179

Fiskeren sadler sin vingede Hest,At fare paa Dybet det tykkes ham bedst.

Bølgerne rulle paa hviden Strand,Saa red han derud den Fiskermand.

Drog han da op sin Medesnor,Paa Krogen hang der en Guldfisk stor.

Da lo han i Skjegget: „Mange Fisk jeg saa,Men aldrig med Gyldenstyks Kjortel paa!“

„Havde jeg en for hvert gyldent Skjæl,Da var jeg vel hjulpen, jeg fattige Sjel!“

Fisken sig krummer og slaar med sin Svands,Det tykkes Bonden en underlig Dands.180„Ikke saa lystig, du rige Mand!En fattig Fisker dig holder vel Stand.“

Den Guldfisk lurer og lytter derpaa,Begyndte da at tale og sagde som saa:

„Fattige Fisker, du ser, jeg er rig,Jeg mægter vel at gjøre dig lykkelig!

Kaster du mig atter i den dybe Strand,Da skalst du derfor blive velholden Mand!

Min Moder er Fiskenes Dronning fin,Hun skal give dig Bolster og Lin.

Min Fader er Koning paa Havsens Bund,Han skal gjøre dig baade stærk og sund!

Min Beiler han sørger i Bølgen blaa,Min Gyldenstyks Kjortel skal du ganske faa.“

„Stort jeg ikke agter en Fiskenes Drot;Det vil være min gode Tro til Spot;

Ei heller din Moders Bolster saa fin,Min egen Dronning gjør vel bedre Lin.

Men gav du en Beiler din Ære og Tro,Da vil jeg ei forstyrre to Elskendes Ro!“

Saa slap han i Bølgen den Fisk saa angst:„Hvad kan mig hjælpe saa ussel en Fangst!

Bider imorgen en slig paa min Krog,Da faar jeg vel at sulte, jeg fattige Skrog!“

Saa sad han i Hytten den Aften kværOg mælte ei Ord, som var Talen værd.

Men næste Morgen i sin Baad han sadOg agned paa Krogen en Lokkemad.

Og strax, som han kasted sin Medesnor,Sank Loddet under og dybt det for.

Da lo han i Skjegget og sagde som saa:„Nu har jeg vel atter en Guldfisk paa!“

Saa drog han sendrægtig den Snor saa lang,En gylden Skilling der ved den hang.

Det kan jeg melde for sandt og vist,Han havde for Glæde hverken Ro eller Rist!

Og, saa lidt han siden i Snoren drog,Aldrig der bed dog en Fisk paa hans Krog;181Men, saa ofte han paa Krogen efter Fisken saa,Da hang der ret altid en Guldskilling paa.

179

Fiskeren sadler sin vinget hest,Å fare på dypet det tykkes ham best.

Bølgene rulle på hvit Strand,Så red han derut den fiskermann.

Drog han da opp sin Medesnor,På kroken hang der en gullfisk stor.

Da lo han i skjegget: „Mange fisk jeg så,Men aldri med Gyldenstyks kjortel på!“

„Hadde jeg en for hvert gyllent skjell,Da var jeg vel hjulpen, jeg fattige sjel!“

Fisken seg krummer og slår med sin Svands,Det tykkes bonden en underlig dans.180„Ikke så lystig, du rike mann!En fattig fisker deg holder vel stand.“

Den gullfisk lurer og lytter derpå,Begynte da å tale og sa som så:

„Fattige fisker, du ser, jeg er rik,Jeg mægter vel å gjøre deg lykkelig!

Kaster du meg atter i den dype Strand,Da skalst du derfor bli velholden mann!

Min mor er Fiskenes dronning fin,Hun skal gi deg bolster og Lin.

Min far er Koning på Havsens bunn,Han skal gjøre deg både sterk og sund!

Min beiler han sørger i bølgen blå,Min Gyldenstyks kjortel skal du ganske få.“

„Stort jeg ikke akter en Fiskenes drott;Det vil være min gode tro til Spot;

Ei heller din Moders bolster så fin,Min egen dronning gjør vel bedre Lin.

Men ga du en beiler din ære og tro,Da vil jeg ei forstyrre to Elskendes ro!“

Så slapp han i bølgen den fisk så angst:„Hva kan meg hjelpe så ussel en fangst!

Biter i morgen en slig på min krok,Da får jeg vel å sulte, jeg fattige skrog!“

Så satt han i hytten den aften kværOg mælte ei ord, som var talen verd.

Men neste morgen i sin båt han sattOg agnet på kroken en lokkemat.

Og straks, som han kastet sin Medesnor,Sank loddet under og dypt det for.

Da lo han i skjegget og sa som så:„Nå har jeg vel atter en gullfisk på!“

Så drog han sendrektig den snor så lang,En gylden skilling der ved den hang.

Det kan jeg melde for sandt og vist,Han hadde for glede hverken ro eller Rist!

Og, så litt han siden i snoren drog,Aldri der bet dog en fisk på hans krok;181Men, så ofte han på kroken etter fisken så,Da hang der rett alltid en gullskilling på.