, saa skal du faa gaa i Stuen og spise af Mors sine Fad og mit Forklæde,“ og saa sang hun:

Kom Bukken til Gutten,kom Kalven til Mor,kom mjauende Katteni snehvide Sko’r,kom Ællinger gule,kom frem ifra Skjule,kom Kyllinger smaa,som neppe kan gaa,kom Duerne minemed Fjedrene fine,se Græsset er vaadt,men Solen gjør godt,og tidlig, tidlig er det paa Sommer’n,men raab paa Høsten, saa kommer’n!

Der stod Gutten.

Bukken havde han stellet med siden i Vinter, den blev født, og aldrig havde han tænkt sig, at den kunde mistes; men nu var det gjort paa en liden Stund, og han skulde ikke se den mere.

182Moderen kom trallende op fra Fjæren med Kopper, som hun havde skuret; hun saa Gutten sidde og græde med Benene under sig i Græsset og gik bort til ham. „Hvad græder du for?“ — „Aa, Bukken, Bukken!“ — „Ja, hvor er Bukken?“ spurgte Moderen, hun saa op paa Taget. „Den kommer aldrig mere igjen,“ sa’ Gutten. „Kjære, hvordan kunde det gaa til?“ — Han vilde ikke strax tilstaa det. „Har Ræven taget den?“ — „Ja, Gud give det var Ræven.“ — „Er du paa Stel!“ sa’ Moderen; „hvor er det blevet af Bukken?“ — „Aa, aa, aa, . . . . . . . jeg kom iskade for . . . . at sælge den for en Kringle!“

Akkurat i det samme han sagde Ordet, forstod han, hvad det var at sælge Bukken for en Kringle; før havde han ikke tænkt paa det; Moderen sagde: „Hvad tror du nu, den lille Bukken tænker om dig, naar du kunde sælge den for en Kringle?“

Og Gutten selv tænkte paa det og forstod meget godt, at han aldrig kunde blive glad mere her i Verden, og ikke engang hos Gud, tænkte han siden.

Saamegen Sorg følte han, at han lovede med sig selv, aldrig mere at gjøre noget galt, hverken at skjære Rokkesnoren eller slippe Saudene eller gaa ned til Søen alene. Han sovnede ind, der han laa, og han drømte om Bukken, at den var kommen til Himmerige; Vorherre sad med stort Skjeg ligesom i Katekismen, og Bukken stod og bed Løv af et skinnende Træ; men Øyvind sad alene paa Taget og kunde ikke komme op.

Da stak noget vaadt lige borti Øret paa ham, han skvat op. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ det, og det var Bukken, som var kommen igjen!

„Nei, er du kommen igjen!“ Han sprang op, tog begge Forbenene op paa den og dandsede med den som en Bror; han rykkede den i Skjegget, og han vilde netop ind til Mor med den, da han hørte nogen bag sig, og saa Gjenten sidde paa Grønsværet lige ved Siden. Nu forstod han altsammen, han slap Bukken: „Er det dig, som er kommen med den?“ Hun sad og rev Græs op med Haanden og sagde: „Jeg fik ikke Lov at beholde den; Bestefader sidder deroppe og venter.“ Medens Gutten stod og saa paa hende, hørte han en skarp Stemme oppe paa Veien raabe: „Naa!“ Da huskede hun, hvad hun skulde gjøre; hun reiste sig og gik bort til Øyvind, stak den ene muldede Haand borti en af hans, saa bort og sagde: „Om Forladelse.“ Men saa var ogsaa hendes Mod forbi, hun kastede sig ned over Bukken og græd.

„Jeg mener, du faar beholde Bukken, jeg,“ sagde Øyvind og saa væk.

„Skynd dig nu!“ sagde Bedstefar oppi Bakken. Og Marit reiste sig, og hun gik med dragende Ben opefter. „Du glemmer nok Strømpebaandet dit,“ raabte Øyvind efter hende. Da vendte hun sig og saa først paa Baandet, siden paa ham. Endelig fattede hun en stor Beslutning og sagde med tykt Maal: „Det kan du beholde.“ Han gik bort til hende og tog hende i Haanden: „Tak skal du ha’!“ sa’ han. — „Aa, ikke noget at takke for,“ svarte hun, drog et uhyre langt Suk og gik videre.

