177

Jeg har et Barn paa fire Aar,En liden vakker Pige,Med mørke Øine, brune Haar —Mer sød, end jeg kan sige.

Hun stod og saa ved SolegladIgjennem Vindvets Rude,Mens Himlen som et RosenbladLet rødmede derude.

178Men mer og mer tog Buen paaAt flamme og at gløde,Saa alle Skyens Bræmme laaSom Guld og Purpur røde.

Taus stod den Lille, taus og stilOg stirred mod det Høie;I Sjelen Funker faldt af IldIg jennem Barnets Øie.

Hun mæled ei et Ord, men spændtOg stadig opad skued,Til Aftenflammens Pragt var endtOg sidste Glimt afluet.

Da vendte blidt-vemodig stemtSig om til os den Lille.„Ak, nu har Gud det Hele gjemt!“Hun sagde blødt og stille.

„O ja, mit Barn! saa vil det gaaDig mange, mange Gange:Naar bedst Guds Herlighed du saaFor Sjelens Øie prange —

Saa vil den atter glide henOg tabes i det Dunkle,Og intet Glimt er mer igjen,Hvor nys du saa den funkle.

Men lad det aldrig vorde glemt,Hvad selv du nylig sagde:Da Gud har kun det Hele gjemt;Han det til Side lagde.

Som Moder gjemmer Dukken din,Saa dobbelt godt det smager,Naar hun den atter af sit SkrinFrem til din Glæde tager:

Saa skjuler Herren og sin GlandsFor sine Kjæres Øie,At han maa siden deres SandsVed Synet mer fornøie.“

177

Jeg har et barn på fire år,En liten vakker pike,Med mørke øyne, brune hår —Mer søt, enn jeg kan si.

Hun stod og så ved SolegladIgjennom Vindvets rute,Mens Himlen som et RosenbladLett rødmede derude.

178Men mer og mer tok buen påÅ flamme og å gløde,Så alle Skyens Bræmme låSom gull og purpur røde.

Taus stod den Lille, taus og stilOg stirret mot det Høye;I sjelen funker falt av ildIg jennem Barnets Øye.

Hun mælte ei et ord, men spentOg stadig oppad skuet,Til Aftenflammens prakt var endtOg siste glimt afluet.

Da vendte blidt-vemodig stemtSig om til oss den Lille.„Ak, nå har Gud det hele gjemt!“Hun sa blødt og stille.

„O ja, mitt barn! så vil det gåDeg mange, mange ganger:Når best Guds Herlighed du såFor Sjelens Øye prange —

Så vil den atter glide henOg tapes i det Dunkle,Og intet glimt er mer igjen,Hvor nys du så den funkle.

Men la det aldri vorde glemt,Hva selv du nylig sa:Da Gud har kun det hele gjemt;Han det til side la.

Som mor gjemmer dukken din,Så dobbelt godt det smaker,Når hun den atter av sitt skrinFrem til din glede tar:

Så skjuler Herren og sin glansFor sine Kjæres Øye,At han må siden deres SandsVed synet mer fornøye.“