Tvende Søskende legede ved en Mølledam. Den ene var en syvaars Gut, og han var en Vovehals; han styrtede i Dammen og sank strax under. Den anden, en tiaars Pige saa Ulykken, og istedetfor skrigende at løbe sin Vei, som mange andre Smaajenter vilde have gjort, springer hun uden Betænkning i Vandet for at drage Broderen op. Men Dammen var dyb, og den modige Pige sank ogsaa tilbunds. I dette Øieblik kommer en Soldat gaaende; han hører Pigens Nødraab og springer øieblikkelig, fuldt paaklædt, ud i Dammen. Da han er en god Svømmer, lykkes det ham snart at bringe Pigen til Land; men Gutten kan han i Begyndelsen ikke finde, førend Strømmen noget længer nede skyder Legemet op over Vandfladen. Soldaten svømmede efter og havde den Glæde ogsaa at bringe ham til Bredden. Men desværre gav Drengen ikke noget Livstegn fra sig.
Imidlertid vare flere komne til. Man bragte den Druknede til nærmeste Hus, lagde ham paa en Seng, tilkaldte en Læge og gjorde Forsøg paa at kalde Liv tilbage i det stive Legeme. Lægen aabnede først hans Mund og befriede den fra al Urenlighed; derpaa forordnede han, at Legemet skulde lægges i en opvarmet Seng og Hovedet noget høit, for at det Vand, som var trængt ind i Næse og Mund, ikke skulde besvære Aandedrættet. Saa bleve opvarmede, uldne Tepper lagte paa det kolde Legeme. Hjertekulen og det Sted, hvor Lungen ligger, blev uafbrudt gnedet med uldent Tøi. Da dette ikke vilde hjælpe, lod Lægen bringe en Fjer og et Lys, og antændte Fjeren under den Druknedes Næse, for ved den ildelugtende Røg at bringe ham til at nyse. Dette Forsøg havde endelig den rette Virkning. Aandedrættet bevægede sig atter i Guttens Bryst, og, da man flittig vedblev med Gnidningen, kom der snart Varme i Lemmerne, og han aabnede atter de halvt lukkede Øine.
Hvilken Glæde for den gode Søster, for den brave Soldat og for alle dem, som vare tilstede under dette. Først nu underrettede man Forældrene derom, da man tidligere havde villet skaane dem for Skrækken.