Han satte sig ned igjen i Græsset, Bukken gik ved Siden af ham; men han var ikke længer saa glad i den som før.

181

Øyvind hette han og gråt, da han ble født. Men, alt da han satt oppreist på Moderens fang, lo han, og, når de tente lys på om kvelden, lo han, så det sang, men gråt, da han ikke fikk komme bort til det. „Av den Gutten må det bli noe rart,“ sa moren.

Der, hvor han ble født, hang det bare Berg utover; men det var ikke høyt; Furre og Birk så ned; Heggen strødde blomster på taket. Men oppe på taket gikk en liten bukk, som Øyvind åtte; han skulle gå der for ikke å tulle seg vekk, og Øyvind bar løv og gress opp til den. En vakker Dag hoppet bukken over og borti berget; den gikk ende opp og kom dit, den aldri hadde vært før. Øyvind så ikke bukken, da han kom ut etter Non, og tenkte straks på Ræven. Han ble het over hele kroppen, så seg om og lydde: „Kille-Kille-Kille-Killebukken!“ — „Bæ-æ-æ-æ!“ sa bukken oppe på bergkanten, la hodet paaskakke og så ned.

Men ved siden av bukken lå en liten jente på kne. „Er den din, den bukken?“ spurte hun. Øyvind stod med åpen munn og øyne, stak begge hender i den Kjoleburen, han bar. „Hvem er du?“ spurte han. „Jeg er Marit, Mor sin unge, Fedlen til far, Huldra i huset, Datterdatter til Ola Nordistuen på Heidegaardene, fire år til høsten, to dager etter frostnettene, jeg!“ — „Er du det, du!“ sa’ han og drog pusten, for han hadde ikke turt slippe den, så lenge hun talte.

„Er den din, den bukken?“ spurte Gjenten opp igjen. — „Jaha,“ sa’ han og så opp. — „Jeg har fått sådan lyst på den bukken; — du vil ikke gi’ meg den?“ — „Nei, det vil jeg ikke.“

Hun lå og spente med Benene og så ned på ham, og da sa hun: „Enn, når du får en Smørkringle for bukken, kan jeg så få den?“ — Øyvind var av fattigfolk; han hadde spist Smørkringle bare en gang i sitt liv; det var, da bestefar kom dit, og slikt hadde han aldri spist hverken før eller siden. Han så opp på Gjenten: „la meg få se den Kringlen først,“ sa’ han. Hun var ikke sen på det, viste en stor kringle frem, som hun holdt i hånden; „her er den!“ sa hun og kastet den ned. „Au, den gikk i stykker,“ sa’ Gutten; han samlet hver bit opp med omhu; den allermindste måtte han smake på, og den var så god, at han måtte smake på en til, og, før han selv visste av det, hadde han spist opp hele Kringlen. „Nå er bukken min,“ sa’ Gjenten. Gutten stanset med den siste Bid i munnen, Gjenten lå og lo, bukken stod ved siden, hvit i brystet, brunsort i ragget og så ned paaskakke. „Kunne du ikke vente så lenge,“ bad Gutten; Hjertet begynte å klappe i ham. Da lo Gjenten enda mer, skyndte seg opp på kne. „Nei bukken er min, den,“ sa hun og slo armene om halsen på den, løste et strømpebånd og bandt omkring. Øyvind så på. Hun reiste seg og begynte å dra i bukken; den ville ikke gå med og tøiede halsen nedover mot Øyvind. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ den. Men hun tok i ragget med den ene hånd, drog i båndet med den annen og sa vakkert: „Kom du, bukken, så skal du få gå i stuen og spise av Mors sine fat og mitt forkle,“ og så sang hun:

Kom bukken til Gutten,kom kalven til Mor,kom mjauende katteni snehvide Sko’r,kom ellinger gule,kom frem ifra Skjule,kom kyllinger små,som neppe kan gå,kom duene minemed fjærene fine,se gresset er vått,men solen gjør godt,og tidlig, tidlig er det på Sommer’n,men rop på høsten, så kommer’n!

Der stod Gutten.

Bukken hadde han stellet med siden i vinter, den ble født, og aldri hadde han tenkt seg, at den kunne mistes; men nå var det gjort på en liten stund, og han skulle ikke se den mer.

182Moren kom trallende opp fra fjæren med kopper, som hun hadde skuret; hun så Gutten sitte og gråte med Benene under seg i gresset og gikk bort til ham. „Hva gråter du for?“ — „Aa, bukken, bukken!“ — „Ja, hvor er bukken?“ spurte moren, hun så opp på taket. „Den kommer aldri mer igjen,“ sa’ Gutten. „Kjære, hvordan kunne det gå til?“ — Han ville ikke straks tilstå det. „Har Ræven tatt den?“ — „Ja, Gud gi det var Ræven.“ — „Er du på stell!“ sa’ moren; „hvor er det blitt av bukken?“ — „Aa, å, å, . . . . . . . jeg kom iskade for . . . . å selge den for en kringle!“

Akkurat i det samme han sa ordet, forstod han, hva det var å selge bukken for en kringle; før hadde han ikke tenkt på det; Moren sa: „Hva tror du nå, den lille bukken tenker om deg, når du kunne selge den for en kringle?“

Og Gutten selv tenkte på det og forstod meget godt, at han aldri kunne bli glad mer her i verden, og ikke engang hos Gud, tenkte han siden.

Saamegen sorg følte han, at han lovede med seg selv, aldri mer å gjøre noe galt, hverken å skjære Rokkesnoren eller slippe Saudene eller gå ned til sjøen alene. Han sovnet inn, der han lå, og han drømte om bukken, at den var kommet til himmerike; Vorherre satt med stort skjegg likesom i katekismen, og bukken stod og bed løv av et skinnende tre; men Øyvind satt alene på taket og kunne ikke komme opp.

Da stak noe vått lige borti øret på ham, han skvatt opp. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ det, og det var bukken, som var kommet igjen!

„Nei, er du kommet igjen!“ Han sprang opp, tok begge Forbenene opp på den og danset med den som en Bror; han rykket den i skjegget, og han ville nettopp inn til Mor med den, da han hørte noen bak seg, og så Gjenten sitte på Grønsværet like ved siden. Nå forstod han altsammen, han slapp bukken: „Er det deg, som er kommet med den?“ Hun satt og rev gress opp med hånden og sa: „Jeg fikk ikke lov å beholde den; Bestefar sitter deroppe og venter.“ Mens Gutten stod og så på henne, hørte han en skarp stemme oppe på veien rope: „Nå!“ Da husket hun, hva hun skulle gjøre; hun reiste seg og gikk bort til Øyvind, stak den ene muldede hånd borti en av hans, så bort og sa: „Om forlatelse.“ Men så var også hennes mot forbi, hun kastet seg ned over bukken og gråt.

„Jeg mener, du får beholde bukken, jeg,“ sa Øyvind og så vekk.

„Skynd deg nå!“ sa bestefar oppi bakken. Og Marit reiste seg, og hun gikk med dragende Ben opefter. „Du glemmer nok strømpebåndet ditt,“ ropte Øyvind etter henne. Da vendte hun seg og så først på båndet, siden på ham. Endelig fattet hun en stor beslutning og sa med tykt mål: „Det kan du beholde.“ Han gikk bort til henne og tok henne i hånden: „Takk skal du ha’!“ sa’ han. — „Aa, ikke noe å takke for,“ svarte hun, drog et uhyre langt sukk og gikk videre.

Han satte seg ned igjen i gresset, bukken gikk ved siden av ham; men han var ikke lenger så glad i den som før.